Kendall Jenner er allerede fan af klipklapperens 'kusine', som er klar til at overtage dit sommerlook.
Endelig er det vejr til at slippe fusserne fri og hoppe i det, der måske er det allerbedste ved sommeren: sandaler.
Men hvor du måske før har travet en hel sæson tynd i dine trofaste Havaianas-klipklappere, eller de Birkenstock-sandaler, der bliver ved med at være aktuelle trods deres fodformede facon, så kan du denne sæson se frem til at hoppe i et par klipklappere, der har fået et fashionabelt vrid gennem designermaskinen.
Der er tale om en ’løftet’ klipklap i mere end én forstand. Det er nemlig ret beset ‘bare’ en klassisk klipklapper med plateau-sål, der giver den lidt højde, men den er også eleveret i den forstand, at hver designer har sat deres personlige præg på den.
Allerede sidste sommer så vi den komme snigende hos The Row, der lavede en buttet verson, der hurtigt blev mere end almindeligt svær at opdrive. Og i år er flere brands fulgt trop: fra Gia Borghini til Jacquemus, Chloé og sågar Chanel, der alle giver deres bud på sæsonens hotteste sandal.
De stilfulde kvinder, som vi ofte kigger til for at lakmusteste en trend, har allerede taget den til sig: fra Kendall Jenner, der parrer sine plateauklipklappere med grønne cargobukser til altid elegante Rosie Huntington-Whitley, der giver sine klassiske hvid/beige outfits lidt funky kant med buttede klip-klappere.
Og herhjemme er de også at finde syd for anklerne hos velklædte kvinder som Pernille Teisbæk, Jeanette Madsen og Julie Fagerholt.
Vi har selvfølgelig samlet nogle gode bud på skoene herunder, hvis du selv vil hoppe med på trenden.
Klip-klappere, Ancient Greek, 1.375 kr. Køb her.
Klip-klappere, Ganni, 1.900 kr. Køb her.
Klip-klappere, Topshop, 460 kr. Køb her
Klip-klappere, Amina Muaddi, 4.425 kr. Køb her
Klip-klappere, &Other Stories, 695 kr. Køb her
Klip-klappere, Prada, 5.135 kr. Køb her