Du har sikkert allerede et eksemplar liggende af den bikini, du ikke kan undgå at se på stranden denne sommer.
Kendisser har alle dage være gode garanter for at skabe en lille smule misundelse hvad angår eksotiske ferier.
Og det er ikke til at komme udenom, at det, de tager på, når de slænger sig i de solbeskinnede strandstole langs det turkisblå vand, uomtvisteligt skaber grobund for en lyst til at hoppe i selv samme antræk, næste gang solen står højt på himlen, og kalenderen siger ’ferie’.
Og i år kan du altså godt kigge en ekstra gang i din bikinisamling, inden du går ud og investerer i en ny. Særligt, hvis du vil hoppe med på samme bikini-bølge, som mange af stjernerne foretrækker for tiden.
Vi skylder dig at sige, at du måske skal lede med luppen, for årets bikini-trend er så undseelig, at den næsten ikke er til at spotte med det blotte øje.
Det stemmer. Stjernerne har lagt de mere tækkelige Baywatch-inspirerede badedragter på hylden til fordel for mikroskopiske trekantsbikinier – altså selvsamme model, der dominerede hver eneste pool- og strandkant i 90’erne.
Og det giver jo egentligt meget god mening at vi nu, efter et par år med retro-inspirerede bikinisnit – altså dem med ekstra højtaljede trusser, brede bandeau-toppe og badedragter – går i den helt modsatte grøft. En tendens, der læner sig ret godt af det, vi i øvrigt ser i modebilledet lige nu med 90’er-inspirerede croptops, miniskirts og lavtaljede jeans.
Jennifer Lopez nærmest lagde internettet ned sidste år, da hun på sin 52-års fødselsdag postede et billede af sig selv i en trekantsbikini, som måske er dét, der for alvor satte gang i trenden.
Hailey Bieber og Lizzo har fulgt trop sammen med kendisser som Winnie Harlow og Dua Lipa.
Trekantsbikinierne, som stjernerne har kastet deres kærlighed på, er ofte akkompagnerede af matchende saronger, kaftaner, små strandshorts – og ej at forglemme de uundgåelige strand-accessories som bøllehatte, solbriller og stråtasker.
Se nogle af kendisserne, der har taget den lille bikini til sig, herunder.