I oktobernummerets leder funder chefredaktør Cecilie Ingdal over eksistentielle spørgsmål som; "hvem er man egentlig?", "hvem er man ikke?", "hvad har defineret den, man er blevet (til)?" og "er man egentlig der, hvor man regnede med?", mens hun sætter disse i perspektiv til sit eget – og magasinets hovedinterviews – liv.
Ved du, hvem du er?
Spørgsmålet har rumsteret, siden jeg læste Sofie Gråbøls interview i denne udgave af ELLE. Eller måske i virkeligheden nærmere siden invitationerne til 50-års fødselsdage i min ’kreds’ er tikket ind i en (dejlig) lind strøm det sidste års tid – og omdrejningspunktet i samtalerne op til (og i festtalerne i øvrigt) ofte omhandler netop det. For hvem er man egentlig? Og hvem er man ikke? Hvad har defineret den, man er blevet (til)? Og den man ikke er blevet? Og er man egentlig der, hvor man regnede med (sikkert ikke …), men endnu vigtigere, er man der, hvor man gerne VIL være?
Det sidste, er nærmest umuligt at svare på, men jeg kan konkludere, at jeg er et sted, hvor jeg befinder mig godt. Et sted, der på mange måder føles rigtigt. Som at være faldet i hak. Næsten. Men også et sted som jeg helt sikkert ikke regnede med at være, for jeg er ikke en livsplanlægger. Mere en, der løber efter den smukke løsrevne ballon og lader mig forføre af, hvor den tager mig hen. Det var sådan, jeg efter at have afsluttet jurastudiet endte med at lave magasiner. Den smukke ballon var en studiekærestes søster, der åbnede en ny magisk verden af muligheder for mig. På mange måder en verden jeg, når jeg kigger tilbage, i en eller anden grad var defineret til at forfølge. For jeg har, siden jeg selv kunne tage tøj på, elsket at klæde mig ud og på – og ikke mindst udsat min nu 50-årige lillebror for det samme (han er dog siden selv blevet ganske habil til det, men på hans 50-års dag for nylig fik jeg lov for en enkelt aften …). Min fars yndlingsudtryk, da jeg var ung, var da også ”at jeg lignede en, der var sprunget ud af et modemagasin.” Om det var årsagen til, at jeg tog springet fra jurastudiet ind i magasinbranchen, skal jeg lade være usagt, men det har uden tvivl lagret sig og defineret en del af mig. Givet mig modet til bare at gøre det, selvom normerne sagde noget andet.
“For Tove Ditlevsen, æggepuster-Hanne, Sarah Lund (og Sarah Lunds sweater), Merete-’7 år Niels’, fængselsbetjent Miriam, bokser-Magrethe og alle de andre havde ikke været de samme uden hende”
Om det sidste siger Sofie Gråbøl i samtalen med Anders Ryehauge i denne udgave af ELLE i øvrigt ”Det er et mærkeligt tilfældigt vilkår for de flestes liv, at det er så definerende, første gang man får at vide, at man er god til noget.”
For Sofies vedkommende var det hendes første rolle som (utrænet) skuespiller, der åbenbarede noget for den ellers så generte 17-årige, der aldrig havde turde have hånden op i skolen af frygt for opmærksomheden. Derfor kan det jo på mange måder virke lidt aparte, at netop hun gik til casting, efter hendes mor havde set en annonce i avisen, men den magi, der omgiver filmindustrien, trak heldigvis i hende. For Tove Ditlevsen, æggepuster-Hanne, Sarah Lund (og Sarah Lunds sweater), Merete-’7 år Niels’, fængselsbetjent Miriam, bokser-Magrethe og alle de andre havde ikke været de samme uden hende. Gråbøl funderer da også over ”Hvem er man så lige i dag?,” og til det svarer hun befriende ”Altså, jeg ved ikke, hvem jeg er. Hver gang jeg hører mig selv definere noget, sidder jeg også og tænker: “Men er jeg ikke også det modsatte?”
Og det er jo det. For selvom jeg ser mig selv som en, der (ofte) løber efter den smukke ballon, må ballonen også bare en gang imellem holde hvil i et træ. Glæd dig til hele interviewet med Sofie – og alle de andre i denne måneds ELLE.
Cecilie
