Den entreprenante realitystjerne giver med sit nye look modsvar på de svirrende rygter om et stilskifte
Så sent som i går kunne man her på sitet læse, at en yndet 00’er frisure lige nu nyder et comeback.
I samme ombæring blev tilføjet, at der nok går noget tid, før vi igen ser årtiets farvede highlights (ja, dem som Avril Lavigne rockede) igen vinde indpas som hårtrend. Og nok endnu senere for de decideret helfarvede lokker.
Men den spåning var Kylie Jenner hurtig til at mane til jorden. På sin Instagram har hun nemlig netop postet et billede, der lader os vide, at hun har farvet sine kastjanebrune lokker i en ny opsigtsvækkende farve. Nærmere bestemt en lyserød i samme nuance som candyfloss.
Et look, der giver os ren ‘Barbiecore’, men som også ligger en smule ude af trit med, hvad vi har set fra den entreprenante realitystjernes kanter den seneste tid.
Siden offentliggørelsen af sit forhold til skuespiller Timothée Chalamet er Kylie Jenner nemlig blevet spået et stilskifte i retning mod en mere nedtonet æstetik. Noget, der ikke mindst blev understreget, da en forelsket Kylie Jenner blev spottet stort set uden makeup til dette års Golden Globes.
At stjernen nu lufter de pink lokker på sin Instagram lader os dog vide, at hun måske ikke er helt klar er klar til at vinke farvel til sin tidligere stil. For Kylie Jenner bannerførte nemlig det pink hår tilbage i 2016, hvor vi kendte den celebre stjerne fra en noget anden æstetik.
Kylie Jenner fik som bekendt sin berømmelse fra familiens realityshow ‘Keeping up with the Kardashians’. Siden har hun dog etableret sit eget navn som blandt andet indehaver af tøjbrandet Khy og ikke mindst det populære beautybrand Kylie Cosmetics.
Sidstnævnte involverer stjernens seneste post på sin Instagram, hvor hun promoverer et af brandets seneste produkter. Denne gang med sine naturlige brune lokker.
Det følger dermed i kølvandet på postet om de pinke lokker og efterlader os med spørgsmålet, om hvorvidt Kylie Jenner rent faktisk stadig er indehaver af de opsigtsvækkende Barbielokker. Uanset hvad er vi dog overbevist om, at hun nok skal få startet en trend alligevel.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.