Rejser

Guide til Firenze: De bedste steder, du skal bo, spise, shoppe og udforske

- 01/12/2025

Firenze er byen, hvor historien møder nutiden på den mest ubesværede måde. Her blandes renæssancepaladser, moderne madscener og små kaffebarer der føles tidløse. Uanset om du kommer for kunst, arkitektur eller en perfekt kop kaffe, er Firenze en af de byer, der hurtigt fanger. Her får du en guide til, hvor du skal bo, spise og hvad du ikke må gå glip af i den toscanske hovedstad.

Det føles ved første blik, som om tiden er fastfrosset i den toscanske storby Firenze på den helt særlige magisk-autentiske måde, som er så kendetegnende for Italien og vel nok det, som de fleste æstetikere romantiserer over og drømmer sig væk til. Men Firenze er anderledes end både Rom og Milano, en kombination af de to, hvad angår historie og modernitet. Måske er det midterplaceringen i Støvlelandet, for selvom Firenze er kendt for sin rige historie, så hersker her en summende stemning af genopfindende energi. Florentinerne mestrer nemlig balancen mellem den iboende historie og et friskt globalt udsyn, hvor både restauranter, kaffe- og vinbarer, bagerier, hoteller og butikker emmer af at have fingeren på pulsen – samtidig med at hylde tradition og autenticitet. Firenze er en flirt, der forfører de fleste, hvad enten du drages af kunst, historie m.m. eller skal have din flat white eller matcha fra en third wave-kaffebar. Læs her, hvor du skal bo og spise (drikke din vin og kaffe), og hvad du ikke må gå glip af i flirtende Firenze.

Sådan kommer du hertil

Der er hele to indflyvningsmuligheder til Firenze: Firenze-Peretola og Pisa Galileo Galilei. Sidstnævnte har flere udbydere af ugentlige direkte flyafgange fra København. Dog skal du tillægge ca. 1 times togtur fra Pisa Centrale til Stazione di Santa Maria Novella i Firenze, men heldigvis er det smidigt med Trenitalia.

Hoteller

Collegio alla Querce

Vågn op til majestætisk morgengry og gå i seng med smukke solnedgange. Storbyhoteller i sommerperioden kommer ikke meget finere end dugfriske Collegio alla Querce, det første hotel i Europa fra amerikanske Auberge Resorts, og som navnet antyder, hylder Auberge resortfølelsen, en følelse, som sommerbesøgende vil værdsætte i den bagende toscanske sol, for hvad er mere perfekt end et helle fra det hele, en oase af en have med noget så luksuriøst som en pool? Collegio alla Querce er det bedste af to verdener: et urbant tilflugtssted kombineret med idyllen fra en toscansk landejendom, en følelse, som rammer allerede ved den cypresbeplantede alléindkørsel og fortsætter i de fire niveauer af historiske terrassehaver designet af Franchesca Watson i bedste Medici-stil. Indenfor indrammes haven og bakket-op-udsigterne af smukke, høje vinduer. Mod syd er Firenzes maleriske Centro Storico med sine arkitektoniske renæssancevidundere, og mod nord og øst er Toscanas bølgede bakker. Bag restaureringen af den historiske 1500-tals-universitetsbygning er spanske Esteva i Esteva og ArchFlorence, som sammen har skabt et design med respekt for bygningernes originale træk som de restaurerede håndmalede freskoer, træbeklædte lofter samt varme farver på vægge og i tekstiler. Lokale materialer og moderne møbler komplementerer antikviteter og originale kunstværker, og man kan næsten fornemme historien i de marmorbelagte korridorgange, hvor Italiens dygtigste elever i mere end 100 år havde deres gang på vej til biblioteket, teatret, kapellet og ikke mindst den smukke have. Værelserne parrer old-new og kommer med en forventelig luksuriøs rummelighed, hvor bjergtagende morgenudsigter nydes fra himmelsengene. Badeværelserne er klassiske med kar, der inviterer til oliven- og botanisk infuserede bade a la antikke romerske badehuse. Hvis du mod al forventning skulle føle dig klemt på plads, kan du gå all in og opgradere til en af suiterne med terrasse.

