Supermodel og It-pige Cara Delevingne skal gå catwalk i København. Læs mere
Den engelske supermodel, som vandt prisen ‘Årets model’ til britisk ELLE Style Awards i år, besøger København i juni. Hun skal nemlig gå catwalk for designer Charlotte Sparres forårs- og sommerkollektion 2014.
Den danske designer Charlotte Sparre har i mange år haft fokus på udlandet, hvor hun med stor succes er repræsenteret i nogle af verdens bedste butikker, blandt andre Le Bon Marché i Paris og Beams i Japan, hvor Charlotte Sparre’s design hænger side om side med mærker som Marc Jacobs, Fendi og Marni.
Den 18. juni vender Charlotte Sparre dog atter fokus mod Danmark, når hun viser Spring/Summer 2014 kollektionen frem ved et show i de smukke omgivelser på Statens Museum for Kunst, for både dansk og international presse samt indkøbere, heriblandt netop Le Bon Marché og Beams.
Om beslutningen om et show i København udtaler Charlotte Sparre:
“Skandinavien har en høj stjerne i udlandet når det kommer til design, og når jeg har møder med de internationale indkøbere under modeugerne i Paris og Milano, spørger de tit ind til Danmark. Derfor var det logisk for mig at invitere dem til København og vise min kollektion frem i mit hjemland – og samtidig også vise de danske indkøbere og presse mit bud på Spring/Summer 2014.”
Psst… Cara Delevingne er en af tidens hotteste It-piger, og det skyldes blandt andet hendes skønne humoristiske sans. I galleriet nedenfor kan du se Caras sjoveste Instagram-øjeblikke.