Mode

Alexander Wangs første kollektion for Balenciaga

- 28/02/2013

ELLE vurderer Wangs første kollektion for Balenciaga. Se billederne og læs analysen

Alexander Wang har i dag vist sin første kollektion for Balenciaga i Paris, og forventningerne til kollektionen har været høje. Kunne den unge chefdesigner leve op til modehusets designtradition, hvad ville han mon finde på. Ja, de spørgsmål er vi mange, der har stillet, siden det i efterår kom frem, at Alexander Wang ville overtage Nicolas Ghesquières stilling.

ELLEs redaktionschef, Marie Louise Wedel Bruun vurderer Alexander Wangs første kollektion for Balenciaga, som den danske topmodel Caroline Brasch Nielsen gik catwalk i, i Paris.

Alexander Wang vs. Nicolas Ghesquière

“Alexander Wang er især kendt for sin ungdommelige, sporty-chikke stil, hvor Balenciaga historisk set er kendt for det grafiske og eksperimenterende, tenderende det excentriske, hvilket den tidligere chefdesigner, Nicolas Ghesquière, også dyrkede. Ghesquière, der især brød igennem med den rå ‘City Bag’, som er en af de it-tasker fra 00’erne, der stadig holder, turde måske lidt for meget til sidst, og måske er det derfor, husets ejere har ønsket at få en Alexander Wang ind; for at få lidt ro og lidt ungdommelig streetstyle tilbage i billedet,” siger Marie Louise Wedel Bruun.

Hun er imponeret over, at Alexander Wang har kunnet kombinere sin egen designvision med Balenciagas stiltraditioner. Efter at have set Wangs kollektion for Balenciaga, kan man da også se en del ligheder med den kollektion, han viste i eget navn for et par uger siden, da der var modeuge i New York.

“Jeg synes, Alexander Wang har formået at kombinere sine egne kendetegn med det sofistikerede, elegante og lidt damede, der er kendetegnende for et parisisk modehus,” siger ELLE redaktionschef, Marie Louise Wedel Bruun.

Men hvor meget kan man som designer tillade sig at sætte præg på en kollektion for et etableret modehus? Det har uden tvivl været en stor udfordring for den unge amerikanske designer, for kritikere er der mange af, og spørgsmålet var, om han ligesom en Karl Lagerfeld ville kunne skabe en kollektion, som både indeholder referencer til modehusets storhedstid og samtidig er moderne.

Er det en vellykket kollektion?
“Det synes jeg bestemt! Den er både brugbar og interessant; forstået på den måde, at Wang både formår at bruge vinterens materialer (som pels) og tildækkede looks på en sexet og kreativ måde. Printene, der både kan minde om grene og om krakeleret marmor, er virkelig smukke og tilfører sammen med de grafiske former det klassiske sorte og hvide noget dramatik, som også er husets kendetegn,” siger ELLEs redaktionschef.

Trods kollektionens pelselementer og minimalistiske træk, er kollektionen mere ungdommelig end mange af de mere klassiske skulpturelle snit, Nicolas dyrkede i sin tid som chefdesigner for Balenciaga. Med undtagelse af de to sidste to kollektioner, Nicolas Ghesquière skabte, har Wang tydeligvis sat sit rå fingeraftryk på den nye Balenciaga-stil.

“Den er mere ungdommelig (end Nicolas’ kollektion), ja, men på en sober og elegant vis. Som en legende version af nedtonede Céline. Jeg tror på ham!” siger Marie Louise Wedel Bruun begejstret.

Se Alexander Wangs første kollektion for Balenciaga i galleriet nedenfor.