ELLE har været på Roskilde Festival, hvor vores musikanmelder stillede den bramfri canadiske musiker 'Peaches' et par spørgsmål, inden hun gik på scenen og fyrede den af lørdag aften. Her kan du bl.a. blive klogere på, hvad der inspirerer hende som kunstner.
Nærmest ingen synger så bramfrit og anarkistisk om sex som Peaches, og sjældent har en koncert udspillet sig så orgiastisk som ved elektroclash-sangerindens overflod af afslørende kostumer, erotiske dansere og bidsk attitude natten til lørdag. ELLE fangede hende, inden hun gik på scenen.
Du har udgivet plader om sex og feminisme i over 15 år. Kan du stadig finde ny inspiration?
Ja, helt bestemt, verden er fuld af problemer, jeg kan tage fat i med min musik. Jeg mener stadig, vi lever i et patriarkat, og på nogle punkter ser verden ligestillingsmæssigt dårligere ud, end den gjorde dengang. På min nye plade, Rub, kommer jeg omkring emner som eksempelvis queerproblemstillinger og forskønnende vaginalkirurgi. Det er helt forskruet, at vi ligger under for skønhedsidealer, der foreskriver den slags indgreb.
Hvad er dit forhold til tøj og kropsidealer?
Jeg går ikke op i tøj, og jeg barberer ikke hårene af min krop og dyrker i det hele taget ikke mit udseende. Men under mine koncerter er det en anden sag. Mine kostumer fylder enormt meget i det samlede udtryk på scenen – eller manglen på kostumer. Allerhelst vil jeg bare gerne være nøgen på scenen.
Hvad synes du om at spille på festivaler som Roskilde?
Det er hårdt arbejde. Jeg kan have nok så gode intentioner om at se en masse spændende koncerter, men i praksis sker det ikke. Der er så meget praktik forbundet med at skulle rundt fra festival til festival, det er slet ikke det samme som at spille på klubber eller almindelige spillesteder.
Du kan læse meget mere om Roskilde Festival her.