Under herremodeugen i Paris var det nogle helt særlige sandaler, modellerne havde på, da Dior præsenterede deres nye kollektion.
Fransk finesse og tysk kvalitet blev kombineret på bedste vis, da Dior Homme viste mærkets nye kollektion frem under herremodeugen i Paris: Det var nemlig også startskuddet på et samarbejde med Birkenstock.
Modellerne var således iført chefdesigner Kim Jones’, der trådte til som Creative Director af Diors herrekollektioner i 2018 efter at have været hos Louis Vuitton, fortolkninger af Birkenstocks Tokio-sandal. En sko vi spår til at overhale brandets Arizona-sandal som den mest populære.
De fodformede favoritsandaler var fortolket i forskellige varianter inden for den grå skala, mens det sædvanlige læder var byttet ud med tyk uld, ruskind og gummidetaljer. Der var dog én helt særlig version af sandalen, der løb med opmærksomheden – et lysegråt par med broderede blomster på.
Det er langt fra første gang, det tyske skomærke kommer i fint selskab. Blandt andre modehuse som Proenza Schouler, Valentino, Rick Owns og Jil Sander har haft sandalerne under kyndig behandling. Og nu får de altså et skud fransk luksus.
Kollektionen udkommer først til juni, og der går altså lidt tid endnu, inden det er muligt at få fat i skoene. I mellemtiden kan du se nogle af versionerne fra showet herunder.