Kultur

Pernille Rosenkilde: “Julen skal være et sted, man er sammen, og ikke noget, der bliver et samlebåndsarbejde”

- 02/12/2022

For influencer Pernille Rosenkilde er der to slags mennesker: Dem der bliver trætte af at se julesmåkagerne i supermarkedet allerede i oktober, og så er der dem, der får julelys i øjnene – som hun selv.

JEG ER GLAD FOR at få en lang indkøring til julen, så jeg rigtig kan gå og glæde mig.

Det er en tid, hvor man samles om gode værdier, omsorg og hygge. Jeg er ikke ret meget et sommermenneske, for der er så store forventninger til et udadvendtengagement, som ikke passer en delvist introvert som mig.

Om sommeren er der hele tiden festival og nogen, der er ude og drikke rosé, det kan godt give FOMO, mens julen er et mere eftertænksomt samvær, det er de nære relationer, kærlighed og hygge. Det elsker jeg! For mig bliver det jul, når der er snebolde, juleskum og ALT med marcipan i butikkerne.

Om Pernille Rosenkilde

Stylist og influencer Pernille Rosenkilde er 32 år.
Hun bor med sin forlovede, Jeppe, i et farvestrålende hjem på Frederiksberg.
Hun er uddannet designer fra Danmarks Designskole, og arbejder både som designer, stylist og influencer.
Pernille Rosenkilde venter parrets første barn til december.

SELV OM JEG HVERT ÅR glæder mig meget til jul, så bliver det noget ekstra, ekstra særligt i år, hvor vi bliver en familie, jeg har nemlig termin den 11. december. Sikke et julemirakel.

Min kæreste og jeg har tilbudt at holde julen hjemme hos os, og der er flere der har sagt: “Det kan du ikke, du har lige født, du skal bare lukke dig inde.” Det forstår jeg godt, men juleaften har en særlig betydning for mig, og jeg kan ikke forestille mig noget mere magisk og julet end at holde vores første jul med vores lille datter sammen med vores familie og dem, vi elsker.

Alle i familien pitcher ind, så Jeppe og jeg bare skal dække bord, og hvis jeg er træt eller vi trænger til ro, kan vi trække os tilbage i soveværelset. Jeg er ikke blind overfor, at det er hårdt og vender op og ned på alt at få et barn, men det er den mest rolige løsning for os alle sammen, og så kan vi bagefter tage nogle dage, hvor vi ikke er sammen med nogen.

“Det bliver noget ekstra, ekstra særligt i år, hvor vi bliver en familie, jeg har nemlig termin den 11. december. Sikke et julemirakel”

SOM SKILSMISSEBARN HAR jeg har været vant til at holde dobbeltjul, og det har jeg ikke særligt meget lyst til i mit voksenliv.

Julen skal være et sted, man er sammen, og ikke noget, der bliver et samlebåndsarbejde. Vi prøver at lave noget andet, når vi skal være sammen med den anden del af familien og f.eks. dropper vi gaverne, så det ikke bare bliver en udveksling.

Både Jeppe og jeg har været vant til, at julen var delt lidt op, og det har været forskelligt fra år til år, men jeg kræver at vi skal se jule-Disney! Det er nok det mest gennemgående i mit liv: At sidde med familien og se netop det.

Foto: Kavian Borhani

JEG GÅR FAKTISK RET lidt op i gaverne – altså misforstå mig ikke, jeg elsker at give gaver og har nogle år lavet 24 pakker i gavekalender til alle i familien – mor, moster, far, søster og kæreste, du kan selv regne ud, hvor mange gaver det er.

Men det betyder mere for mig at gøre mig umage. I min familie, og jeg tror det gælder mange andre familier også, begyndte det med gaverne at tage lidt overhånd. Vi endte med at sidde til klokken to om natten og åbne gaver. Det var for meget. Så hellere pakke et par kram ind og have tid til at hygge sig og fordøje julemaden.

JEG ER SÅ SVÆR AT KØBE gaver til, men jeg ønsker mig to ting, der er i relation til smør: en lille smørkrukke og nogle smørknive, for jeg elsker smør! Sidste år gav min kæreste og jeg hinanden et kunstværk plus et budget til en lille ting juleaften. Det overvejer vi også at gøre i år, men på den anden side har vi talt om, at fordi vi bliver en familie og får lov at møde vores lille datter denne jul, så virker alle andre gaver lidt overflødige. Nu må vi se.

Jeg mangler som de fleste af os ikke noget, så jeg synes det er helt vildt fedt at få eller give noget, der har en betydning. Derfor ønsker jeg mig også en Hövding. Jeg er blevet bevidst om, at jeg nu har ansvar for et andet menneske, så det er godt at ønske sig lidt sikkerhed.