Residenza la Quercia

Og hvis kreditkortet ikke brænder nu, så er der også grand suites eller det ultimative luksusvalg, Residenza la Quercia, et 213 kvadratmeter stort privat residens. Morgenerne starter i hotellets hjerte, restauranten La Gamella, hvor morgenmadsdelikatesser står på køkkenbordet i det åbne Cicchetti, landkøkkenet designet og håndbygget af Offinice Gullo i Firenze. Her hænger tallerkener og kopper på væggene, ligesom du ville forvente det i en raffineret nonnas køkken. Efter en dag fuld af Firenzes kulturelle vidundere, italienske fristelser i alskens former, shopping, restauranter og gelati sørger hotellets 13-minutters shuttleservice for, at du er tilbage i paradisets have, klar til nedkøling, med dyp i poolen og aperitivi fra poolcaféen Focolare. Derefter venter en spabehandling i Aelia Spa med siciliansk holistiske Furtuna Skin, der gør dig fuldt afslappet og klar til en middag med moderne toscanske klassikere på La Gamella. Aftenerne fuldendes med cocktails i det tidligere rektorværelse, Bar Bertelli. Det bliver ikke mere flamboyant i Firenze.

Palazzo Guadagni

Tag liver ind fra morgen til aften – bo ved pladsen, der summer. Lige ved den energiske Piazza Santo Spirito i Firenzes Oltrarno-kvarter ligger det historiske Palazzo Guadagni, som daterer sig tilbage til det 16. århundrede. Her er værelserne alle unikke, fyldt med antikviteter og originale palazzodetaljer og udstyret med gamle flisebadeværelser med terrazzogulve og bløde, varme nuancer parret med pasteller, freskoer, stuk og terrakottagulve, for ikke at glemme udsigten, en af de bedste i byen, som inkluderer Duomoen, Pitti-paladset og Torrigiani-tårnet. Palazzo Guadagni er det autentiske sted, du kun kunne drømme om fandtes midt i Firenze. Og for at toppe både beliggenhed og autenticitet bor du også på hotellet, hvis ikoniske Loggia Roof Bar sørger for den perfekte scene til en aperitivo tilpas højnet nogle niveauer over gaden for de bedste udsigter over byens liv og tage. Det bliver ikke mere vibrerende og autentisk i Firenze.

Casa Howard

Føl dig hjemme i det familieejdede guesthouse-hotel. Der findes intet sted som Casa Howard, hvis hjertelige atmosfære føles som at bo hos en berejst beslægtet midt i Firenze. Tre generationer af Forneris-familien står bag boutiquehotellet – tre generationer, der alle besidder en iboende detaljesans for kunst, indretning, stemning og varm service. På en og samme tid er Casa Howard pompøst, unikt og afslappet med værelser, der føles hjemlige og alle er unikt indrettet med skræddersyede tekstiler, antikviteter og andre forskelligartede genstande hjembragt fra Forneris-familiens rejser rundt om i verden. Morgenmaden serveres på en sølvbakke i sengen, med toast i stativ, variationer af æg og frutta på Ginori-service og sølvtøj, en caffè og frisk appelsinjuice. Det bliver ikke mere klassisk, unikt og hjemligt i Firenze.

Stella d’Italia

Bo med Loro Piana, Fendi og Prada som nabo. Stella d’Italia er seneste skud på stammen fra hotelejer og restauratør Matteo Perduca og Betty Soldi, som også er duoen bag luksus-bed & breakfast-hotellerne SoprArno Suites (2014), AdAstra Florence (2015), Oltrarno Splendid (2019) og senest i 2023 Stella d’Italia, et eklektisk 24-værelsershotel, som har til huse i det spektakulære Palazzo del Circolo dell’Unione – et storslået 16.-århundredes palads designet af renæssancearkitekt og – kunstner Giorgio Vasari, lige i smørhullet på den elegante shoppinggade Via Tornabuoni få minutter fra Uffizi-galleriet og Duomoen. Værelserne er alt andet end ens. Nogle har skarp pink og lilla gardiner, der blødes op af sollys, som strømmer ind ad vinduerne og reflekteres i spejle og kunstværker fra alle æraer. Andre har dybrøde vægge eller gyldne, bløde ferskennuancer. Nogle kommer med fritstående badekar, og andre har terrasser. Designet på Stella d’Italia er en kunstnerisk flirt med kontraster, hvor hjertet er den freskobeklædte lounge, der disker op med en klassisk italiensk colazione med cornetti og crostata. Sommerbonussen er den lille loggia rooftop.

