Den kendte svindler lod ikke sin fodlænke stå i vejen for at være med til modeugen i New York
Nogle modeshows går viralt for vilde overraskelser eller innovative påfund. Nogle for sit celebre cast eller imponerede arsenal af kendte personer på første række.
Men da designeren Shao Yang afholdte sit første Spring/Summer 2024-show under den netop overståede modeuge i New York, gik hendes show viralt af nogle helt andre årsager, der stort set overskyggede designerens tøj.
Showet blev nemlig afholdt hos og af selveste Anna Delvey, som er bedst kendt som den verdenskendte svindler, der i en årrække infiltrerede New Yorks kunst- og modelite ved at udgive sig for at være en tysk arving og i samme omgang svindlede både venner og banker for hundrede tusindvis af dollars i missionen om at starte sin egen rigmandsklub.
Tyskeren, hvis rigtige navn er er Anna Sorokin, blev for alvor kendt i modekredse under hendes retssag i 2019, hvor hun troppede op i det ene designeroutfit efter det andet, inden hun blev idømt 12 års fængsel og store pengebøder for sine økonomiske forbrydelser. En sag, der kun blev mere populær efter Netflix-serien ‘Inventing Anna’ med Julia Garner i hovedrollen som den såkaldte ‘Fake Heiress’.
Allerede i 2021 blev Anna Sorokin dog løsladt på grund af god opførsel, men det varede kun seks uger, inden hun blev pågrebet igen, denne gang for at overtræde sit visa. Derfor er hun nu dømt til at blive deporteret til Tyskland. En afgørelse hun har anket, hvorfor hun nu er i 24 timers husarrest, mens sagen bliver behandlet.
Sagen har dog ikke holdt den celebre forbryder fra at gøre sig selv aktuel med sin egen podcast, en bog og nu også som modeuge-vært.
For da hun mandag den 11. september inviterede New Yorks mode- og sladderhungrende fans til Shao Yangs Spring/Summer 2024-show og efterfølgende fest på hendes egen tagterrasse sammen med den berygtede PR-dronning Kelly Cutrone, der var Lauren Conrads chef i MTV-serien ‘The Hills’, stjal hun endnu en gang opmærksomheden.
For selv om der var pressefolk fra utallige amerikanske medier og ivrige gæster på ventelisten, var det ikke for modens skyld, at de var troppet op, men derimod for at være vidne til Anna Sorokins genopstandelse som it-girl.
Og mens flere af hendes fans på sociale medier kalder hende alt fra ‘main character energy’ og ‘queen’ til ikon og geni på grund af flere af hendes mere eller mindre privilegerede og for nogle arrogante udtalelser, er andre mere kritiske over, at flere vigtige spillere i branchen rent faktisk støtter hende samtidig med, at hun afsoner en dom og er i husarrest for at have handlet ulovligt.
For eksempel trak et modelbureau to af deres modeller fra Shao Yangs show under modeugen tilbage, efter de fandt ud af, at Anna Sorokin var involveret i showet, mens flere anerkendte modemedier blev væk fra Shao Yans show på tagterrassen.
Meget tyder dog på, at Sorokin ikke giver meget for de kritiske røster omkring hendes person. Eventet og modeshowet var nemlig samtidig en markering af hendes og Cutrones nye bureau, The OutLaw Agency, som Cutrone meget sigende introducerede med ordene “Vi har ingen respekt for loven.”
I kølvandet på Netflix-seriens succes og den bølge, som Sorokin efterfølgende har formået at ride på, ser det ud til, at hun er blevet benådet af både tilhængere og en stor del af modebranchen. Netop det vil nogle dog mene, understreger modens og mediernes manglende moralske kompas i jagten på det næste virale hit.
For andre vil det står som en manifestering af den nye verdensorden, hvor en persons fortid ikke skal bestemme, om du er dømt inde eller ude.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.