ELLE Travel: Oplev den israelske metropol Tel Aviv
Af Sarah Emilie Aagaard - 24/10/2017
Home / Kultur / Oplev / ELLE Travel: Oplev den israelske metropol Tel Aviv
ELLEs Style Director Mie Juel har besøgt den israelske metropol Tel Aviv, som bød på alt fra shopping og farverige markeder til lækre strande. Læs med, når Mie Juel deler sine favoritter og guider til storbyen her...
ELLEs Style Director, Mie Juel, rejste tidligere på året til den israelske metropol Tel Aviv for at skyde to modeserier til ELLE.
Én modeserie i den gamle bydel Jaffa med smukke Laura Julie som model (der iøvrigt var nomineret til Årets Model 2017 ved ELLE Style Awards), som skulle afspejle byens lokale markedstemning og dets mekka af håndvævede tæpper, friskfanget fisk og gamle gader. Og en anden modeserie med Danmarks mest sexede model Mathilde Gøhler iført retrolækre hæklede bikinier og sporty badedragter, som skinnede op kap med solen ved Det Døde Hav, hvor serien blev skudt.
Men rejsen til Tel Aviv gav ikke kun anledning til lange arbejdsdage og smukke modeserier. ELLEs Mie Juel fik også rig mulighed for at opleve den israelske storby på nært hold, som inkluderede både shopping, farverige markeder og lækre strande, mens det helt klart var de indbydende restauranter og smagfulde oplevelser, som i den grad slog benene væk under hende.
Blandt Mie Juels favoritter var fx Anitas Gelato-biks, der byder på forfriskende is på alt fra flødebaserede mælk til gedemælks- og sojavarianter såvel som et udvalg af toppings, der overgår selv Mette Blomsterbergs topping-lager.
På restaurantfronten var det særligt den lækre restaurant “Aria Upstairs”, der med et innovativt køkken og en loungebar i underetagen omfavnede alt det, der hørte til en vellykket aften i den israelske metropol.
I galleriet har vi samlet alle Mie Juels rejsetips til Tel Aviv i en rejseguide, som du kan dykke ned i, hvis du selv plenlægger en rejse til den smukke by…
Foto: ELLE / Mie Juel
HER SKAL DU BO (OG SPISE)
The Market House Hotel serverer ubetinget Tel Avivs bedste morgen-mad/frokostbuffet med et stort udvalg af salater og oste – noget, israelerne er særligt kendt for. Du behøver ikke være gæst på hotellet for at få en bid af lækkerierne, men vi kan varmt anbefale det! Vær dog opmærksom på, at værelserne varierer i standard og størrelse, så sørg for at bede om et værelse med altan – så er du sikret smukt lysindfald og udsigt udover byen. Hotellet ligger i smørhullet af den gamle bydel Jaffa, et stenkast fra markedsgaderne og i gåafstand til den gamle havn og stranden. Link her.
Psst...! Om eftermiddagen serveres der gratis vin og snacks i hotellets hyggelige lobby.
Foto: ELLE / Mie Juel
The Market House Hotels hyggelige lobby.
Foto: ELLE / Mie Juel
HER SKAL DU BO (OG SPISE)
Midt i Den Hvide By, tilbagetrukket fra den pulserende Rothschild Boulevard, ligger den lille oase Hotel Montefiore. Det lille luksusboutiquehotel med kun 12 værelser er en oplevelse i sig selv at besøge, også selv om du ikke skal bo her. Hotellets orange bygning er fra 1922, og flere af de oprindelige detaljer er bibeholdt, samtidig med at nye, mere moderne er tilføjet. Tilsammen giver det et eklektisk udtryk, der er uundgåeligt at lægge mærke til, når du besøger det (og det er et must, at du gør det – f.eks. til en drink i baren eller en frokost på den fine terrasse). Link her.
Foto: ELLE / Mie Juel
ANDRE SPISESTEDER, DU SKAL BESØGE ...Brasserie M&R: det tætteste du kommer på Paris i Tel Aviv. Åbent hele døgnet!Link her.Rothschild12: populær café og restaurant, der har åben fra tidlig morgen til sen aften. Link her.The Bakery: bageri med butikker flere steder. Besøg den ved Delicatessen, så kan du samtidig få oplevelsen af en israelsk delikatesseforretning. Link her.Dallal: hyggelig restaurant med overdækket terrasse i det historiske område Neve Tzedek. Link her.
Foto: ELLE / Mie Juel
YNDLINGSRESTAURANTEN
Puaa, der ligger i en lille sidegade i den gamle bydel Jaffa, er den israelske version af mormors kolonihavehus med vintage-kelimtæpper, blomster-betrukne sofaer og små dekorative nips. Serveringerne er lige så charmerende som indretningen med små retter fordelt på blandede tallerkenstel, og maden smager intet mindre end himmelsk! Linkher.
Foto: ELLE / Mie Juel
IS FOR ENHVER SMAG
Temperaturen i Tel Aviv tillader stort set is hele året (mums). Anitas Gelato-biks er et mekka for de is-sultne! Aldrig har du set så bredt et udvalg af is – fra økologiske, fedt- og sukkerfri til gedemælks-, soja- og flødebaserede is – for ikke at tale om toppings ...! Snyd ikke dig selv for denne oplevelse! Link her.
Foto: ELLE / Mie Juel
Psst...!"Tel Aviv er faktisk ikke større, end at du sagtens kan gå rundt, og så kan du samtidig samle ekstra meget appetit til dit næste lækre måltid..."
Foto: ELLE / Mie Juel
Dekorative mosaikfliser i de israelske gader.
Foto: ELLE / Mie Juel
DET INNOVATIVE KØKKEN
Aria Upstairs er blot en af de mange nye stylish restauranter og barer i Nachalat Binyamin-kvarteret. Her kan du se frem til at blive forkælet, uanset om du er til pasta, fisk eller kødretter – Aria tilbyder nemlig det hele på en frisk og innovativ måde. I underetagen finder du Arias loungebar, der hedder Downstairs, hvor du passende kan nyde en drink før eller efter middagen. Link her.