Foto: Caffe Gilli

Gastronomien

Kaffe, juice og matcha

Un Caffé, Per Favore. Italienerne elsker, når man forsøger sig med deres gloser, og en vigtig kombination af gloser er Un caffè, per favore – en kaffe, tak, som på italiensk vil give dig en single espresso, i hvert fald hvis andet ikke tilføjes. Drik den som italienerne, stående i baren på legendariske Caffè Gilli (som også er garant for en negroni, drinken, der blev opfundet i Firenze, serveret af uniformsklædte tjenere), eller på fortovsseatingen på classic-cool Cibrèo Caffè, en (not-to-be-missed) florentinsk institution, som har åbent fra morgen til midnat i hjertet af Sant’Ambrogio (ved siden af Mercato d Sant’Ambrogio). Er du mere til third wave-kaffe, skal du lægge vejen forbi Fluid, også i Sant’Ambrogio, eller SimBIOsi, hvis to-go-vindue på Via de Ginori langer både kaffe, matcha og friskpressede frugt-og grøntsagsjuicer over disken. Indenfor er der god plads til en arbejdsstund med gode salater og wi-fi, ligesom det er tilfældet på WildBuns Bakery og moderne Melaleuca, som alle et øjeblik kan få dig til at glemme, at du er i Firenze – men heldigvis ikke ret længe, sidstnævnte med sin beliggenhed ud til Arnofloden. Yndlings kaffebaren er Coffee Mantra – et lille fristed af en kaffebar, som har funky bønner på kværnen. Drik din kaffe på bænken udenfor, eller tag en iskaffe to-go.

Frokost

Noget af det bedste ved den italienske kultur er den tid, der bliver taget til at nyde en frokost på et trattoria midt på dagen. Er du mere til den simple og hurtige slags på farten, bør du tage i C.Bio (lige overfor Coffee Mantra) – en økologisk grøntfokuseret delishop fra Fabio Picchi, legenden bag Cibrèo-konglomeratet. Få blandet lidt bokse af italienske frokostfristelser, snup en stor grapefrugtjuice med, og nyd skyggen under et træ i den nærliggende Parco Giochi. Hvis du orker køen, er focacciasandwichen fra famøse All’Antico Vinaio det hele værd. Den charmerende bageri/butik S.Forno er en ud af tre etablissementer fra Il Santo Bevitore (hvis restaurant og vinbar ikke må misses). Deres tærter og urteknækbrød med masser af salt og olivenolie er en god snack i varmen. Skyl det ned med en simpel San Pellegrino-boblevand eller mere juice fra nærliggende Base V lige ved Giardino di Boboli.

Foto: VIVOLI AFFOGATO

Til den søde tand

Kager er af den bedste klassiske slags på Pasticceria Buona-mici og Pasticceria Gualtieri dal 1933. Den bedste is får du på Sbrino og klassiske Gelateria della Passera. Mere innovative smagsvarianter finder du på La Gelatiera, med bl.a. hojicha-te, earl grey og yuzu. La Sorbettiera er stedet for chokoladeelskere med flere chokovarianter, og på Edoardo il Gelato Biologico får du din is i friskbagte sprøde vafler. Er du mere til en affogato, er Vivoli stedet – den flade isservering i porcelænskoppen med en diamantformet firkant espresso i midten, som gik viralt.

Foto: Camillo

Middag

Autentiske middage får du på Alla Vecchia Bettola, perfekt kaotisk med ranker af løg, blomster-bemalede fliser og langborde. Bestil friteret artiskok og penne alla vecchia bettola (pasta i vodkasauce). På klassiske Trattoria Cammillo går alt op i en højere enhed, lige fra broderie anglaise-initialgardinerne i vinduet til de hvide duge, det skakternede flisegulv, billedrammevæggen og glasmontren i indgangen, der bugner med friske råvarer. Bestil friterede salvieblade med ansjos, tortellini in brodo og vilde skovjordbær med is. Trattoria Sostanza er endnu en klassiker, der ikke bør misses. Pris dig lykkelig for et bord her, og bestil artiskoktærten, smørkyllingen samt hvide og grønne bønner, og rund af med flere skovjordbær. Il Santo Bevitore sørger for storbystemning på ægte italiensk manér med højlydt snak. Start med klassikere som burrata og salumi. Hot tip: Book et af de få borde udenfor, og læg vejen forbi Il Santino (søstervinbaren) til et præmiddagsglas. Her flyder naturvin i glassene på den populære bar, hvis miniformat får folk til at flytte festen udenfor. Den uformelle yndlings er endnu en fra Cibrèo-familien, Trattoria il Cibreino, kun få meter fra Cibrèo Caffè, et lille trattoria med en uformel stemning. Bestil mozzarella, prosciutto, pestolasagne, kyllingepolpette og et glaskold Vermentino. Snup aftenespresso (martinien) de ti meter længere henne ad gaden, kig på mennesker på Cibrèo Caffè. Er du til bøf, bør du få en bistecca alla fiorentina på Regina Bistecca.

