Film og TV

Madonna i nye optagelser, feminisme og religion og den første kvindelige astronaut: 6 film, du skal se til CPH:DOX

- 19/03/2025

CPH:DOX er tilbage. Fra 19. marts til 30. marts kan du opleve en lang række spændende, filmiske værker, når dokumentarfestivalen atter giver hele Danmark mulighed for få ekstraordinære biografoplevelser med film fra bånd ind- og udland. Hvis du aldrig helt har fået benene op af sofaen og begivet dig afsted, bør du gribe chancen dette år, hvor festivalen atter byder på alt fra følelsesladende til dramatiske og konfronterende dokumentarer. CPH:DOX' pressekonsulent har kurateret et udvalg på seks film, som forhåbentlig falde i god smag hos ELLEs læsere.

Casa

På en alternativ modeskole i den hårdeste forstad til Paris giver fremtidens unge modedesignere deres vilde, kreative drømme frit løb

I en fattig forstad til Paris ligger den alternative designskole Casa93. En skole, der skal uddanne fremtidens designere og modeskabere. Og en skole, der ikke koster noget. Derfor tiltrækker den en atypisk forsamling af unge designere, der alle er født på den forkerte side af catwalken og sjældent har bevæget sig ad den lige vej gennem livet. Vi møder en alsidig gruppe af unge mennesker i starten af 20’erne, som er flasket op på sociale medier, har gigantiske drømme og vil have det hele – men de er uden formel træning og må klamre sig til livet med nål og tråd. For nogle af eleverne er Casa93 en ny chance. For andre er det sidste chance.

Over et år følger ’Casa’ en klasse fra de starter på skolen til det hele kulminerer i et kollektivt modeshow under Paris Fashion Week. Den dykker dybt ned i en håndfuld af klassens uskolede og upolerede, kreative hvirvelvinde og udvikler sig til en emotionel rejse fuld af heftig energi, dybe traumer, masse af attitude og ikke mindst helt særlig fashion.

Læs mere om Casa og køb billetter her.

Foto: American singer Madonna in a loft on Canal Street, New York City, December 1982. (Photo by Peter Noble/Redferns/Getty Images)

Becoming Madonna

Pop lovers unite! Historien om ‘the material girl’s stratosfæriske spring mod berømmelse genfortælles på medrivende facon gennem usete og uhørte arkivklip og interviews

Før Britney Spears, Lady Gaga og Taylor Swift var der kun én. Selveste prototypen på den hvide, kvindelige pop-sangerinde. Vi taler selvfølgelig om Madonna. Fra midwestern ‘girl next door’ til danserinde i New York. Fra syngende trommeslager i punkbandet Breakfast Club og til den ultimative popstjerne.

Historien om Madonna er fuld af overraskelser og vilde anekdoter, som er flettet sammen med nyligt genopdagede stemningsfulde arkivoptagelser. Resultatet er en nostalgisk rejse gennem Madonnas tidlige, formative karriere. Fra slut-70’ernes spæde forsøg med musikken over 80’ernes pangfarvede hits som ’Holiday’ og ’Material Girl’ og til sidst 90’ernes seksuelt frigørende Blonde Ambition-turné og den kontroversielle fotobog ’Sex’ – og så lidt dét spadestik dybere. Et must-see for all pop-elskere.

Læs mere om Becoming Madonna og køb billetter her.

Girls & Gods

Kan feminisme og religion eksistere side om side? Inna Shevchenko fra det ukrainske FEMEN-kollektiv søger svar på et svært spørgsmål i ærlige samtaler med præster, imamer, rabbinere og andre aktivister

Er kvinders rettigheder og religion uforenelige? Lederen af den feministiske aktivistgruppe FEMEN, Inna Shevchenko, har i årevis kæmpet for at afskaffe religion med sine provokerende demonstrationer. Men i ‘Girls & Gods’ vælger hun en ny strategi: samtalen.

Fra København til New York møder hun kvindelige aktivister, præster, rabbinere, imamer, teologer og ateister. Inna er fortsat kritisk over for alle religiøse institutioner, men åbner en dyb og ærlig dialog med sine troende modparter og konfronterer dilemmaet i, hvad det vil sige at være religiøs feminist.

