Mode

Cecilie Bahnsen er blandt de 8 finalister til LVMH-prisen

- 31/03/2017

Som den første dansker nogensinde er Cecilie Bahnsen blandt de sidste otte finalister i opløbet om at vinde LVMH-prisen - en pris, som både hylder og støtter unge modedesignere verden over. Go, Cecilie!

Danske Cecilie Bahsen er blandt de sidste otte finalister, som kæmper om dette års LVMH-pris – en pris, der for fjerde år i træk støtter op om unge designere. 

LVMH er en sammenslutning af LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton SE og ét af verdens største mode- og luksuskonglomerater, der ejer brands som Louis Vuittion, Moët et Chandon, Hennesy, Céline, Christian Dior, Loewe, Fendi og Givenchy. Siden 2014 har LVMH afholdt en årlig konkurrence med det krav, at du som designer har skabt mindst to kollektioner og er under 40 år.

Blandt 3000 ansøgere er danske Cecilie Bahnsen nu blandt de otte finalister, som kæmper om den prestigefyldte LVMH-pris, et legat på cirka 2,2 millioner kroner og et ét års mentorprogram fra folkene bag LVMH. 

Sidste år var den danske designer Astrid Andersen blandt de sidste 26 designer, som kæmpede om LVMH-prisen, som til sidst gik til de portugisiske designere Marta Marques og Paulo Almeida. Det er altså en stor bedrift i sig selv, at Cecilie Bahnsen som den første dansker nogensinde er blandt de sidste otte, som en kompetent jury skal vælge i mellem. I juryen findes blandt andre Karl Lagerfeld, J.W Anderson, Marc Jacobs og Maria Grazia Chiuri.

Om sin flotte finaleplads siger Cecilie Bahnsen til ELLE:

”Det er en helt unik oplevelse, support og ikke mindst anerkendelse, at dem, jeg har set op til altid, nu blåstempler brandet med denne nominering. Det udgør en stor mulighed for brandet både PR og salgsmæssigt at være blandt finalisterne, og jeg er både stolt og rørt og meget spændt på, hvad det bringer med sig.

Om Cecilie Bahnsen løber med prisen og de fine præmier, finder vi ud af den 16. juni 2017, hvor juryen mødes og afgør dette års finder af LVMH-prisen. Vi ved i hvert fald godt, hvem vi hepper på!