Kom med hjem til 'Bad Bitch'-skaberen og skuespiller Diêm Camille, når hun fortæller om sin første kulturoplevelse, sin kærlighed til peanutbuttersauce og hendes allerstørste inspirationskilder.
Min første kulturoplevelse – girl … det var i BioCity i Aarhus. Jeg var syv år og havde aldrig før siddet i en biografsal. Først var mørket lidt skræmmende, men da filmen gik i gang, følte jeg mig så tryg. Det hele var nyt og mind-blowing! Jeg blev opslugt af lærredet.
Et par år tidligere var jeg kommet til Danmark fra Elfenbenskysten i Vestafrika med min far. Han havde lige forelsket sig i en dansk kvinde. Nu sad jeg sammen med hende, min bonusmor, og så Disneys tegnefilm ’Tarzan’ – musikken, palmerne som jeg savnede. Og så sprang Tarzan op på skærmen, stærk og mørk med dreadlocks. Han kæmpede, han fejlede, og han vandt. Jeg kunne identificere mig med den dude, der prøvede at finde ud af, hvem han var, og hvor han hørte til. Og så var voksne Tarzan jo lidt lækker, hallo.
Jeg blev så fascineret af animationen og følte mig set og underholdt. Der var på én gang så meget diversitet, menneskeliggjorte karakterer og stereotype figurer, sjove former og stærke farver. Alle kunne være med. Og det er vel det filmmediet skal. Inkludere for at afspejle verden. Fjernsynet blev derefter hurtigt min tilflugt, når jeg ville forsvinde ind i en verden, hvor jeg kunne føle mig mindre alene, især i animationen.
Jeg er vokset op med en dobbeltkultur, som har været svært at navigere i. Og det er netop den splittelse og følelsen af at være anderledes i ’alle lejre’, som jeg har været optaget af at undersøge med tv-serien ’Bad Bitch’.
Jeg har selv brugt mange år på at blive kaldt anderledes og mærkelig. Derfor er det også så vildt, at jeg har skabt en afro-dansk tv-serie om almenmenneskelige følelser, der er blevet modtaget, som jeg netop havde drømt om – en universel historie – der ikke har nogen hudfarve trods kulturelle aspekter. Det er jeg megastolt af. For ’hey’ lad os skabe rollerne, filmene og tv-serierne selv, hvis ikke andre gør det. Jeg er så fucking stolt af ’Bad Bitch’. Det tør jeg godt råbe ud i verden!
Diêm Camille har skrevet og spiller hovedrollen Nikki i den anmelderroste og første afrodanske tv-serie ’Bad Bitch’ på DR.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, var jeg nok – sorry den kliché – kunstmaler. Jeg elsker at male med fri hånd – helt løsrevet fra den systemiske og figurative verdensopfattelse. Her kan jeg krænge mine inderste følelser ud. Og så ville jeg skrive fantasyromaner om natten. Her er everything possible. Hvilket også er min personlige indstilling til livet. I fantasy kan du være en elver, en flagermus eller Ingrid.
Den gadget jeg ikke kan leve uden, er mine Galaxy-earbuds. Lyden er knivskarp, og jeg hører primært hiphop og elektronisk musik. At glemme mine earbuds, svarer til at tabe en postejmad med rødbeder direkte på trægulvet. Det er ikke okay. Især fordi jeg elsker rødbeder! Så hvis jeg glemmer dem, er den dag tabt bag en vogn.
Bedste gave, jeg for nylig har givet, var til min kæreste. Jeg var i Mexico i sommer for at optage en tv-serie. Vi kørte rundt i området omkring Templo Mayor, da jeg spottede en lille tegneseriebutik. Jeg slæbte holdet med ind i det her ’little peace of heaven’. Min kæreste og jeg elsker tegneserier, og jeg fandt en black and white Batman! Min kæreste blev så glad for den gave.
Egentlig er vi mest vilde med Marvel-universet, men Batman er også en star. En stille og rolig, rig, smuk, hvid mand, som bare kan hvile på sine forældres penge, men som vælger at svæve ud og risikere liv og lemmer for at redde andres liv og skabe sin egen historie. Sgu’ da sexet.
Yndlings-mangaen ’Dragon Ball’ – seneste køb i London.
Når jeg har brug for inspiration, laver jeg mad. Stirring the pot! ’Bad Bitch’ blev til i køkkenet. Jeg er også til klassikere som ’Borte med Blæsten’, den kan noget med komplekse relationer. Dokumentarfilmen ’A Choice of Weapon: Inspired by Gordon Parks’ er også en kæmpe inspiration. Fotografen Parks valgte at bruge sit kamera som våben i fortællingen om racemæssig, social og økonomisk ulighed. Han fravalgte kriminalitet og had. Han står bag et stort og omfavnende ryk mod forandring.
Min livret er ris med peanutbuttersauce. Nej, omvendt. Peanutbuttersauce med et drys ris. Og allerbedst min mors friturestegte fisk med aloko (friturestegte madbananer, red.) og chili. Bare en smule – don’t mess with african chili.
Skønhedsprodukterne, jeg bruger igen og igen, er Ole Henriksens C-Rush Brigthening Gel Creme. “I loooove it,” som han ville sige. Den dufter vidunderligt af appelsin. Og Dear Lord … Matas Natur ansigtssolcreme faktor 30. Den giver mig en sund glød. Året rundt.
