Forlad hverdagen for en stund, træd ind i en anden verden, og lad tiden stå stille. Stemningsfuld ro og ultimativ selvforkælelse er, hvad der venter, når man besøger AIRE Ancient Baths.
Mange af os går indimellem rundt og sukker efter en pause fra hverdagen – et åndehul, hvor vi ikke skal bekymre os om arbejde og dagligdagsopgaver. Flere oplever et for højt stressniveau, og behovet for at stoppe tiden, komme helt væk og bare være til stede bliver større.
Den pause kan man finde midt i Carlsberg Byen i København, hvor de luksuriøse termiske bade AIRE Ancient Baths ligger i det gamle bryggeri. Badeanstalten er den perfekte flugt fra hverdagen, hvis du har brug for en afslappende pause. Er du ude efter en romantisk aften med partneren, er stemningen hos AIRE også spot on. Med tændte stearinlys i alle kroge og hjørner er der dømt romantik for alle pengene, og I har alle muligheder for at kigge hinanden dybt i øjnene og mærke nærværet.
Idéen med AIRE er, at det skal være en oase, der kan findes inde i storbyerne. Og allerede lige inden for AIREs porte føles det som at forlade den verden, man kender, og træde ind i en ny. Her er larmen fra gaden byttet ud med lyden af rislende vand, og store antikke krukker og skulpturer pryder den svagt oplyste reception. Vi har for længst forladt det støjende København udenfor.
Holistisk afslapning
I omklædningen står en medarbejder klar med et skab, håndklæder, badesko og badekåbe, og ligner man en, der mangler noget, er det søde personale hurtige til at komme med det. Man kan endda låne badetøj.
Iført bløde badekåber træder man ind i et stemningsfuldt rum med rustikke murstensvægge, underjordiske søjler og levende lys. Rundt omkring giver lerkrukker og antikke skulpturer fornemmelsen af at være et sted mellem det gamle Grækenland og Romerriget. Murstenene er de originale og bidrager til hele atmosfæren, der sitrer af historie. Alt det mørke bliver brudt af de turkise bade, hvis stille overflade lyser lokkende op.
Før turen kommer til de termiske bade, hører der en eksfolierende kropsbehandling og fugtgivende massage til The Holistic Ritual. Og det føles som et ritual. På et varmt marmorbord bliver man af blide hænder scrubbet ind en grøn te og lime-blanding, og derefter bliver der hældt varmt vand op og ned ad kroppen.
Derefter går turen til massagerummet. Her står to brikse, så man kan ligge ved siden af hinanden. Målet med massagen er hydrering af hele kroppen gennem en hawaiiansk teknik kaldet lomi-lomi, hvor der arbejdes med ben, arme, ryg og hovedbund.
Den milde duft af grøn te fra massageolien fylder næseborene, mens roen breder sig i hele kroppen. Massørerne spørger undervejs, om trykket er behageligt, og holder på den måde øje med, om man har det godt undervejs. Her bliver der også taget hensyn til den enkeltes mest anspændte områder, hvilket giver følelsen af, at massagen er specifikt tilpasset ens behov.
Behandlingen afsluttes med en fugtgivende hårmaske og hovedbundsmassage, og man føler sig fuldkommen rolig og renset igennem, når man bevæger sig mod badene.
The Holistic Ritual er et ud af mange ritualer, du kan opleve hos AIRE. Både Love Connection, Love Together, Escape Together, The Perfect Tandem, The Wine Bath og The Beer Bath kan opleves som parritualer sammen med den, du holder af. Se alle oplevelserne her.
Termisk tidsrejse
Idéen med badene er, at man ikke skal tænke på andet end at slappe af og nyde oplevelsen. En medarbejder kommer med det samme og giver en introduktion til de forskellige bade, så der ikke er tvivl om noget. Det anbefales at starte blidt ud med enten det 36 grader varme bassin eller i Badet med de Tusinde Dyser, hvor vandstrømmene masserer kroppen.
