Oplev

Modeugens bedste kjole + lemon toast: Ugens udvalgte med Nikita Hoffmann Andersen

- 02/02/2024

Ugens udvalgte med ELLEs redaktionschef Nikita Hoffmann Andersen tæller blandt andet et par yndlingslooks fra den netop overståede københavnske modeuge, en lemon toast og en kunstudstilling.

1

Fransk topklasse 

Jeg tror, jeg har nævnt Indre Bys Maison før, for det er et af mine favoritspots i byen. Denne uge lagde jeg vejen forbi baren til et glas bobler, men skaden skete for alvor, da restauranten dagen efter postede en vol au vent med kalv og hummer (!) på deres Instagram. Så nu må jeg forbi igen ... 

2

Star sign 

Til ingens overraskelse stod smykkedesigner Orit Elhanati for modeugens smukkeste præsentation, da hun med sit brand, Elhanati, viste sin nye star sign-halskædekollektion frem i denne uge. Her holder hun selv Krebsen, som jeg, på trods af at være skorpion, også gerne hang om halsen.

3

Modeugens bedste kjole 

Den danske designduo bag OpéraSPORT viste denne uge deres bud på en AW24-kollektion i smukke og passende omgivelser i operaen. Jeg lagde særligt mærke til denne fine og flatterende kjole med smuk udskæring, som jeg gerne vil efterårsfeste i om et halvt års tid.

4

... Og modeugens bedste show

Ud af en officiel showkalender på ca. 30 shows, skal der noget til for at skille sig ud. Og det må man sige, Remain (der er en del af Birger Christensen) gjorde - i hvert fald for mig. Det var den nye kreative direktør Martin Asbjørns første fulde kollektion for brandet, og sikke en overraskelse! Skrædderkunst taget til et helt nyt niveau for brandet, smukke kvaliteter, farver, snit. Wow! Se fx lige denne korte, sorte jakke.

5

Lemon toast 

I en lidt anden boldgade har jeg været forbi forholdsvis nyåbnede BeitSalma på Nørrebro (Souad Suleiman, der står bag, var også kvinden bag Mahalle, som hun nu har solgt). Jeg havde drømt om denne lemontoast med kardemommecreme, fordi jeg havde set den på Insta, og den skuffede heldigvis ikke.

6

Black heart 

I forbindelse med den nærtstående Valentine's Day har smykkebrandet Sophie Bille Brahe lanceret dette sorte, hjerteformede smykkeskin. Suk, hvor nuttet. Til 1.800 kr.

7

Liva Jo hos Skitsehandlen

Den unge danske kunstner Liva Jo, som studerer på kunstakademiet i Wien, åbner sin udstilling, Balancegang, hos Skitsehandlen i Faaborg i morgen, den 3. februar kl. 12.00. Jeg er desværre ikke selv på de kanter, men hvis jeg var, stod jeg der prompte, for jeg er fuldkommen betaget af Liva Jos univers.

Læs ogå

Yndlingsfrokost og modeugeevents, du kan komme med til: Ugens udvalgte med Nikita Hoffmann Andersen

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.