Mode

Cecilie Ingdal: “Jeg har altid valgt ELLE over (næsten) alt andet. Og det har selvfølgelig været på bekostning af noget. Og af nogen. Det sidste er jeg knap så stolt af, men det er desværre sandt”

- 28/05/2025

I juninummeret 2025 af ELLE reflekterer chefredaktør Cecilie Ingdal i sin leder over de næsten 17 år, hun har lavet dansk ELLE. Fra forhandlinger om at sætte ELLE til verden i Danmark til i dag at kunne fejre udgave nummer 200. Hun omtaler det som sin "længste kærlighedsrelation" – lidt i sjov men også i ramme alvor. Læs lederen her.

17 års kærlighed

Næsten 17 år har det taget. Sytten. År. At skabe 200 printudgaver af dansk ELLE. Og i skrivende stund på datoen er det præcis 17 år siden, jeg trådte ind ad døren på Vigerslev Allé i Valby for at starte forberedelserne til dansk ELLE. Forud var gået en lang proces med alt fra forhandlinger med vores franske ophav, fortrolig medarbejderjagt til ’projekt E’, som vi (originalt …) kaldte det – og den mest vanvittige jobsamtale jeg nogensinde havde prøvet. Og så … jeg havde jo ikke meget at sammenligne med, men blev på alle måder gennemtestet inklusiv en seks timer lang psykologsamtale, som føltes som om det gjaldt statens sikkerhed for til sidst at blive grillet af to gange franskmænd med uafkodelige ansigtsudtryk. Til opbygning af kontor i en nedlagt trykkerihal, idéudvikling og tilrettelæggelse af det, der skulle blive til indhold på de kommende ELLE-sider, planlægning af kampagnen, der skulle indvie det ganske land i ELLE – for ikke at glemme lanceringsfesten. Og nu nærmede selve produktionen sig ENDELIG – med ’mit’ udvalgte team, som få uger senere ville træde ind ad selvsamme samme dør og blive mødt af den søde receptionist, som endnu ikke helt havde lært at udtale ELLE (ÆLDE, som hun sagde) korrekt. Den 22. september 2008 kunne vi så vise omverdenen, hvad vi havde arbejdet på.

Det føles som en evighed siden, men jeg kan alligevel genkalde mig det meste inklusiv min første ELLE-tale til lanceringsfesten på Det Kongelige Teater foran den samlede danske modebranche og de førnævnte franskmænd. Selvom de ikke forstod et kvæk, er jeg ikke sikker på, at min lettere nervøse levering gjorde, at de følte sig helt sikre i deres valg lige der …

Jeg plejer at sige, lidt i sjov, at ELLE er min længste kærlighedsrelation. Men det er også alvor. Og sandt. At jeg har defineret (dansk) ELLE, og at ELLE har defineret mig. At min kærlighed til ELLE er grænseløs. At jeg altid har valgt ELLE over (næsten) alt andet. Og det har selvfølgelig været på bekostning af noget. Og af nogen. Det sidste er jeg knap så stolt af, men det er desværre sandt. Jobbet som ELLE-chefredaktør har, med hvad der føles som katapultfart forvandlet mit usikre, uprøvede, livsnaive 33-årig jeg, der drømte om at skabe bevægende fortællinger med mode, samfundets strømninger og kvinder som omdrejningspunkt – og som med tiden fandt en særlig glæde ved at arbejde med og lede mennesker. Til mit nu mere rolige, erfarne, virkelighedsnære, knap så optaget af hvad andre mener om mig, men stadig positive og med en tro på det bedste i de fleste og i det meste 50-årige ditto. Vi har været igennem stort set alle livsfaser og -tematikker ELLE-teamet og jeg – og vi har brugt os selv, vores viden, ekspertise og egne erfaringer, når vi har skabt udgave efter udgave, beriget med et hav af stærke, rørende, ærlige, sårbare fortællinger. Det er vi dybt taknemmelige over. Også for dem, der stiller sig frem i denne udgave NR. 200, hvor kærlighed naturligvis er temaet. Det kunne ikke være anderledes. Det er langt fra første gang, at vi behandler verdens mest eviggyldige og uudtømmelige tema, men det ér første gang at Grev Nikolai og hans kæreste Benedikte Thoustrup fortæller om deres. Fra den første date, deres Australien-eventyr og fælles fremtidsdrømme.

Jeg er gennem årene blevet spurgt om, hvad jeg ville ændre, hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu. Og mit svar er – også i dag – at jeg ville gøre det hele om igen.

Rigtig god læselyst,

Cecilie

Læs ogå

Dansk ELLE nr. 200 er på gaden: Stort og personligt interview med Greve Nikolai og Benedikte Thoustrup