Herefter et køligt fodbad på små bløde massagesten som opvarmning til et 6 grader koldt dyp. Følelsen af at lade sig synke ned i det 40 grader varme vand efter godt to minutter i det kolde er en oplevelse i sig selv. Det prikker i hele kroppen, når blodet lige har pumpet rundt, og musklerne så får lov til at slappe af.
AIREs begrænsning på antal personer ad gangen betyder, at man kan have dampbadet for sig selv og lægge sig på marmorbænken, mens man lader eukalyptusdampen fylde brystet i dybe, afslappende vejrtrækninger. Med åbne porer er det ideelt med en saltscrub og en tur i saltbadet, som har samme saltindhold som Det Døde Hav. Her kan man lade kroppen flyde rundt i det store saltvandsbassin og mærke vægtløsheden gå i ét med den forsvindende fornemmelse for tid og sted.
Når man til sidst sidder i stearinlysenes skær i det 36 grader varme bassin med fodmassagestråler, et glas cava i hånden og en bakke med lækre chokolader, er det svært ikke at lade sig rive med af den romantiske stemning. Man kan roligt sige, at AIRE er det perfekte sted at tage sin partner med hen, hvis man er ude efter en aften i kærlighedens tegn.
Efter det holistiske ritual føles kroppen på en gang salig og fuld af fornyet energi, klar til at vende tilbage til den pulserende hverdag udenfor.
Forkærlighed for historie
Det er ikke tilfældigt, at AIRE ligger i Carlsberg Byen. Siden den første AIRE-oplevelse åbnede, har de placeret deres termiske bade i historiske bygninger rundt omkring i verden. Da AIRE bygger på en antik badetradition, går det historiske altid igen i rammerne for oplevelsen.
Det gør de også i Carlsberg Byen, hvor Carlsbergs tidligere bryggeri danner rammerne om den danske AIRE-oplevelse.
Et af AIREs kerneritualer er vinbadet. Den tradition har man taget skridtet videre fra i Danmark, hvor man helt eksklusivt har skabt et ølbadningsritual The Beer Bath Experience i samarbejde med Carlsberg. Carlsbergs øl er en af de største danske traditioner, som passer perfekt ind i AIREs atmosfære og forkærlighed for historie.
Øl er et naturligt rensemiddel, idet det indeholder både vitaminer og mineraler, og derfor kan det faktisk både modvirke akne, fjerne døde hudceller, øge elasticiteten i huden og give den en naturlig glød. Loftet over ølbadet glimter af Carlsberg-ølkrus, og selvfølgelig kan man få en kold øl serveret, mens man ligger og bobler i det fornyende ølbad.
Bevæger du dig rundt i de termiske bade i København, ser du også inspirationen fra Carlsberg. Carl Jacobsen, som grundlagde Ny Carlsberg, var nemlig en af 1800-tallets største danske kunstsamlere, og rundt omkring i AIRE ser du figurer, krukker og andre ting, som har været ejet af Carl Jacobsen. På den måde binder det historiske hele AIRE-oplevelsen sammen.
AIRE Ancient Baths
AIRE Ancient Baths er en sanselig wellness-oplevelse, som er inspireret af antikkens badehuse. Med traditioner og historie i fokus har AIRE været placeret i gamle restaurerede bygninger med unikke historier, siden de første gang slog dørene op i Sevilla i 2004. Det betyder, at du altid træder ind i et æstetisk frirum med ro, afslapning og nydelse i centrum, når du besøger AIRE. Målet er at skabe det ultimative åndehul med vand som bærende element, hvor tiden står stille, og krop og sjæl bliver bragt i balance. AIRE-oplevelsen er en ideel idé som gave til din partner eller en god ven og kan købes som flot gavekasse her. Her kan I opleve en intim aften, hvor I kan lade roen falde over jer i et af de otte termiske bade og komme tættere på jer selv eller hinanden gennem et af AIREs unikke ritualer. Læs mere her.