En af Danmarks modigste kvinder fortæller om en helt almindelig dag som TV 2 Nyhedernes korrespondent i Islamabad.
08.00 Står op i min og min mand, Allans villalejlighed i Islamabad.
08.20 Ringer efter en bil til klokken ni. Tager jeans og skjorte på. Jeg tænker meget over min påklædning afhængigt af, hvor jeg skal hen – om jeg kan have vestligt tøj på, eller om jeg skal tage pakistansk tøj på (løse bukser og lang tunika), og om jeg skal tage tørklæde på. Ser nyhederne, tjekker e-mails og pakker mit kameraudstyr.
09.10 Chaufføren kører mod Pindi, en nærliggende by, mens jeg læser mine aviser og svarer på et par sms’er. Nåede ikke at lægge makeup, så det gør jeg nu.
09.50 Ankommer til Pindi, hvor fotografen venter. Vi skal lave optagelser til en historie om ølproduktion i Pakistan, hvor det officielt er forbudt at drikke alkohol. Jeg har dog erfaret, at det blot gælder på papiret. Bryggeriets souschef tager imod os, og vi nyder en kop mælkete inden vi skal filme og interviewe.
13.30 Souschefen inviterer på frokost på en trendy restaurant. Fem minutter efter dukker restauratøren op, han kender salgschefen og spørger venligt, hvad vi har bestilt. Han ændrer min bestilling til kylling i lemonsauce. Det kan synes arrogant af ham, men jeg har efterhånden lært, at her i Pakistan er det gæstfrihed.
14.30 Tilbage til bryggeriet for at lave de sidste optagelser.
15.30 Min udlandsredaktør ringer. De vil gerne have mig med på en telefon live for at fortælle om de amerikanske angreb i grænselandet. Jeg laver hurtigt min stand-up fra bryggeriet. Får foræret to ølkrus og en invitation til en stor middagskomsammen dagen efter.
16.15 I bilen. Ringer til et par kollegaer i Pakistan for at få det seneste nye om angrebet. Resten er baggrundsviden – og så er jeg klar til en analyse på telefonen. Chaufføren kører ind til siden, mens jeg bliver interviewet af TV 2 News, og tre minutter efter kører vi videre. Ringer til mit yndlings-spasted i Islamabad og bestiller tid til manicure og pedicure klokken 19. Det er om at gøre det, når der er et hul i kalenderen.
17.15 Chaufføren stopper ved det lille lokale marked tæt på mit hjem. Køber seks samosaer af gadesælgeren, der står på et hjørne ude i det fri med sine store friturepander.
17.20 Kommer hjem. Rengøringsdamen har været der og sørget for opvask, tøjvask og rengøring – en daglig luksus jeg hurtigt har vænnet mig til. Overspiller mine optagelser til computeren på mit kontor, så det er klaret, når jeg i morgen skal redigere indslaget.
18.00 Min ven fra en lokal tv-station ringer. Vi aftaler at ses i morgen. Jeg kendte kun få, da jeg
flyttede hertil for halvandet år siden, men det er gået stærkt. Allan kommer hjem fra et møde, og vi spiser samosaerne. Redaktionen ringer. Jeg skal på live i 22-Nyhederne – klokken to om natten her.
19.00 I spaen. Jeg husker, hvordan jeg følte mig som en dansk bonderøv blandt den pakistanske overklasse, da jeg var her første gang. Tænker over paradokset i at sidde her i mit helle, inden jeg skal ud i virkeligheden, hvor terror er blevet en helt naturlig del af min hverdag. Pakistan er virkelig kontrasternes land – selv mit eget liv er blevet kontrastfuldt.
20.20 Kommer hjem og hopper i festtøjet – nederdel og top – da vi skal til middag hos en højtstående politiker. Lægger makeup og hører nyhederne.
21.15 Vi ankommer. Et selskab blandt bureaukrater er et godt sted at netværke. Får udvekslet mange visitkort, hvilket er altafgørende for mit arbejde som korrespondent.
23.30 Kører forbi en ven, der ejer en restaurant på vejen hjem, til en kop te.
00.30 Ringer til aftenens vært på Nyhederne, så vi lige kan tale spørgsmålene igennem.
02.00 Jeg får øresnegl i øret, mikrofon sat på skjorten og har nu hul igennem til 22-Nyhederne. Så er det min tur – halvandet minut og tre spørgsmål efter er det slut. Og så i seng.
