Kan du heller ikke finde hoved og hale i alt det, der sker i modeverden for tiden? Vi forklarer det hele her.
Det går ikke stille for sig i modeverden lige nu – eller det har det generelt ikke gjort i 2024 – men i denne uge er der masser af rygter, der er blevet afværget, spørgsmål, der er blevet besvaret, og tankemylder, der langt om længe kan lægge sig.
Det kan være svært at finde hoved og hale i ugens begivenheder, og derfor laver vi her en opsummering af, hvad den seneste uges strabadser i de internationale modehuse går ud på. Det er i hvert fald noget med udskiftning af designere i tre af modebranchens helt tunge drenge.
Julian Klausner for Dries Van Noten
Ugen startede ud med, at spændingen omkring modehuset Dries Van Noten endelig blev udløst. Efter at selveste Dries Van Noten fratrådte sin stilling som creative director for women’s wear i brandet i eget navn for trekvart år siden, løftede brandet nemlig i mandags sløret for, hvem der skal udfylde hans sko – og valget faldt på en yderst oplagt kandidat.
Den 33-årige, belgiske designer Julian Klausner, som siden 2018 har været ansvarlig for men’s wear-delen i modehuset, blev nemlig udnævnt som stedfortræder for Van Noten, så han fremover vil besidde rollen som creative director for både men’s- og women’s wear i Dries Van Noten. Tidligere har Klausner været junior designer hos Maison Margiela efter han færdiggjorde sin uddannelse.
Designer Dries Van Noten er selv meget begejstret for sin stedfortræder; “I have complete confidence in Julian’s creativity and vision. He is not only a talented designer but also a clear choice to take over my departure. His deep understanding of the brand and its values will ensure a seamless transition and a bright future.”
Klausners første women’s wear-kollektion vil blive præsenteret under Paris Fashion Week den 5. marts.
John Galliano stopper hos Maison Margiela
Stærkt efterfulgt af Dries Van Notens nye struktur kom onsdag eftermiddag meddelelsen om, at John Galliano efter 10 år hos modehuset Maison Margiela fratræder sin stilling som creative director for brandet. Galliano tiltrådte stillingen tilbage i 2014, efter han på dramatisk vis gjorde sit exit hos Dior tre år tidligere. Med et dybfølt tak, annoncerede han det selv på sin Instagram i onsdags i et langt brev til sig selv og sine 1,6 mio. følgere.
View this post on Instagram
Spørgsmålene ‘hvem skal tage over for Galliano?’, og ‘hvad skal designeren så nu?’, må vi endnu selv forsøge at finde svarene på, for hverken modehuset eller designeren har meddelt noget herom. Men med Gallianos ekspressive, udfordrende og innovative æstetik er det meget spændende at se, hvad hans næste rejse bliver, for ikke at tale om, hvem der kan udfylde hans sko og fortsætte det mystiske univers, Margielas heritage er kendt for.
Louise Trotter til Bottega Veneta
Som om ugen ikke allerede var spændende nok, blev der lige skruet et nøk op torsdag eftermiddag, da hele vores Instagram var fyldt med ordene ‘Matthieu Blazy out, Louise Trotter takes over Bottega Veneta’. Det var allerede offentliggjort, at Trotter skulle forlade Carven, som hun har stået i spidsen for siden februar 2023, og rygterne gik også om, at Bottega Venetas creative director, Matthieu Blazy, skulle forlade modehuset, men sløret blev først løftet i går.
Med Trotters exit hos Carven var hun med sin skarpe og rene æstetik et oplagt valg til Bottega Veneta, og derfor er det også med høje forventninger, at vi glæder os til at følge hendes tiltræden i januar 2025 og ikke mindst til at se hendes første show til oktober næste år.
Matthieu Blazy til Chanel
.. og eftersom Matthieu Blazy forlader Bottega Veneta, hvad skal der så ske med designeren?
Det fik vi selvfølgelig svar på kort tid efter, at Bottega Veneta havde annonceret sin nye creative director. Lang om længe fik vi nemlig svar på spørgsmålet, vi har ventet på sin juni; hvem skal erstatte den tidligere creative director, Virgine Viard, hos Chanel?
Hele puslespillet gik op, da både Blazy og Chanel selv kunne annoncere, at det selvfølgelig er den netop afgåede Bottega Veneta-designer, som skal tage over. Og selvom jublen var stor, var det heller ikke helt en overraskelse. Blazy er muligvis den designer, som flest har gættet på skulle overtage Chanel, siden rygterne fik raketfart efter Viards exit.
Da president for Chanel, Bruno Pavlovsky, blev spurgt, om han tænkte, at Coco Chanel (grundlægger) ville godkende valget af Blazy, var svaret klart: “Probably she would find Matthieu nicer than Karl.”
Den 40-årige designer tiltræder stillingen som artistic director of fashion activities fra første kvartal af 2025, og han vil derfor vise sin første kollektion i oktober samme år.
Blazys æstetik er rimelig langt fra Viards, men friske øjne skader sjældent – og mon ikke, at Blazys tiltræden kan få lidt mere kant og skarphed ind i Chanels lige nu meget romantiske æstetik. En ting er sikkert, det bliver HOT.