Kultur

Rejseguide: Det skal du se, spise og opleve i Puglia

- 15/05/2022

ELLEs chefredaktør, Cecilie Ingdal, har besøgt Puglia og deler her sine bedste rejsetips til Puglia i Syditalien.

Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs aprilnummer 2022.

Det er ikke uden grund, at billeder af Puglias charmerende olivenlunde, hvide klippebyer, der støder op til det turkisblå hav, eller langborde med vin i glassene og glade mennesker oversvømmer dit IG-feed hver sommer. For hælen i støvlelandet Italien har alt det, der skaber de rette rammer for den perfekte ferie.

ELLEs chefredaktør, Cecilie Ingdal, har besøgt Puglia, der ikke bare er kendt for sin smukke atmosfære, olivenlunde og trulli-huse med de kegleformede tage, men også for sin keramik, vin og gastronomi.

Få hendes bedste rejsetips til Puglia her.

Alberobello

Et must i Puglia er at besøge ‘the home of trulli’ – de velkendte Puglia-huse med tage som tophuer – der er på Unescos verdenskulturarvliste.

Puglias gastronomiske hjerte 

Ceglie Messapica er et af Italiens bedste gastronomiske områder. Gå efter restauranter, der har lokale specialiteter på menuen. Som ‘Cibus’, der serverer velsmagende, rustikke retter, den mere traditionelle ‘Osteria del Divingustare’ eller ‘I Capatosta’ i den gamle bydel, som lokker med vidunderlig service, fantastisk beliggenhed og lækker autentisk mad til gode priser.

Quartiere delle Ceramiche

Gå heller ikke glip af keramik-mekkaet Grottaglie. Det er de optimale jordforhold i området, der er baggrunden for byens keramikstatus – og i det dedikerede keramikkvarter finder du masser af butikker, der sælger alt fra traditionel Puglia-keramik til mere moderne kunsthåndværk.

Læs ogå

9 storby-hoteller, vi drømmer om at besøge

Den hvide by

Ostuni er en smuk historisk by lokalt kaldet La Cittá Bianca, der refererer til byens charmerende, hvidkalkede huse. Spis på ‘Osteria Del Tempo Perso’, der ligger i hjertet af den gamle bymidte, og som serverer velsmagende lokale retter, eller på vidunderlige ‘Osteria Piazzetta Cattedrale’ lige over for katedralen. Uanset hvad du vælger på menuen, bliver dine sanser tilfredsstillet.

Husmandskost

Spis en uforglemmelig middag i et af de selvforsynende simple, charmerende og idylliske husmandssteder, hvor der produceres vin, olivenolie, frugt, grøntsager m.m. Favoritten er ‘Dono’, Masseria Garrappa, i Monopoli, hvor stemningen er atmosfærisk – uanset om du sidder inde eller ude.

Butcher shops

Snyd ikke dig selv for et besøg i den lille historiske by Cisternino – især for at opleve de lokale ‘barbecuing butcher shops’, hvor du vælger dit kød (husk at prøve de berømte bombette: små kødruller fyldt med skinke og ost), som grilles efter din smag og derefter nydes på en bænk i solen. Favoritterne er ‘Rosticceria Zio Pietro’ eller ‘Bére Vecchie’.

Poeter og kunstnere

Polignano a Mare er endnu en af Puglias charmerende kystbyer. Den er bygget smukt ind i klipperne med bjergtagende udsigt over havet og en lille charmerende havn, som siges at have inspireret poeter og kunstnere. Stemningen, atmosfæren og maden er vidunderlig hos ‘Antiche Mura’ i den gamle bydel, ligeså er osteriaet ‘Chichibio’, der serverer fremragende mad.

Privat villa

ELLE blev inviteret til Puglia af The Thinking Traveller, der formidler luksusvillaer i store dele af Sydeuropa. Vi boede i Trulli Andrea i Ceglie Messapica omgivet af olivenlunde, så langt øjet rækker. Stort set alt er ladsiggørligt gennem den tilknyttede private concierge-service: egen kok i villaen, vinsmagning, yogaundervisning, massage, billeje, chauffør – ja, you name it.

Læs mere på thethinkingtraveller.com, hvor priserne er fra 5.180 euro om ugen for 6 personer eller 6.930 euro ugentligt for 12 personer.

Private dining

Vi udnyttede villaens smukke beliggenhed med udsigt over olivenlunde til en privat middagsoplevelse, hvor kok og tjener sørger for det hele – også opvasken. De fleste udlejningsbureauer kan hjælpe med lignende.

Lokale specialiteter

Snyd ikke dig selv for at hjembringe nogle af Puglias lokale specialiteter, som ud over keramikken i Grottaglie blandt andet også tæller olivenolie og vin. Guidede ture til både vin- og olivenolie-smagning, hvor du kan opleve tradionelle fremstillingsmetoder, findes mange steder. Du finder et stort udbud af ture online, ligesom din rejseudbyder helt sikkert også kan hjælpe med at arrangere det, der passer dig.

Læs ogå

Rejseguide: Sådan får du 48 timer i Lapland, du aldrig glemmer