Mode

Cecilie Ingdal: “Den ensomhed, man som chef uvægerligt oplever indimellem, forsvinder”

- 05/12/2024

Fra da 2023 gik på hæld og ELLE i Denmark (foreløbigt) måtte lukke til i dag at sidde med egen virksomhed og have speederen max i bund. Chefredaktør Cecilie Ingdal kigger i decembernummerets leder tilbage på året der gik, som også er hendes nok travleste og vildeste år i sin 16-årige ELLE-karriere.

… måske det travleste i min 16-årige ELLE-karriere. For da 2023 gik på hæld, så det dystert ud for fremtiden for ELLE i Danmark. ELLEs tidligere partner (læs: udgiver) slog op – og ELLE skulle dermed finde sig en ny kæreste. Den lå heldigvis lige for – og på kærlighedens juleaften den 14. februar 2024 oprettede jeg sammen med ELLEs redaktionschef Nikita Hoffmann Andersen og creative director Josephine Aarkrogh udgivervirksomheden Toast Projects, som få dage efter overtog licensen af ELLE i Danmark. Siden da har ELLE-bilen haft speederen i bund, mens vi samtidig sammen med vores tre ansatte har asfalteret vejen. For efter mere end et halvt arbejdsliv som ansat har det været en omvæltning at indtage den modsatte rolle som arbejdsgiver. Fra krav til arbejdsstationerne og momsindberetning til frokostordning og lønudbetaling. Sidstnævnte har også være den største tilfredsstillelse. Måske fordi det er beviset på, at ELLE har en berettigelse i Danmark. Og på at vi godt kunne – selv på trods af seriøs downsizing.

I bytte for det storslåede kontor med havudsigt, den overdådige frokostbuffet og taxa ad libitum har vi også fået friheden til at bestemme selv. Helt selv. Og det betyder blandt andet, at forsiden på den decemberudgave af ELLE er en gammeldags julekalender, hvor du hver dag åbner en låge med et billede af en gave bag, som du har chancen for at vinde på ELLEs Instagram.

De nye rammer betød også, at vores årlige modeprisfest fik nye rammer. Så da vi d. 1. november – seks måneder efter vores første egen udgave af ELLE blev lanceret – bød velkommen til ELLE Awards 2024, var det på Hotel d’Angleterre i hjertet i København. Antallet af gæster måtte vi også downsize gevaldigt for at kunne være i smukke Palmehaven, men som du vil kunne se på side 88 og frem, gjorde det ikke aftenen mindre stemningsfyldt. Måske i virkeligheden det modsatte. For det var ren kærlighed, opbakning og glædesrus den novembernat, hvor julesneen samtidig dalede over det ganske land …

Og at kunne dele den oplevelse med netop de to kvinder som jeg sætter allermest pris på i mit arbejdsliv gjorde en helt særlig og afgørende forskel for mig. For den ensomhed, man som chef uvægerligt oplever indimellem, forsvinder, når man får partnere. Også selvom beslutningen om den redaktionelle retning stadig ligger et sted. Så hvis jeg skulle koge mit 2024 ned, må det være det. At ensomheden i lederjobbet forsvandt med farvellet til ELLEs gamle udgiver. Og med den ude af vagten har mod, initiativ, en fornyet arbejdsglæde samt nye (og gamle …) idéer set dagens lys.

Årets 12 ELLE Awards-vindere er i øvrigt ikke de eneste vindere i dette decembernummer for traditionen tro har samtlige 50 ELLE-udgivelser kåret årets 19 bedste skønhedsprodukter. Og der er ligesom på mange andre sider i magasinet julegaveinspiration at hente. Og så ridser journalist Maya Tekeli året op uden for ELLE-murerne. Fra præsidentvalg i USA over nedsmeltning i Ny borgerlige, Moderaterne (og nu Enhedslisten …) til tronskifte, Børsen-branden og en brat summer.

What a year!

GLÆDELIG december – og rigtig god læselyst.

Cecilie

Læs ogå

Nyt ELLE på gaden: Julekalenderforside med låger + stort portrætinterview med aktuelle Nikolai Lie Kaas