Move over, Birkenstock og Chanel, der er en ny, praktisk sandal i byen.
Det er ingen hemmelighed, at Katie Holmes er stor fan af sko, der ikke blot er trendy, men også er praktiske i deres grundnatur.
Derfor var Holmes også blandt de første til at tage Birkenstocks allerede ikoniske ’Boston Clogs’ til sig – faktisk længe inden de blev allemandseje – ligesom hun også altid har været til falds for den klassiske ’Arizona’-model, klassiske loafers, Adidas’ ’Samba’ – og mon ikke hun også har et eksemplar af Chanels far-sandaler stående derhjemme?
Derfor er dronningen af flade sko naturligvis også frontløber med en helt ny version af far-sandalen, der netop har ramt hylderne.
Der er tale om Chloés nye samarbejde med Teva, som er kendt (og elsket) for deres udpræget praktiske fodtøj med tekniske gummisåler og handy velcro-remme. Chloé-versionen er et crossover mellem Chloés bløde univers med det tech-baserede fodtøj og forener dermed cremede farvekombinationer og sløjfedetaljer med logobånd med Tevas populære ’Hurricane XLT2’-såler.
Sandalen kommer i tre farvekombinationer: Hvid og sort, pink og multifarvet og en underspillet cremefarvet version, som er den Katie Holmes er tyet til, og har stylet til perfektion med en langt, løs, hvid nederdel, en oversized grå sweater og Totemes ’T-Lock’-taske.
Alt i alt det ultimative billede på, hvordan far-sandelen sagtens kan fungere i en udpræget fin kontekst – og et look, der øjeblikkeligt giver os lyst til at gøre Katie kunsten efter med alt fra outfit-kombination til Chloé-sandaler. Og vi regner ikke med, at vi er alene om nu at have netop denne sandal øverst på sommerønskelisten.