Celebrity style

Denne overraskende detalje går igen på årets flotteste aftenkjoler

- 20/10/2022

Vi har set høje slidser og sexede cut-out på mange af årets kjoler, men havde ikke set denne tildækkede detalje dominere kjolelandskabet. Men det er overraskende sensuelt.

Når temperaturen første gang dropper under de blide 15 grader, og efterårsløvet begynder at dække fortovene i bløde brun-orange nuancer, så griber du sikkert som noget af det første ud efter de vamsede, højhalsede sweatre. Men har du nogensinde overvejet den højhalsede til fest? Sikkert ikke.

Dog synes en overraskende højtravende trend at have sneget sig ind i Hollywoods hellige haller, hvor højhalsede kjoler har overtaget den røde løber. Og de tildækkede silhuetter er overraskende sensuelle – på trods af at vende op og ned på tidens trendbarometer, hvor vi ikke synes at kunne vise nok hud.

En af de første gange, vi så turtleneck-trenden på den røde løber, var, da Zoe Kravitz ankom til Vanity Fairs officielle Oscar efterfest iført en himmelsk hvid Saint Laurent-sag (hendes go-to designer-pusher) med sensuel åben ryg og høj hals. Siden da har de høje halse sneget sig ind på den røde løber igen og igen; på Jodie Turner-Smith til Met Gala i maj, og i oktober i London til både London Film Festival i en guddommelig guldkjole og sidenhen til premieren på ’Bardo’ i en sexet, sort Christoffer Kane-sag med cut-outs, kæder og høj hals.

Og senest var det altid velklædte Kaia Gerber, der gav en lektion i, hvordan en højhalset aftenkjole skal skæres. Til Academy Museum Gala i LA i oktober var supermodelstjernefrøet iført en enkel stram Alaïa-kjole med diskrete draperinger, der smøg sig sensuelt om Gerber, og gjorde den ultra-tildækkede kjole svært forførende.

Stjerner som Hailey Bieber, Charlize Theron og Anne Hathaway (I sit Barbie-pink Valentino-outfit, der gik viralt) har også bevist, at turtleneck-trenden er en, du godt kan satse på dette efterår. Og hvis du kræver yderligere beviser, så kast et blik på The Row, Saint Laurent og Fendi, der alle har højhalsede aftenkjoler på deres efterårsmenu.

… og nøglen til at få det højhalsede look til at fungere i en festlig setting? Ja, det er at gå efter kjoler, der – som kontrast til det tildækkede – sidder til, så figuren fremhæves, eller viser et listigt kig til hud (a la Kravitz eller Jodie Turner-Smith), der tager looket fra tækkeligt til uhyre tiltrækkende.

I galleriet nedenfor kan du lade dig inspirere af stjernernes sexede take på turtleneck-trenden.

Læs ogå

Gwyneth Paltrow, Olivia Wilde og Florence Pugh: Her er de flotteste looks på den røde løber i oktober