Oplev

Ballet under åben himmel: Her er forestillingen, du skal opleve denne sommer

- 13/07/2023

At dømme ud fra premieren på den smukke balletforestilling har du bestemt noget at glæde dig til.

Med ti særlige forestillinger turnerer Verdensballetten landet denne sommer – fra Sølyst over Schackenborg slot til Den tilsandede kirke i Skagen. 

Og det var intet mindre end magisk, begavet, charmerende og med glimt i øjet, da Verdensballetten for 15. gang havde premiere onsdag den 12. juli under åben himmel nord for København.

ELLE var med på tilskuerrækkerne ved den magiske aften for at rapportere fra det, der ude tvivl bliver en af årets store oplevelser, hvis du også elsker ballet.

Som et trylleslag og med rettidig omhu blev regnen slukket og solen brød frem, da konferencier og bagmand Jens Christian Wandt med 10 minutters forsinkelse kunne byde velkommen til en aften som han sammen med Verdensballettens kreative chef Steven McRae, har tilrettelagt.

Foto: Jesper Grønnemark - Verdensballetten

Astrid Elbo fremfører 'Sonnet Dance' ved premieren i Sølyst.

Der blev fældet en tåre, da ukrainske Iana Salenko med partneren (og manden) Marian Walter dansede ’Clair de lune’, grint da Steven McRae vanen tror ’stepballettede’ os til pause og da Xander Parish og Reece Clarke opførte streetballet, som koreograf Joshua Junker opfandt i Londons tomme gader under coronanedlukningen. Og så blev der fuldstændig stille, da en uimodståelig Tornerose tonede frem med sine fire bejlere.

Wandt guidede publikum veloplagt gennem aftenen (også med sang sammen med operasanger Sofie Elkjær Jensen) – ligeså gjorde Verdensballettens to geniale og møgcharmerende musikere; Niklas Walentin og Alexander McKenzie.

Foto: Jesper Grønnemark - Verdensballetten

Der er dømt smukke lokationer for turnéen gennem hele sommeren.

Verdensballetten opfører i alt ti forestillinger over sommeren på unikke lokationer frem til den 3. august.

Den 1. august vises i tillæg en særforestilling ’Dance for Hope’ i Mindeparken i Aarhus til fordel for Ukraine. Læs mere, og køb billetter på verdensballetten.dk.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.