Instruktørparret Verena Soltiz og Arash T. Riahi illustrerer samtalerne med at modstille traditionel, hellig ikonografi med et feministisk take på kunsthistoriens motiver, og til et tungt score af trap-kunstneren Baby Volcano har de sammen med den frygtløse Inna Shevchenko skabt en film, der taler direkte ind i et af tidens sværeste og mest ømtålelige emner – og gør det med intelligens og tillid til samtalen.

Læs mere om Girls & Gods og køb billetter her.

Spacewoman

Kosmisk portræt af den første kvindelige astronaut, der styrede en rumfærgemission. Eileen Collins sprang glasloftet herfra og helt ud i verdensrummet – og så er hun en enestående fortæller af sin egen, utrolige historie

Astronauten Eileen Collins skrev historie to gange. Første gang, da hun ankom til NASA som pilot på et tidspunkt, hvor der næsten ikke fandtes kvinder i dette elitefelt, og anden gang da hun blev den første kvinde, der var pilot og chef for en rumfærgemission.

Collins blev født i 60’erne i en arbejderklassefamilie uden privilegier. Siden barndommen drømte hun om himmelrummet, og med sit positive og dybt sympatiske sind arbejdede hun sig op fra middelmådig studerende til nationalhelt. Kun ni måneder efter at have set sin første solopgang over jorden føder hun sit første barn. Gennem videoopkald fra den internationale rumstation synger hun sovjetiske kosmonaut-hymner som vuggeviser og definerer en ny form for moderskab: den galaktiske slags.

I ‘Spacewoman’ fortæller Collins sin egen historie, og hun er en medrivende fortæller med en helt enestående indsigt i den oversete, psykologiske dimension i livet som astronaut med det ufattelige pres, det fører med sig – og hvor man er nødt til at kunne holde hovedet koldt selv i de mest utrolige situationer.

Læs mere om Spacewoman og køb billetter her.

The Secret of Me

En kvindelig studerende gør en opdagelse, der vender op og ned på hendes liv i en rystende og gribende film fra holdet bag ‘Three Identical Strangers’

Det er 1995 i Baton Rouge, Louisiana. Midt under en forelæsning i feministiske studier åbner den studerende Kristi en tekstbog og opdager noget, der vender hendes tilværelse på hovedet. Lige så længe som hun kan huske, har Kristi følt sig anderledes – og nu ved hun pludselig, hvorfor.

Da hun dykker ned i sin egen historie og får adgang til sine lægejournaler, går det op for hende, at det hun troede var en enestående personlig historie i virkeligheden er en vidtrækkende medicinsk skandale med tusindvis af implicerede. Hun har nemlig uden at vide det været en ufrivillig deltager i et kolossalt og dybt kontroversielt psykologisk eksperiment om af den slags, som man (forhåbentlig) aldrig ville sæt i værk i dag. Et eksperiment med dybe rødder tilbage i tiden og med fokus på tvillingepar.

Læs mere om The Secret of Me og køb billetter her.

Azza

En eksistentiel road movie fra Saudi Arabien, hvor en modig kvinde er fast besluttet på at skabe sig et liv på sine egne præmisser. Et nært venskab med en filmskaber åbner døren til nye horisonter

Det er ikke meget, man ser til livet i Saudi Arabien på det store lærred. Men her er endelig en film, der sætter billeder og fortællinger på livet i det mellemøstlige land. Gennem sit fortrolige venskab med filmskaberen Stefanie Brockhaus møder vi Azza – en modig og oprørsk saudisk kvinde, som ikke fik lov til at tage en uddannelse på grund af et undertrykkende, patriarkalsk system men som følger sine drømme om frihed for enhver pris.

Azza er fast besluttet på at tjene sine egne penge og underviser andre kvinder som freelance-kørelærer. Bag rattet i sin store sorte Toyota føler hun sig tryg, stolt – og fri. Hun suser ned ad landets veje og motorveje. Fra byen til ørkenens uendelighed, intet kan stoppe hende. Da hendes mand giver hende lov til at rejse et par dage med filmholdet, opdager Azza for første gang den skønhed og de muligheder, som naturen i hendes land har at byde på, samt en ægte følelse af at høre til. ‘Azza’ er den bevægende fortælling om en kvindes frigørelse. En inspirerende lektion i, hvordan man sætter farten op og bryder fri, når livet forsøger at sætte en kæp i hjulet.

Læs mere om Azza og køb billetter her.

Læs ogå

Serier på Netflix: Her er de 10 bedste, du skal se lige nu