Mit forbillede er … pladderromantisk … men sandt. Min mor. Hun er beundringsværdig, og hvis jeg bare er halvt så stærk som hende, når jeg er 50 år, så bliver jeg mere end tilfreds. Derudover er Viola Davis en stjerne. Hun er den skuespiller, der kan åbne min indre port. Hun kan give mig voksen skældud. Jeg kan læne mig ind mod hende og græde i stride strømme. Hun gør mig rigere på livet, mindre ensom og lidt mere sårbar. Og så er der selvfølgelig ‘the one and only, the most empowered Angela Bassett’.
På min ønskeliste er der kun én ting. At sørge for at gøre min familie gældfri. At de spiser godt og arbejder for at leve og ikke for at overleve.
Ole Henriksens ’C-Rush Brigthening Gel Creme. “I loooove it,” som han ville sige. Og solcreme fra Matas, der giver sund glød – året rundt.
Min personlige stil er på godt jysk: et forårsbarn. Jeg elsker at gå i farver. Gul, orange, pink, grøn. Men mest af alt blå. Det er en happy colour. Og tætsiddende tøj samt oversized jakker. Kjoler, der viser ben. ‘Show them legs, girl!’ Men senest er jeg også blevet glad for a-line-nederdele.
På mit skrivebord ligger der altid min skrible-notesbog, der har Monets åkander på forsiden. Og min større notesbog, hvor jeg lige nu skriver noter til min rolle i en engelsk tv-serie. Og så har Jean-Paul Satres bog om eksistentialisme også en fast plads på bordet.
“Den bedste duft i verden er duften af min kæreste. Men liljer er også nice.”
Den bedste duft i verden er duften af min kæreste. Men liljer er også nice.
Det første, jeg gør, når jeg vågner, er at beslutte mig for en intention for dagen. Et par ting, der vil gøre den god for mig selv og dem omkring mig.
Seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er nogle mangabøger, særligt min yndlingsmanga ’Dragon Ball’. Det var i London for nylig, hvor jeg skulle til en casting, og jeg gad ikke at sidde og være nervøs i to timer. Så jeg smuttede på eventyr i en tegneseriebutik. Og bøgerne fik mig til at slappe af.
Elefant af vulkansk sten fra Mexico og billedet lavet af sand af aztekiske Sun Stone.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til er Los Angeles, hvor jeg har familie, jeg savner.
Favoritrummet i vores lejlighed er stuen. Den er centrum for vores samtaler, og det er også her, jeg har mit ’self-tape’-casting-hjørne – foran min blå væg. Jeg får langt flere casting-henvendelser fra udlandet end fra Danmark. Og i særdeleshed på langt mere nuancerede roller, så det er vigtigt, at jeg kan sende ud i verden – og ikke bare sidde og vente på at blive ringet op herhjemmefra.
Bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en vulkansk sten, obsidian – formet som en elefant. Den er fra Mexico og hjælper én af med negative energier. Den gør mig rolig, når jeg kritiserer mig selv.
Bedste bog, jeg har læst, er selvfølgelig ’Harry Potter 3’. Og ’Alanna – Løvindens Sang – 1’ af Tamora Pierce. Den handler om Alanna, der vil være ridder. Der er én bestemt scene, der er så rammende. Hun vågner op i sin menstruationsblodige seng og er slet ikke klar til at være kvinde. Hun prøver at forbinde sit underliv, trækker noget bandage om brystet – og skjuler hvem hun egentlig er. Den evige køns- og identitetskrise interesserer mig.
I mit køleskab er der altid Parmigiano-ost og Odense Chokoladesauce. Men det er ikke to ting, jeg spiser sammen.
En kunstner, der hænger på min væg, er Malene Vilstrup og hendes værk ’Drømmen om elefanterne der godt vidste hvad der kom’. Det er så smukt og fyldt af lag. Samt et maleri, jeg har fået som gave af Dilara Atceken, som hun malede til en scene i en spillefilm, vi arbejdede på sammen. Hun er en stjerne.
På repeat hører jeg ’Feeling’ af Ladipoe og ’Mit Blod’ af Føl Som.
Filmen, jeg kan se igen og igen, er den franske tegnefilm ’Kirikou og troldkvinden’. Det er en genistreg! Og så bliver jeg heller aldrig træt af ’Løvernes konge’, min number one.
Bedste køb er en vidunderlig taske fra Versace. Det er ikke noget, jeg normalt ville bruge penge på, da jeg bruger dem på familien og fede rejser. Men den er vidunderligt blå – med det smukkeste guldspænde – og en gave til mig selv efter ’Bad Bitch’.
Den vidunderlige taske fra Versace!
Hvis jeg kunne lave en sidste forandring i verden, er det rent vand til tredje verdens landene. Det bør være en menneskeret.
Jeg kommer altid til at grine, når jeg ser ’The Office’ den amerikanske udgave med Steve Carell. Jeg synes, det er noget af det sjoveste i det her århundrede, ærligt.
I 2023 vil jeg skrive en ny dramaserie og forhåbentlig en ny sæson af ’Bad Bitch’. Hey, jeg har skrevet min første serie, jeg har givet mig selv min første hovedrolle på tv. Den er instrueret af den sejeste Patricia Bbaale Bandak, og vi har med serien vist, hvor meget talent der er i Danmark – foran og bag kameraet. Men lige så vigtigt vil jeg nyde en god flaske champagne, der faktisk er fra Champagne. Ja tak. For lige om lidt skal jeg på arbejde igen, af sti afsted. Men det er vigtigt også at nyde sine momenter og milepæle. Og ikke presse mig sig for hårdt. Selv om det er en svær kunst.
