Rejser

Guide til Maldiverne: En ‘overwater villa’, snorkling med nursehajer, solsikkegule mango og solnedgangs-drinks

- 31/07/2025

Hvis himlen er et sted på jorden, som Belinda Carlisle sang det for næsten 40 år siden, har ELLEs redaktionschef, Nikita Hoffmann Andersen, muligvis fundet adressen. Kom med hende på det nyrenoverede hotel W Maldives, hvor kridhvidt sand, isblåt hav og solsikkefarvede mangofrugter venter.

Rejsen

Rejsen fra det kolde nord til himmeriget er lang. 22 timer gik der – for at være præcis – fra jeg smækkede min hoveddør på Frederiksberg, til jeg bippede mit nye maldiviske hjem op. I etaper bestod rejsen af: Metro fra Frederiksberg til lufthavnen, og dernæst det første fly fra Kastrup til Abu Dhabi, hvor jeg så havde fire timer at slå ihjel (jeg fløj med Etihad Airways og uanset rejseklasse kan man købe sig adgang til flyselskabets lounge, hvor mellemlandingen ærligt talt bliver til et restaurantophold – mens der desuden er spa og lænestole med massage). Herfra gik turen videre i fly nr. to fra Abu Dhabi til Maldivernes hovedstad Malé, hvorefter et par timer i vandflysloungen ventede mig. Varmen, man lander til her, kan være ganske overvældende (hvis man, som jeg, forlod sin lejlighed i sweatpants og sneakers), men i Trans Maldivian Airways (i øvrigt verdens største vandflysflåde) venter iskolde håndklæder og ditto køleskabe med kølende forfriskninger. Herfra er kun turen med vandflyet tilbage, og hvis man ikke har prøvet det før, kan man godt forberede sig på noget af en oplevelse. Det ganske bitte fly gør, at alle passagerer kan kigge direkte ud gennem cockpittet og lade sig opsluge af det allestedsnærværende isblå hav og de mange, mange unikke atoller, som er Maldiverne. Herfra ved man, at de kommende døgn bliver gode. Rigtig, rigtig gode.

Øen 

Har du set HBO-serien The White Lotus (der handler om en flok gæster på et luksusresort), vil du nærmest tro, at det, der venter dig ved ankomst til W Maldives, er en parodi. W Maldives kalder sig nemlig “the original wavemaker” af en grund, og den er, at personalet på hotellet (der netop er blevet gennemrenoveret, men som oprindeligt slog dørene op i 2005 og satte en særlig standard for luksus-’hospitality’ på Maldivernes atoller) var nogle af de første til at line op ude på ankomst- og afgangsbroen og bogstaveligt talt vinke til gæsterne i vandflyet. En mere hjertevarm måde at ankomme til sin feriedestination findes næppe. Øen er dejlig intim i størrelse (77 værelser i alt), og ved ankomst får du en hurtig tour i en bugee, mens et medlem fra den gæstfrie stab viser dig restauranterne, pool-området, spaen, fitnesscentret, dykke- og snorkeludstyrsbiksen mm. Du vil hurtigt opdage det udover-alle-grænser venlige personale, der hilser på alle, cykler rundt på små ladcykler med alt fra rengøringsudstyr til minibarsopfyldning og i øvrigt alle er iført nydelige, lyse uniformer og praktiske men pæne Keen-sandaler.

Overwater villa 

Mine første nætter på W skulle foregå i en såkaldt overwater villa. Ganske som du forestiller dig det, når du lukker øjnene og tænker på Maldiverne, er det et hus, bygget på pæle og placeret direkte i Det Indiske Ocean. Kigget er langt og stilheden nærmest øredøvende. Uanset, hvor du befinder dig i din overwater villa, og uanset, hvor lidt du er iklædt, kan ingen se dig fra nogle som helst vinkler. Du er komplet alene (udover den dag hvor en flok hotelgæster cruisede rundt ude i Det Indiske Ocean på vandscootere, men selv dét var i topløs-safe afstand). Toilet, bad, seng – alt har udsigt til vandet – ja, der er sågar glas i gulvet, så du kan spotte fisk fra sengen.

Beach villa 

Efter et par dage ved vandet, som jeg må indrømme, virkelig var varme grundet manglede skygge midt på havet, var jeg klar til at flytte ind i en beach villa. Her ventede mig et mere grønt og frodigt tema, et badeværelse under åben (palme)himmel og en forhave med egen pool (det har alle værelser på hotellet i øvrigt) og ca. 20 skridt ud til sandstranden, hvor min villas egne liggestole ventede. En trappe rundt om huset førte op til terrassen på første sal, hvor der, ahhhh, var skygge og en gynge med kig udover havet.   

 

Aktiviteter 

Hvis du tror, at en ferie på Maldiverne partout er lig med at ligge på ryggen på en solseng, kan du godt tro om igen. Der er masser af ting at tage sig til. W’s ‘under water’ ansvarlige, Ben, kan fx få dit hjerte til at hamre på en nursehaj-snorkeltur. Jeg hoppede ombord på en båd efter morgenmaden, og inden længe, sekunder efter en af Bens medarbejdere havde råbt “just jump!”, fandt jeg mig selv snørklet ind i ca. 25 nursehajer og en god håndfuld rokker midt ude på det åbne hav. Var det noget for mig? Nej. Glemmer jeg nogensinde i hele mit – forhåbentligt lange – liv den oplevelse? Heller ikke. Til de mindre vovede byder hotellet også på en vidunderlig spa, hvor en venlig, thailandsk kvinde masserede mig til perfektion, morgenyoga ved daggry, aftenfisketure og særlige events på den nærliggende øde ø, som hotellet også ejer. Her kan evt. fuldkommen private middage for to også arrangeres – og hvis du inviteres herud af en kæreste, skal du nok lige overveje at få lavet en enkel, rosa manicure inden … If you know what I mean.

House reef 

Muligheden for aktiviteter på W Maldives er som sagt temmelig mange – taget den lille ø i betragtning – men snorkelmulighederne rundt om revet (der kaldes the house reef) fortjener et punkt for sig selv. Faktisk har netop dette house reef ry for at være et af de absolut bedste blandt Maldivernes i alt ca. 170 luksusresorts. Fordi revet naturligvis omkranser hele øen, kan du starte din snorkeltur fra anywhere, så snart du har hentet dykkerfødder og snorkel i hotellets ‘dive center’. Havskildpadder, baby-hajer, ørnerokker, hornfisk og klovnefisk (altså Nemo) er bare nogle af de fuldkommen fascinerede syn, der venter dig under havets overflade. Her kan du snildt starte hver eneste morgen og lade dig opsluge af undervandsverdenen.

Maden

Fish, Fire, Kitchen, Sip og Wet Deck er hotellets restauranter og spisesteder. Fra morgenmadsbuffeten, der indeholder alt, hvad hjertet begærer fra alle verdenshjørner – særligt må frugtboden nævnes – til sushirestauranten ved hotellets bedste solnedgangs- og drinkspot, over grill-restauranten med åben ild og det mere casual pool-lunch-spot. Alt kan naturligvis også bringes direkte til din dør, hvis du har mere lyst til en rolig roomservice.

ELLE var inviteret til at bo på hotellet.

Læs ogå

Guide til det sydlige Portugal: Naturvinsparadis, friskfanget seafood, smuk keramik og surfer-vibes