Oplev

Kom med til jule-pop-up i Indre København hos bl.a. Gabi Gamél, Nicklas Skovgaard mfl. hver weekend frem til jul

- 26/11/2025

Hver weekend fra den 27. november og til og med 21. december kan du sikre dig årets julegave(r) fra henholdsvis Gabi Gamél, Nicklas Skovgaard, Liniere Lingerie og Issueissue, når de fire brands overtager showroomet hos bureauet e45 i den ikoniske Stelling Hus-bygning på Nytorv i Indre København. Og du er inviteret.

København bugner af veletablerede designhuse men også med mindst lige så mange upcoming talenter, der bare venter på penetrere den kreative industri. Netop dét har været udgangspunktet for den jule-pop-up, som inden længe løber af stablen i Indre København, og hvor høj som lav er inviteret indenfor i de inspirerende universer hos en række kreative talenter.

En platform for upcoming talenter

Fra den kommende weekend til og med sidste weekend før jul har kommunikations- og strategi-bureauet e45 inviteret henholdsvis Gabi Gamél, Nicklas Skovgaard, Liniere Lingerie og Issueissue indenfor i deres showroom i den ikoniske Arne Jacobsen-bygning Stelling Hus på Nytorv i København, hvor de fire brands er blevet inviteret til at låne rummet som platform for deres budskaber. Et koncept, som e45 har søsat i år, men håber på fortsat at kunne tilbyde upcoming brands.

De fire brands, som til daglig ikke selv faciliterer salg af deres unikke produkter, vil de kommende fire weekender hver i sær tranformere showroomet i henhold til deres æstetik og DNA i den respektive uge, de er tildelt – alt sammen med henblik på at bygge bro mellem de – endnu – mindre brands og slutforbrugerne. Og så er det jo oplagt at benytte anledningen til at få julegaven til den kræsne ven, søster, bror mv. – eller måske til dig selv – i hus.

Vi har talt med de fire brands om, hvilken betydning det har for dem hver i sær, når forankrede institutioner bagger op og stiller deres platform til rådighed for, at upcoming brands kan få deres budskaber ud – og ikke mindst om muligheden for at møde brugerne i øjenhøjde og om, præcis hvad besøgende kan forvente sig af pop-uppen.

Issueissue, som Freja Wewer og William Becker står bag.

Issueissue Magazine

Hvad betyder det for jer at få mulighed for at deltage i denne pop-up?

Vi har glædet os vildt meget til at invitere folk ind i vores lille univers. Vi arbejder jo til daglig her i bygningen, så det føles både personligt og hjemligt at åbne dørene og lukke folk ind. Vi sælger ud fra vores arkiv, da vi udkommer med vores fjerde nummer “PLAY” i starten af næste år. Det er virkelig et hyggeligt trip down memory lane at bladre i de tidligere udgivelser igen. Derudover håber jeg bare, at der kommer nogle bog- og magasin-nørder forbi til en snak og holder os med selskab. Det ultimative succeskriterie ville være, hvis vi kunne kickstarte en ny interesse for vintage-bøger og -print hos nogen.

Hvad kan besøgende forvente sig af jeres pop-up?

Man kan forvente at finde de tre seneste udgivelser af Issueissue Magazine. Derudover har PoldPold kurateret en bogsektion med nogle virkelig fab vintage-bøger – alle nøje udvalgt, så de passer ind i Issueissue-universet med temaer som mode, kunst, film og kultur. Alle bøger og magasiner er udstillet på smukke vintageborde fra Collect Cph, som man selvfølgelig også kan købe. Og hvis man er heldig, er der et glas gløgg og en lille julekage

Nicklas Skovgaard, som er designer i sit eponyme brand.

Nicklas Skovgaard

Hvad betyder det for dig at få mulighed for at deltage i denne pop-up?

Det er en kæmpe fornøjelse. Jeg er en stor fan af julen og alt, hvad den indebærer, og jeg glæder mig hvert eneste år til december. Derfor betyder det virkelig meget – både for mig personligt og for mit brand – at få lov til at vise mit take på jul og gaveshopping à la Nicklas Skovgaard. Merry Chic’mas!

Hvad kan besøgende forvente sig af din pop-up?

