Nej, vi er stadig ikke helt færdige med den hypede tendens.
Selv om ‘Barbie’ havde premiere sidste år, og det nærmest synes umuligt, at ‘Barbiecore’-trenden kan blive ved med at gøre sig gældende på den røde løber, er det altså ikke helt slut med den lyserøde tendens.
I hvert fald ikke hvis du retter blikket mod årets Golden Globes, der natten til mandag dansk tid løb af stablen fra Los Angeles for 81. gang.
Her gjorde Margot Robbie sin entré, ikke overraksende, i en drøm af et Barbie-look, der er strøget direkte til tops som en af skuespillerens allerbedste, lyserøde looks til dato.
Iført en glitrende pailletkjole fra Armani Privé med tilhørende tylboa beviste den australske skuespiller, at vi endnu ikke er helt færdige med den lyserøde farve – eller Barbie som evigt, hyperfeminint stilikon.
Og med sit tilhørende, høje vink kan du næsten høre hende råbe “Hi Barbie” gennem billederne.
For en gang skyld var Robbie dog ikke alene om sit Barbie-lignede look på den røde løber.
Også Jennifer Lopez gik med den lyserøde farve i prisuddelingens anledning, hvor hun iført en gallakjole fra mærket Nicole + Felicia med et kæmpemæssigt slæb og overdimensionerede flæseærmer tog ‘Barbiecore’ til et niveau.
Nok er det ikke et look inspireret direkte af et specifikt outfit fra dukkens garderobe, men vi ville sagtens kunne se Barbie i Jennifer Lopez’ lyserøde kjole.
Det er altså ikke helt slut med tendensen om ay ty til den elskede, lyserøde eller pink farve i 2024 – ligesom det heller ikke er slut med at kigge til Barbie for garderobeinspiration.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.