S/S 2009-kollektionen skal finjusteres, inden den ryger i produktion, A/W 2009-kollektionen skal færdiggøres inden modeugen i februar, og modeshowet skal forberedes ned til mindste detalje. Designer Stine Goya beretter om en helt almindelig travl dag i december.
06.45 Mit vækkeur ringer første gang. Jeg snoozer den. Kommer sent i seng for tiden på grund af meget arbejde, så det er svært at komme ud af fjerene. Det gør det ikke nemmere, at min kæreste først skal op senere.
07.15 Står op, tager et hurtigt bad og hopper i tøjet.
08.00 Begynder dagen med et morgenmøde på Kaffebar i Elmegade. Jeg kan bedst lide at holde møder tidligt eller sent. Holder dem ofte her, da man kan få blødkogt æg og rugbrød, og jeg elsker æg! Samtidig er det et lidt anonymt sted, hvor man ikke hele tiden støder ind i folk, man kender.
09.00 Til et hurtigt møde hos Birger Christensen angående den pels, jeg har designet for dem. Jeg er blevet deres såkaldte ‘pelsambassadør’.
10.00 Cykler ud til vores kontor i Stavangergade på Østerbro. Holder morgenmøde med mit team, hvor vi forbereder ugen og gennemgår, hvad vi skal nå i løbet af dagen. Jeg løber programmet igennem med hver enkelt person, så alle ved, hvad hinanden laver, hvis det bliver nødvendigt at træde til. Vi er cirka ti personer på kontoret inklusive praktikanter.
11.00 Designer Rikke Wackerhausen kommer forbi til et lille møde. Hun er sparringspartner på mit show under modeugen i København, og vi skal tale om, hvordan hele looket og stemningen skal være. Jeg har lavet et overordnet tema og et moodboard, som vi tager udgangspunkt i.
12.20 Spiser frokost med pigerne i vores køkken, som vi deler med Arena Copenhagen. Vi får det sædvanlige: rugbrødsmadder.
13.00 Møde med den scenograf, der skal stå for showet. Jeg har brugt forskellige scenografer hver gang, da jeg synes, det er sjovt og forfriskende at sparre med nye mennesker. Til S/S 2009-modeugen i august sidste år, ville jeg lave en Stine Goya-by, som skulle stå i kontrast til det stringente byggeri, der præger arkitekturen i øjeblikket. Scenografen byggede derfor en masse små, skæve huse med hjælp fra en flok frivillige, som havde meldt sig via Facebook.
15.00 Min konstruktør beder mig komme ind og justere på de nye pre-production samples, som er de sidste prøver på S/S 2009-kollektionen, der kommer i butikkerne i februar. Vi skal have rettet de sidste ting til, så de kan blive sendt ned til vores leverandører i bl.a. Litauen og Tyrkiet.
16.00 UPS-buddet kommer med en pakke. Det er ‘protoerne’ på de nye styles til A/W 2009-kollektionen, som skal med på messen og til showet i februar. Det er altid rigtig spændende at se prøverne første gang, så der bliver snakket, kommenteret og diskuteret på livet løs. Vi har fået et print, som viser sig at være meget flottere end forventet. I løbet af de næste dage skal vi gennemgå alle styles og prints, så vi kan sende rettelserne retur til vores leverandører.
19.00 Tjekker for første gang de cirka 75 mails, der er tikket ind i løbet af dagen. Venter med at svare, til jeg kommer hjem.
19.30 Kommer hjem. Hopper i løbetøjet og tager en tur rundt om søerne.
20.15 Hjemme igen. Tager et bad, mens min kæreste laver aftensmad. Det er han rigtig sød til, fordi jeg altid kommer sent hjem og er sulten. Vi hygger os, og han spiller et af sine nye numre for mig. Han er musiker og kommer med en soloplade i januar. Bandet hedder No More Heroes.
22.00 Begynder at svare på mails. Lytter indimellem til de musikforslag, som jeg har fået tilsendt fra Djuna Barnes og Frederik Bille Brahe, som jeg plejer at bruge som dj’s på mine shows. Jeg går meget op i, at musikken skal passe til showet og fremkalde den rette følelse, og det er de rigtig gode til at forstå.
24.00 Går træt i seng.
Facts om Stine Goya
Stine Goya (f. 1978) har både haft en karriere som model og stylist, inden hun i foråret 2007 lancerede sit mærke i eget navn. Hun er uddannet fra Central Saint Martins designskole i London med speciale i print og har sideløbende med sin uddannelse arbejdet hos designere som Eley Kishimoto og Hussein Chalayan. I dag forhandles hendes tøj i 55 butikker og 12 forskellige lande.