Mange kender den franske spillefilm De Urørlige fra 2012, som nu bliver dramatiseret på Folketeatret i København med premiere den 29. marts. Vi mødte skuespiller Amanda Radeljak, kendt for bl.a. Journal 64, der spiller hele seks forskellige roller i forestillingen.
Fortæl om De Urørlige som forestilling.
Det er en forestilling, som igennem sin fortælling gør op med fordomme på tværs af kultur, etnicitet og samfundsklasser. En fortælling, som bevidner om, hvor smukt og fyldestgørende livet kan være, når blot vi åbner for evnen til at lære at hinanden, lytte til hinanden og finde modet til at springe ud i det ukendte – og vinde stort på det. Det er en forestilling, som er enormt samfundsaktuel, og som afmonterer det dehumaniserende, racistiske narrativ, der omslutter den muslimske, mørke mand – ikke blot i Danmark, men verden over. Det er en forestilling, som samler os som mennesker i stedet for at adskille os.
Mange har nok set filmen, men hvordan adskiller teaterversionen sig?
Nogle scener fra filmen måtte vi have med for at bevare kernefortællingen, samtidig med at vi har prøvet at slippe filmen lidt og lade den stå i periferien af vores bud på teaterversionen. Det er umuligt at få det hele med, og vi ville også gerne gøre det til vores egen forestilling. Jeg ville ønske, at der havde været mere plads til at dyrke relationerne imellem karaktererne ud over Driss og Philippe, de gør nemlig også både filmen og forestillingen til den historie, den er – og gå mere i dybden med de kulturelle forskelle for netop at forstå vores medmennesker endnu bedre. Og så har jeg det virkelig bare grineren over, hvor dejlige publikum er – så umiddelbare og generøse, som særligt kommer til udtryk i escort-scenen, men også den famøse te-scene, hvor Driss hælder varmt vand på Philippe. Hvordan publikum spontant råber: “Åhhh nej,” selvom de godt ved, hvad der skal til at ske. Det er det fantastiske ved teater. Det sker her og nu, og publikums reaktioner er den sidste medspiller på scenen.
Har du en personlig favoritrolle ud af dem, du spiller?
Det må være escortscenen. Den er for fed. Jeg kan give fuldt smadder i den scene, og det elsker jeg. Den er sjov og legende og så lidt jantelovsagtig. Og så er der karakteren Magalie, som arbejder som sekretær hos Philippe. Hun er flirtende, let i energien, har sin egen vilje og vej og står stærkt og selvstændigt i sin kvindelige, feminine energi.
Er der en særlig rørende scene i teaterversionen?
Jeg synes, der er mange rørende interaktioner. Men hvis jeg skal vælge blot én, er det slutscenen, hvor Driss forlader Philippe. Den scene er indbegrebet af det magiske ved netop den fortælling – forholdet og venskabet, de to mænd udvikler til hinanden. Og det er netop dét, jeg elsker mest ved filmen og forestillingen – at vi er til for hinanden. Punktum.
Hvad drømmer du om for din videre skuespilkarriere?
Den største bedrift ville være at skabe mine egne projekter – mit eget produktionsselskab. At få muligheden for at fortælle mine historier ud fra det, som jeg synes er vigtigt og relevant. Der er en stor værdighed og selvværdsfølelse i at skabe sit eget. Den ære kan ingen tage fra dig, og succesen ved at have skabt mit eget må være den største anerkendelse. Så det er klart en drøm, jeg arbejder hen imod at gøre til virkelighed.
Der er stadig ledige billetter til forestillingen, men du skal nok ikke tøve alt for længe.
