Søndag d. 7. september afholdes for sjette år Støt Brysterne-løbet, og du kan deltage, uanset hvor i landet du befinder dig.
De seneste år er flere og flere familier blevet alt for bekendte med brystkræft. Den mest udbredte kræftform rammer nemlig ifølge Kræftens Bekæmpelse en ud af otte kvinder i Danmark – og med en stigende levealder, er antallet af kvinder, der rammes af kræftformen, desværre også stigende.
Vi snakker mere end 5.000 kvinder i Danmark hvert år. Så det er altså langt fra blot noget, ‘der sker for naboen’ længere. Derfor er det også så vigtigt, at vi alle bidrager til at støtte op om forskning og behandling brystkræft – for ingen ved, hvem det rammer næste gang.
Måske er det netop også grunden til, at der i år er rekordhøj tilslutning til det årlige Støt Brysterne-løb, som i år finder sted søndag 7. september 2025.

Med en tilmeldingsstigning på 58 % over de seneste fem år vidner det om, at flere og flere – hvad end de har brystkræft inde på livet eller ej – heldigvis er blevet opmærksomme på den hjerteskærende sygdom – og er du endnu ikke selv tilmeldt, kan du altså stadig nå at være med til at løbe i den gode sags tjeneste på den ene eller den ande måde.
Støt Brysterne afholder på dagen et fysisk løb på Charlottenlund travbane med 3.500 deltagere – og befinder du dig ikke i nærheden, samarbejder organisationen også med løbebutikken Løberen, hvorfra der vil være fællesløb i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Vejle, Hillerød og Roskilde på selvsamme dato.
Desuden vil der over hele landet være virtuelle løb, hvor du kan planlægge en selvvalgt løbe- eller gårute – enten alene, med familie eller venner eller med andre i området, der også drømmer om at være en del af et større fællesskab (læs mere om det og mød ligesindede i løbets Facebook-gruppe).
Som noget helt nyt kan også børn deltage i årets løb, hvor der på Charlottenlund travbane vil være en 800-meters rute, hvor der er lagt op til, at alle kan deltage – hvad end det er i løb eller gang.

Året Støt Brysterne-t-shirt
Løbet er endnu ikke udsolgt, men du skal nok ikke tøve for længe, hvis du vil dele en særlig dag med 3.499 andre løbere på Charlottenlund travbane, hvor du ud over deltagelse får en goodiebag og forplejning, mens du ligeledes kan købe en billet til løber, hvor du får dette års udgave af den velkendte Støt Brysterne-t-shirt med. Når du det ikke, kan du altid tilmelde dig det virtuelle løb, hvor billetter sælges i ubegrænset omfang.
Overskuddet fra tilmeldingen går ubeskåret til Støt Brysternes og Kræftens Bekæmpelses arbejde med at forebygge og behandle brystkræft samt yde støtte til patienter og pårørende.