Vi skaber vores eget bud på et klassisk stormagasin, som mange har nostalgiske referencer til. Pop-uppen bliver en hyldest til stormagasinerne og deres måde at iscenesætte julen på – tænk Daells Varehus, Magasin og Illum. Vi kalder det ‘Grand Magasin du Nicklas Skovgaard’. Her vil man kunne finde et udvalg af tidligere og nuværende kollektioner, kurateret, vintage julepynt samt nøje udvalgte vintage designer-sko, tøj og strømpebukser. Kort sagt: Næsten alt det, man drømmer om at finde i et stormagasin op til jul.

Nicklas Skovgaard

Gabi Gamél-founder Gabriella Hye de Pasqualin Gamél.

Gabi Gamel

Hvad betyder det for dig at få mulighed for at deltage i denne pop-up?

Pop-uppen giver mig mulighed for at præsentere Gabi Gamél i et mere fysisk og nærværende format end normalt. Brandet lever primært online og i atelieret, så det føles særligt at skabe et lille rum, hvor man kan opleve tøjet tæt på og i en setting, der giver ro og plads til at møde folk, der er nysgerrige på universet.

Hvad kan besøgende forvente sig af din pop-up?

En jule-inspireret stue og et lille hands on-retail-øjeblik midt i december. Til åbningen serverer vi en jule-inspireret spiced drink, gløgg og en lille sweet treat. Gæster kan udforske et kurateret udvalg fra den nuværende kollektion, den seneste kollektion, archive sale-styles og one-of-a-kind-atelier styles — så man kan shoppe til sig selv eller finde den perfekte gave til én, man holder af — og få deres gaver pakket ind hos os.

Gabi Gamél

Nicoline Borum Dalgaard og Maise Lützhøft Nielsen, der står bag Liniere Lingerie.

Liniere Lingerie

Hvad betyder det for jer at få mulighed for at deltage i denne pop-up?

Som et nyopstartet undertøjsmærke betyder det utrolig meget at få muligheden for at skabe en shoppingoplevelse i så fornemme rammer – midt i det smukke e45-showroom, tegnet af Arne Jacobsen, og i forlængelse af andre inspirerende danske brands. Det giver vores kunder muligheden for at se, røre og prøve vores undertøj i et intimt univers, som vi selv har kurateret. Undertøj er et lille delikat og detaljerigt produkt, hvor blonder, teksturer og håndværk først kommer til live, når man har det i hænderne. Samtidig er det en intim og personlig oplevelse at prøve undertøj, og når omtrent 80 % af alle kvinder går i en forkert størrelse bh, betyder det meget for os at kunne guide og møde vores kunder mere personligt.

Hvad kan besøgende forvente sig af din pop-up?

Besøgende kan forvente en pop-up, der åbner døren til Liniere universet, hvor undertøj opleves på en ny måde – mere sanseligt, nysgerrigt og legende. Vi elsker at overraske gennem utraditionelle bomulds-kvaliteter, subtile farvespil og detaljer, der først afslører sig, når man kommer helt tæt på. I pop-uppen udfolder denne tilgang sig i både tekstiler og omgivelser, som en stille invitation til at se undertøj med friske øjne.

I midten af rummet rejser der sig en kubeinstallation; en udstilling i udstillingen, som skaber et intimt univers midt i det store, åbne rum. Her kan man opleve Liniere på nært hold, lade hænder og blik vandre og mærke kontrasten mellem rummets lethed og kubens koncentrerede stemning. Samspillet mellem det lukkede og det åbne inviterer til at udforske, dvæle, prøve og fornemme.

Konceptet leger med kontraster – mellem uskyld og erfaring samt det søde og det rene – inspireret af den drømmende, let melankolske atmosfære fra Sofia Coppolas film The Virgin Suicides. Resultatet er en poetisk ramme, hvor intimitet og åbenhed mødes.

Liniere Lingerie

Her foregår det

Hvor: E45 showroom, Gammeltorv 6, 1., 1457 København
Hvornår: Torsdag til lørdag fra 10.00 til 18.00 + søndag fra 10.00 til 16.00

27. november – 30. december: Issueissue Magazine
4. – 7. december: Nicklas Skovgaard
11. – 14. december: Gabi Gamél
18. – 21. december: Liniere Lingerie

Læs ogå

8 julemarkeder, du skal besøge denne vinter i København