Tag med til Comme des Garçons’ eksklusive marked i Paris
Af Nanna Danborg-Aamand - 09/04/2018
Home / Kultur / Oplev / Tag med til Comme des Garçons’ eksklusive marked i Paris
Skal du til Paris i foråret? Nærmere betegnet weekenden den 20.-22. april? Så skal du med, når det japanske modehus, Comme des Garçons’, for femte gang holder et helt særligt loppemarked...
Nu er foråret endelig kommet, og det er i sig selv den perfekte anledning til at rejse mod kærlighedens by og modens hovedstad, Paris.
Men hvis du ikke allerede har planlagt en tur til den sydlige metropol, så giver vi dig en af sæsonens bedste grunde til pakke kufferten og booke en flybillet – nærmere betegnet weekenden den 20.-22. april 2018.
I weekenden den 20.-22. april stiller det japanske modehus, Comme des Garçons’, nemlig for femte gang bordene op i Paris, når de holder det helt særlige loppemarked, Market Market WHITE NOISE, i en tidligere fabrik på bredden af Paris’ up-and-coming ’Canal de l’Ourcq’.
På markedet kan du blandt andet finde sjældne items fra mærkets tidligere kollektioner sammen med tøj og accessories fra store designerne som Junya Wantabe, Noir Kei Ninomiya og Gosha Rubchinskiy – det hele til eksklusivt gode priser.
Og det er ikke kun de lækre shoppemuligheder, der gør markedet et besøg værd…
Comme des Garçons’ har nemlig også inviteret kunstneren, Assi Joseph Meidan, til at designe en original-installation til markedet, og alle tre dage vil markedets gæster shoppe rundt til tonerne fra forskellige, cool ’Rinse.fr’-spillelister. Derudover vil du kunne finde forfriskninger à la crosissanter fra de to lækre, parisiske caféer ’Ten Belles’ og ’Coutume’.
Market Market WHITE NOISE er et must, hvis du gerne vil have nogle ekstraordinære items med hjem i kufferten – og når du ikke vil shoppe mere (hvis det ellers kan lade sig gøre), så kan du bruge dine dage på at nyde synet, atmosfæren og den magiske stemning som Paris altid er garant for.
Vil du have flere tips til byernes by, Paris? Så du kan finde de bedste restauranter, museer, caféer, butikker og små spots i vores guide til netop dét nedenfor i galleriet…
Beauty Director, Anne P:Paris er i virkeligheden en længere strækning. Jeg elsker at gå (eller løbe) langs Seinen og særligt nu, når hvor farverne er så magiske. Det er virkelig noget helt særligt med den grandiøse arkitektur og det liv, der findes langs Seinen.
Fashion Director, Josephine AarkroghParis er det ultimative sted til en weekendtur, og ingen tur til Paris uden lidt shopping. Selvom den franske hovedstad bugner af gode butikker, er mit all-time favoritspot stormagasinet Le Bon Marché i Saint Germain. Det er ikke så crowded som Galeries Lafayette, og de har alt hvad hjertet begærer: sko- og beautyafdelinger, der ikke fås meget bedre, caféen Rose Bakery der er perfekt til en kaffepause (de er kendt for deres gulerodskage!) og selvfølgelig Céline, Chloé, Balenciaga osv … Med andre ord: et must!
Digital Intern, Kirstine Juhl: Lækker, mexicansk mad, byens bedste drinks og gådefulde omgivelser er lige præcis det, du får på stedet Candelaria. Stedet finder du bag en umærket dør i en mexicansk restaurant og er derfor let at overse. Det skjulte sted er ét af Paris’ bedst gemte hemmeligheder – og når du endelig er inde, er det svært at forlade den hyggelige bar igen.
Journalist, Maria Frederikke Munch Throgaard"Paris er mit andet hjem, så jeg elsker selvsagt alt ved byen. Skal jeg alligevel prøve at sætte fingeren på, hvad det præcis er, der tiltaler mig, må det være den parisiske livsstil, der tiltrækker og inspirerer med alt hvad det indebærer af kaffe på fortorvscafeer og drinks på vej hjem fra arbejde til indkøb på byens lækre madmarkeder... for slet ikke at tale om de parisiske kvinders look. Oh la la - de kan altså virkelig noget...
Digital Director, Laura Lawaetz:Jeg elsker at slentre rundt i byens gader og sætte mig på tilfældige hyggelige fortovscafeer, men hvis jeg skal udvælge ét helt særligt sted, som jeg altid planlægger en frokost på, så er det L’Avenue! Der er så god stemning, vilde typer, gudeagtig mad og så er det en smart måde at lokke sin mand/kæreste med forbi alle luksusbutikkerne på Avenue Montaigne.
Rose Maria Boelsmand: Efter at have boet i Paris, føles byen som mit andet hjem. Derfor er det, jeg elsker og længes mest efter ved Paris byen i sig selv. Fra udsigten over Pont des Arts, livet på gaden i mit gamle hood, Marias – ja selv den pudse tørre luft i metroen. Men det jeg elsker mest i Paris, er restauranten Derriere (ved metro Arts et Metier), der gemt væk bag en port i en sidegade og er et af de mest livlige og originale steder i hele byen, hvor man aldrig keder sig. Engang sad jeg (næsten) på skødet af Jean-Paul Gaultier og amerikansk Vogue derinde – og maden er to die for!
Digital Editor, Emilie Bech ZerlangDet er svært at nævne et yndlingssted i Paris, men et af de spots, jeg altid besøger, når jeg er der, er Notre Dame. Det er den smukkeste kirke - både udenfor og inden i og jeg synes bare, at der er noget helt magisk over den. Og med placeringen ved siden af Seinen og turen over Pont au Double-broen, ja så bliver det ikke mere parisisk for mig.
Health Editor & Project Manager, Stephanie Bang:Hotel Petit Moulin Paris er et af mine yndlingshoteller. Det er småt, specielt og ekstravagant. Der er kun 17 værelser, som alle er forskelligt indrettet af Christian Lacroix. Der er smæk på farver, tekstiler og materialer og du har det som om, du bor i et stort dukkehus.