En af de mest ikoniske sneakers igennem tiden, 90'ernes klassiske 'Gazelle' fra adidas relanceres nu i en ny form og 51 nye farver. Og i front for relanceringen står en mindst lige så tidløs personlighed; den britiske supermodel og stilikon Kate Moss.
Gazelle-silhuetten har siden introduktionen i 1960’erne sat sig spor i utallige populærkulturelle sammenhænge – fra 90’ernes britpop til grunge-æraen, fra skatere til modehipsters. I dag, et halvt århundrede efter at Gazelle blev lanceret for første gang, fastholder den stadig sin position som en af de allermest elskede sneakersmodeller. Gazelle, som i starten blev betegnet som en træningssko, har i årenes løb sprængt sine sportslige rammer og er blevet overtaget af utallige subkulturer gennem flere forskellige populærkulturelle epoker.
Nu relanceres den ikoniske silhuet af en lige så tidløs personlighed – den britiske supermodel og stilikon Kate Moss. Hun var et af de første store modeikoner, som virkelig elskede og levede med Gazelle. Hun anførte kampagnen i 90’erne og er stadig i dag en naturlig ambassadør for Gazelle.
Anna Kähler, brand manager adidas Denmark, fortæller om den nye kampagne:
“Nostalgien giver os inspiration til fremtiden. Før relanceringen af Gazelle undersøgte vi de kulturelle referencer, som var typiske for 90’erne og epokens stil. Kate Moss har altid haft en tilknytning til adidas Originals, og hendes kærlighed til Gazelle i 90’erne er et bevis på, hvordan den gik hånd i hånd med populærkulturen.”
I forbindelse med nylanceringen benyttede ELLE lejligheden til at stille spørgsmål til de nye Gazelle-ambassadører, som er nogle af tiden hotteste streetstyle-piger med rødder i 90’erne:
Den danske model Maria Palm elsker Gazelles old school-sneakers:
– “De er ikke fancy, men bare ægte klassikere.”
Gazelle var superpopulære i 90’rene – hvad inspirerer dig ellers fra 90’erne?
– “Jeg blev født i 90’erne, og jeg elsker alt fra den tid – stilen, musikken, attituden. Det er en tid, jeg altid vil huske, og den vil på en eller anden måde altid være en del af mig.”
Hvor regner du med at tage dine Gazelles på i efteråret?
– “Over det hele! Det er uden betydning, om det er i det tørre sand i Mexico City eller oppe nordpå i en frodig skov.”
Hvad betyder 90’erne for dig og din musik?
– “Jeg blev jo født i 90’erne. Da jeg blev lidt ældre, så arvede jeg mange af mine søskendes tidstypiske træk fra 90’erne. Jeg lyttede til storladen gospel og musik fra 90’erne, og det forklarer vel på en eller anden måde, hvor jeg har mit ståsted rent musikalsk. I dag kan jeg blot konstatere, at jeg elsker det.”
Hvilken Gazelle-farve er din favorit?
– “Jeg har forelsket mig i de rosa!”
Hvilken slags outfit vælger du til dine Gazelle-sko her i efteråret?
– “Jeg har indtil videre kombineret dem med et gennemført sort outfit. Vi må se, hvad jeg finder på.”
Den norske kunstner Kaya Wilkins har i dag sin base i New York. Hendes urbane stil passer perfekt til kampagnen, og vi tjekkede, hvorfor hun er så glad for Gazelle:
– “De passer perfekt til min livsstil, fordi de er så lækre!”
Har 90’erne inspireret dig i din kreativitet på nogen måde?
– “Der er så meget god musik, og med populærkulturen fra 90’erne kan man ikke undgå at blive inspireret! Mine venner og samarbejdspartnere fra Adult Jazz genindspillede sidste sommer Mary Margaret O’Haras album fra 1988, Miss America, og jeg har VIRKELIG lyttet meget til det album siden da.”
Hvilken farve foretrækker du selv her til efteråret?
– Sort – det går til det hele.
Den norske sangerinde Anna of the North har en forkærlighed for 90’ernes tøjstil:
– “Det bedste, jeg ved, er at hoppe i et par lækre sneakers, jeans og en stor trøje. Og at det samtidig er en stil, som er helt accepteret.”
Anna har også en anden kærlighed fra 90’erne…
– “Aaron Carter. Mit livs kærlighed! Jeg forsøgte faktisk at ringe til ham en gang, da jeg var lille. Han svarede ikke. Der er så mange andre 90’er-ikoner, som jeg bare elsker. Brandy, Aaliyah… Jeg kan blive ved. 90’erne var så ikoniske.”
Hvordan vil du beskrive din stil i dag?
– “Min stil handler om at have det bekvemt og gå med det, der føles naturligt for mig. Uanset hvad man laver, har man altid behov for at være kreativ – hvad enten det er musik eller mode. Det skal føles rart og naturligt, som om det altid havde været meningen, det skulle være sådan. Gazelle er det perfekte billede på det – hvordan ville verden se ud uden den sko?
Gazelle er unægteligt en kulturel kamæleon. Det er svært at nævne en anden 50-årig med så meget stilfornemmelse og subkulturstatus.
Nu fås den i endnu flere farver, og du kan se nogle af dem i galleriet herunder.