Selvom musik unægteligt er grunden til, at de fleste køber billet til Roskilde Festival, skal du bestemt ikke underkende den betydning, kunsten har for miljøet på pladsen. Vi sætter fokus på 5 kunstværker og performances, du bør prioritere at lægge vejen forbi.
GF Graffs graffitiværker danner ramme
Måske har du ikke tænkt videre over det. Måske er det en af de ting, du glæder dig allermest til. Nogle af de største kunstværker, der har været med til at skabe stemning på Roskilde Festival siden 1999, er nemlig de monumentale graffitiværker, som GF Graff for snart 27. gang har udsmykket festivalen med. De store vægge rundt omkring på festivalpladsen og de hegn, der omslutter området, bliver hvert år forvandlet til farverige kunstværker.
For at løfte opgaven samles en lang række internationale graffiti-kunstnere, som frivilligt skaber de stemningsfulde værker, der år efter år er med til at give Roskilde Festival sit helt særlige udtryk.
Har du endnu ikke skænket de imponerende værker mange tanker, bør du tage en ven under armen og gå på opdagelse blandt dem.
Hvornår/hvor: Kan opleves alle dage rundt på festivalen
Læs mere her.
Vis dette opslag på Instagram
Jesse Darlings spiralinstallation er tilbage
For andet år i træk samarbejder Roskilde Festival med den britiske kunstner Jesse Darling, der sidste år skabte den samlende installation The Long Way Around. Og trods spekulationer vender værket tilbage i år på bakken ved Dancefloor.
Oplevede du kunstværket sidste år, vil du sikkert kunne nikke genkendende til, at installationen ved første øjekast ligner en uendelig rampe – og det er netop, hvad den er. Den overdimensionerede rampe symboliserer, at alle kan nå til tops, men at vejen dertil ofte er lang og krævende. Samtidig peger værket på, at den, der vælger den lange vej, også belønnes til sidst.
Når du når spiralens centrum, kan du slå dig ned i den lille shelter med siddepladser og pejs og tage en velfortjent pause.
Jesse Darlings motivation for at bidrage til Roskilde Festival udspringer af ønsket om at skabe kunst for mennesker. Og fordi Roskilde Festival er en non-profit-organisation, valgte han i sin tid at takke ja til projektet. Det er vi mange festivalgængere, der er glade for i dag.
Hvornår/hvor: Kan opleves alle dage
Læs mere her.
The Long Way Around af Jesse Darling
Det Åbne Ensembles improvisatoriske musikfællesskab
Til daglig tilbyder Det Åbne Ensemble workshopforløb for brugere af psykiatrien i København – uanset musikalske forudsætninger. Her får deltagerne mulighed for at skabe et fælles sprog gennem musikken og indgå i et fællesskab med andre. Pointen er ikke at blive den næste Mozart, men derimod at undersøge, skabe og udtrykke sig uden præstationspres.
I år rykker Det Åbne Ensemble til Platform-scenen på Roskilde Festival, hvor publikum kan komme forbi, lytte og blive en del af det musikalske fællesskab. Fordi ensemblets deltagelse ikke handler om at fremføre et færdigt musikstykke, har musiker Thomas Mulcahy og guitarist Johan S. Wieth ledet og rammesat et improvisatorisk, kollektivt kunstværk. Her tændes en lampe tilfældigt foran et af ensemblets medlemmer og dets instrument – og når lyset tændes, begynder musikeren at spille.
Hvornår/hvor: Lørdag d. 4. juli kl. 11.45 på Platform
Læs mere her.
Vis dette opslag på Instagram
Noah Umur Kanbers agendasættende performance
Måske kender du allerede den København-baserede kunstner Noah Umur Kanber, der er kendt for at bruge sin egen krop som medie i værker, der spænder over installation, performance og fortælling. Med udgangspunkt i egne erfaringer undersøger Kanber ofte temaer som identitet, queerness og migration – og ikke mindst grænselandet mellem det politiske og det personlige.
På Roskilde Festival medbringer Noah Umur Kanber en performance, hvor en maskeret skikkelse iklædt A4-papir indtager scenen med udgangspunkt i ordene: “I feel like a piece of paper. I’m a couple of thousand papers long.”
Papirerne er – som du måske allerede har gættet – ikke hvilke som helst. De stammer fra Noah Umur Kanbers møde med det offentlige system gennem barndommen. Publikum inviteres med ind i ceremonien og bliver en del af en samtale om, hvordan vi viser omsorg for et menneske, vi ikke kender.
Hvornår/hvor: Torsdag d. 2. juli kl. 13.30 på Platform
Læs mere her.
Vis dette opslag på Instagram
Haidar Ansari x Brimheims podcast-samtale
Har du gået på efterskole eller højskole, har du med garanti stiftet bekendtskab med Højskolesangbogen.
Det gjorde digter og debattør Haidar Ansari også under sit højskoleophold. Haidar, der tidligere i sin ungdom har været fængslet, brugte særligt musikken som et frirum og som et sprog for sine følelser. På højskolen oplevede han samtidig den særlige følelse af fællesskab, som fællessang kan skabe. Han følte dog aldrig, at sangene i Højskolesangbogen rummede ham som individ, og derfor skabte han podcasten Haidars Sangbog. Her inviterer han aktuelle kunstnere i studiet og lader dem komme med deres bud på en sang, som de mener, en moderne udgave af Højskolesangbogen bør rumme.
Under Roskilde Festival er det den dansk-færøske sanger Helena Heinesen Rebensdorff – bedre kendt som Brimheim – der gæster Haidars podcast og kommer med sit bud på en sådan sang. I særudgaven af podcasten fortæller Brimheim desuden om, hvordan musikken former os, og hvordan den kan skabe rum for sårbarhed – et tema, der også går igen i hendes egne sange.
Hvornår/hvor: Fredag d. 3. juli kl. 10.30 på Gloria
Læs mere her.