August måned har både budt på åbning af permanente og midlertidige butikker i København, som vi glæder os til at stoppe forbi. Og påtænker du det samme, skal du ikke vente alt for længe.


Cecilie Bahnsen
I forbindelse med sit 10-års jubilæum åbner det eventyrlige brand Cecilie Bahnsen sin allerførste butik i København – og ud fra billederne at dømme er indretningen mindst lige så drømmende som designerens kreationer.
Adresse: Store Strandstræde 19, Baggården, 1255 København K

Stoy
Aarhus’ måske mest kendte butik, Stoy, har netop – og endelig – slået dørene op til sin spritnye butik i København. Her forhandles blandt andet brands som Maison Margiela, Acne Studios, Dries Van Noten og Jil Sander.
Adresse: Landemærket 8, 1119 København K

Sea New York-pop up
Blonder og boho-vibes – but make it Scandi. Det er præcis, hvad Sea New York har at byde på. Frem til den 28. september kan du selv træde ind i det SoHo-baserede brands univers i hjertet af København, hvor det lige nu har en pop-up-butik.
Adresse: Møntergade 3B, 1116 København K

Sessùn
Det franske, B Corp-certificerede modebrand Sessùn åbnede i juni sin første butik i København, hvor founder Emma François selv var fløjet ind for at byde københavnerne velkommen. Når du træder ind i butikken i Pilestræde, er du ikke et sekund i tvivl om mærkets sydfranske rødder – særligt hør-kreationer i behagelige og flatterende silhuetter er gennemgående kendetegn.
Adresse: Pilestræde 41, 1112 København K

Vieille
I 2018 startede Anna Engstrøm den online vintage-shop, hvor shoppere kunne smæske sig i sydfranske fund. Siden da har founderen åbnet en fysisk butik på Nørrebro, som forhandler alskens lækre, etablerede brands – og inden længe genåbner butikken på en ny adresse, hvor mærker som Corali og St. Agni atter vil være at finde.
Adresse: Guldbergsgade 7b, st th, 2200 København K

Free People
Den internationalt kendte retailer åbnede i begyndelsen af august deres fysiske butik, hvor den amerikanske drøm for alvor får luft under vingerne – med flæser, boho og frynser.
Adresse: Christian IX’s Gade 1, 1111 København K

NA-KD-pop up
Inden længe kan du langt om længe træde fysisk ind i NA-KD-universet, som ellers udelukkende har eksisteret online – og det endda midt i København. Butikken er dog kun en midlertidig pop-up, når den åbner 20. august, men man kan da håbe på så god trafik, at en permanent lokation kunne komme på tale.
Adresse: Pilestræde 8A, 1112 København K