Shopping

Apoteket over dem alle. Gå absolut ikke glip af et besøg i den smukke originale Officina Profumo Farmaceutica di Santa Maria Novella-butik. Forbered dig på en indtjekket bagage efter et besøg her. Er du generelt fan af gamle apoteker, vil du elske det 1800-tals homøopatiapotek Münstermann. Også her laver de deres egne formler, sæber, cremer m.m., og så har de det fineste udvalg af tortoise hårspænder, både vintage og nye, men sig det ikke til nogen. Det er den slags sted, man har lyst til at fortælle alle om og samtidig holde for sig selv.

Fyld kufferten op med florentinske sager. Navnet på den gade, hvorpå Loretta Caponi ligger, siger det hele: Via delle Belle Donne – De Smukke Kvinders Gade. Butiksgalleriet er i sig selv et besøg værd. Her hænger vidunderlige håndbroderede toppe, kjoler, undertøj og nattøj side om side. TAF er endnu en destination med broderi. I mere end 70 år har Cappellini-Chiti-familien håndbroderet duge, servietter og ikke mindst det yndigste børnetøj. Deres broderede cocktailservietter er den perfekte værtindegave. Shop undertøj i fineste Quercioli & Lucherini – en original butik, som samler de fineste sager fra Oscalito m.fl. Læg vejen forbi mere end 100 år gamle Pampaloni, og drøm om det ypperste sølvbestik. Paris har Mariage Frères – Firenze har La Via del Tè. Snup en pose af teen Il Sogno di Michelangelo med hjem. Moleria Locchi laver de smukkeste glas og vaser, ikke af den slags, man selv ville stå for at pakke ned, men de sender. Bottegadi Sguardi og Antica Occhialeria sørger for stilfuld uv-beskyttelse til øjnene og læsebriller. Sidstnævnte kan komme til hjælp i Todo Modo (og børneudgaven Todo Modo Dilà) – bogbutikken, som også er bistro, kaffe og vinbar. Her er internationale og engelsksprogede titler. Glem ikke flagskibsbutikkerne, der dobler som gallerier, Gucci Garden, Palazzo Pucci og Ginori 1735.

Foto: Ponte Vecchia

Kulturelle inputs

Det kan være svært at få tid til alle Firenzes vidundere, særligt i sommerperioden, hvor lange køer kan synes uendelige, især til Duomoen, Santa Maria del Fiore, hvis kuppel pryder tagudsigterne i Firenze. Nøjes med at studere den stribede katedral fra Piazza del Duomo, og gem et besøg til en dag udenfor sæsonen. Besøg i stedet Cappelle Medicee, bygget af den berømte Medici-familie, med masser af marmor, terrazzo og freskoer, for ikke at glemme skulpturer af berømte Michelangelo. Måske er du endda heldig at have stedet helt for dig selv. Man kan ikke sige Firenze uden at tænke på kunst, så museerne er populære attraktioner. Både Uffizi-galleriet og Galleria dell’Accademia har fantastiske samlinger, men køerne er lange. Gå i stedet ture langs Arnofloden både dag og aften, og nyd livet på Ponte Vecchio-broen. Gå igennem Vasaripassagen, den hemmelige passage fra 1500-tallet, som begynder ved Uffizi-galleriet, krydser Ponte Vecchio og går gennem byen, inden den ender ud i Bobolihaven, hvis billet giver bonusadgang til Villa Bardini og dens velholdte UNESCO-renæssancehave, der blomstrer med blåregn, roser og iris.

Læs ogå

Weekend-getaway i Rom: Guide til hotel, restauranter og attraktioner