Rejser

Guide til Sydtyrol: Dolomitterne, schnitzler, termiske spaområder og historiske bygninger

- 16/06/2025

Norditaliens lille autonome provins Bolzano er en skjult perle af det bedste fra to verdener: Tyrolsk natur og italiensk mad. Tag med til sommer i Sydtyrol med bjergbade og æblekage med udsyn til Dolomitterne.

Bjergkæden Dolomitterne i de sydlige alper byder på storslået natur, der giver lyst til at sætte farten ned og se langt. Vinranker så langt øjet rækker og egnens stolthed; æbleplantager fylder landskabet.

I den lille by Lana ligger hotellet Schwarzschmied. Et af den slags steder hvor man nemt kan bruge et par dage uden overhovedet at bevæge sig udenfor. Wellness-hotellet Schwarzschmied er smukt og lyst indrettet med naturlige materialer fra skove og bjergene, der omringer hotellet. Her er pool med udsigt til bjerge, wellness-behandlinger, yogatimer og et stort telt i baghaven til børn med daglige aktiviter. Schwarzschmied har også et stort indendørs spaområde med pool, sauna, dampbad og en stor lounge med udsigt til haven, hvor snak er forbudt og fordybelse tilskyndet.

I restauranten serveres lokale retter tilberedt med friske grøntsager og urter fra egne køkkenhave, der ligger ved nabohuset Villa Arnica, som også fungerer som eksklusivt hotel – eller kan lejes som hel villa til festlige anledninger.

 

Skulle man alligevel få lyst til luftforandring kan man gå ned i byen Lana, som har hyggelige caféer og isbutikker.

I Lana kan du spise på 1477 Reichhalter, der både serverer morgenmad, frokost og aftensmad ved langborde og har samme gode vibe, som når man bliver inviteret til middag hos gode venner. Restauranten er rustikt, men minimalistisk indrettet og har også en lille overdækket terrasse, så du kan nyde lokal vin i skyggen. Menuen byder på grønne og lokale retter, der tydeligt bærer præg af mikset mellem Østrig og Italien. 1477 Reichhalter fungerer også som lille boutique hotel og har værelser i samme pæne stil.

Sydtyrols “hovedstad” Bolzano er et vidunderligt miks af Italien og Østrig. I en lille park midt i byen ligger hotellet Mondschein. En historisk gammel bygning, der har fungeret som hotel siden 1300-tallet. I starten af 1900-tallet blev hotellet indrettet efter kunstretningen Belle Epoque, og det originale interiør fremstår nu i et vidunderligt miks med det nyere og fuldkommen istandsatte. Renoveringen er smukt implementeret med det originale interiør med store brede gange og højloftede værelser. Hotellets have er en del af den offentlige park, og hotellets Bar Luna summer af liv om aftenen, hvor der både er open air-biograf og intime koncerter.

Ved hotellets fotovenlige grønne pool har Monocle åbnet en lille kiosk og bar, hvor man kan købe alt fra drinks og frokost, til magasiner og bøger eller nyt badetøj.

Ved torvet i Bolzano kan man spise is og senere prøve en af de lokale sydtyrolske schnitzler på Vögele eller Franziskanerstuben. Det er kitch på den fede måde.

Fra Bolzano går gondolbanen op i bjergene, hvor der er vandreruter til alle alders- og konditionsgrupper. Turen med gondol er en oplevelse i sig selv. Fra toppen kan du igen vælge mellem vandreruter til et hvert temperament og form. Er du frisk, kan du vandre til Rittner Horn, hvor du har den fulde udsigt over Dolomitterne. Efterfølgende kan du få traditionel æblekage og kaffe på Parkhotel Holzner eller besøge en af de mange offentlige pools i området til endnu en dukkert, inden turen igen går ned langs bjerget.

I nabobyen Merano kan du gå den smukke tur langs Tappeiner Promenade og slutte af med at drikke kaffe ved Café Darling ved byens torv. Monocles designbutik i byen er også et besøg værd.

 

I Merano ligger også Terme di Merano et stort termisk spaområde med alt fra spabehandlinger, sauna og over 25 forskellige inden-og udendørs pools.

Mellem bjergene finder du store søer, som lokale bruger som naturlige pools. Kalterer See er en af de største i områder. Der er både en stor offentlig park, hvor du gratis kan bade og slænge dig, eller du kan købe dig adgang til en liggestol og servering af kolde drikke i en af de små klubber langs vandet. Én ting er sikkert, du har aldrig før badet med så smuk en udsigt.

Læs ogå

Den oversete storby: Rejseguide til Marseille, der emmer af god mad og azurblåt hav med klipper