Kultur

Tag til international klimastrejke i nærheden af dig i dag

- 20/09/2019

Varmerekorder. Tørker. Oversvømmelser. Skovbrande. Alle disse ord får vi dagligt skudt i hovedet, når vi nærmer os dagens nyheder. For verden har brug for en ordentlig overhaling, og der skal gøres noget nu! Derfor vil millioner verden over udvandre fra deres skoler, arbejdspladser og hjem for at råbe op for en mere miljøvenlig verden.

Klimasnakken er over os, og mange kræver handling nu og her. Derfor går millioner på gaden i en klimastrejke fredag den 20. september og fredag den 27. september 2019. 

En af mændene – eller må vi hellere skrive pigerne – bag denne kæmpe klimastrejke er selvfølgelig ingen andre end den 16-årige, svenske klimaaktivist, Greta Thunberg. Thunberg, som har brændt sig ind hos millioner af mennesker verden over, i kampen for en grønnere klode.

Lyt med her, hvor hun opfordrer alle til at deltage i strejken. 

Fredag den 20. september 2019 er det de unge som børn og skolelever, der går på gaden og kræver klimahandling – og det er intet tilfælde, at den første klimastrejke falder netop denne dato. Mandag den 23. september 2019 afholdes nemlig et stort klimatopmøde hos FN i New York, og de unge demonstranter lægger dermed tonen for den kommende uges klimasnak. Ugen efter, den 27. september 2019, bakker de voksne så op og besvarer de unges opråb ved ligeledes at strejke for at gå på gaden.

På ELLE bakker vi selvfølgelig også op om strejken, og nedenfor har vi beskrevet, hvordan du kan gøre noget for klimaet.

De to strejker i september vil fokusere på at sætte en stopper for udvikling af fossile brændstoffer og går ind for en retning, der fokuserer sig 100 procent på vedvarende energi. Derudover vil strejken især tage udgangspunkt i de lande, som er mest ramt af klimaændringerne.

Rundt i hele landet har aktivister taget initiativ til at råbe op, og fredag den 20. september 2019 vil der være op imod 20 klimastrejker.

Klik ind på Facebooksiden ’Klimastrejke – Fridaysforfuture Denmark’ og find ud af, hvor din nærmeste strejke finder sted.

Læs også: Gucci er gået ind i miljøkampen og kompenserer sit CO2-udslip med 100 procent.

På ELLE går vi ind for bæredygtighed, og vi synes selvfølgelig, det er en vigtig kamp, flere modebrands begynder at kæmpe. Det italienske modehus Gucci har netop annonceret sin nye målsætning: At kompensere sit CO2-udslip med 100 procent. Også danske brands som Ganni og Mads Nørgaard er begyndt at anvende klimakvoter som et værktøj for at mindske deres aftryk.

Designers Remix (der vandt Årets CSR-pris ved ELLE Style Awards) har desuden udviklet en kollektion, hvor 30 procent af kollektionen er lavet af bæredygtige metervarer og vil gerne fortsætte den gode stime mod en endnu mere bæredygtig kollektion – og vi ELLEsker det!

Selv om produktion af tøj aldrig kommer til at blive klimavenligt – uanset hvor bæredygtigt det nu end er produceret – så er det den rette vej, flere brands er begyndt at gå. 

Så vær med på at gøre verden grønnere og hop i strejkeskoene – vi ses på gaden!

Psst! Vil du også gerne blive mere bevidst om dine køb? Vi har samlet 14 bæredygtige brands, som du skal kende i galleriet herunder.