Oplev

5-stjernet udstilling om dansk dronning (og forkæmper for kvindebevægelsen) kan opleves 40 minutter fra København

- 30/05/2025

Frederiksborg Slot er i dag et nationalhistorisk museum, der fortæller om vigtige begivenheder, der har gjort Danmark til Danmark. Nu åbner en særudstilling om Grevinde Danner, der gik fra bunden af samfundet til at være kongens hustru. Samlings- og udstillingschef på Frederiksborg Mette Houlberg Rung fortæller.

Hvem var grevinde Danner?

Louise Rasmussen, som vi senere kommer til at kende som Grevinde Danner, blev født i 1815 som datter af en enlig tjenestepige. Det lå i kortene, at en pige som Louise Rasmussen skulle vokse op og blive sypige eller tjenestepige. Men Louise Rasmussen fulgte ikke den forventede livsbane. Til trods for, at hun var født på bunden af samfundet, blev hun gift med Danmarks konge – Frederik 7. Deres ægteskab vakte stor skandale i samtiden, men siden er Danner blevet anerkendt som en af Danmarks største mønsterbrydere og som en kvinde, der havde blik for de svageste i samfundet.

Den nye særudstilling sætter fokus på Grevinde Danner og den måde eftertiden har fortolket hende på. Så hvordan er det?

Udstillingen krydser historier fra Louises liv med eftertidens fortolkninger af hende. Den viser, hvordan vi har ladet os provokere og inspirere af hendes person. I sin samtid blev Grevinde Danner udskældt. Hun kom ikke fra en fyrstelig stand og kunne dermed ikke producere de arvinger, der var nødvendige for monarkiet. Men udstillingen viser også, hvordan arbejderbevægelsen værdsatte hende. De så hende som en kvinde af folket, der var med til at bekæmpe social uretfærdighed. Senere fik avantgardekunstnere og de kulturradikale øje på hende. De så hende som et frigjort menneske, der brød med normerne og skabte sit eget liv. Endelig blev Danner bannerfører for kvindebevægelsen. Især i forbindelse med etableringen af Dannerhuset. På den måde er Danners historie også Danmarkshistorie.

Danner var modehandlerske og iværksætter i en tid, hvor dette ikke var velanset. Fortæl om det.

Efter Louise Rasmussen havde født og bortadopteret hende og Carl Berlings søn i 1841, stoppede hun ved balletten. De måtte ikke gifte sig for Berlings familie, og derfor måtte hun finde en måde og ernære sig på. Efter fransk inspiration etablerede hun en modebutik i København og blev dermed en af første kvinder til at eje en butik.

Hvilke former for skatte fra arkivet kan man glæde sig til at se?

Der var så mange fantastisk ting i arkivet på Jægerspris Slot. Her kommer vi helt tæt på Danner. Et eksempel er et notat som hun selv har skrevet, og som vi fandt mellem de smædeskrifter, der hånede hende og Frederik 7. I notatet rækker hun ud til eftertiden og beder os om at se på Frederik 7. og hende på en mere retfærdig måde. Det er et følelsesladet notat, der afslører, hvor frustreret hun her, og hvor svært det har været at blive udsat for alt det had.

Dronning Mary på Frederiksborg Slot ifm. udstillingen om Danner.

Der indgår særlige værker som bl.a. er fundet i private hjem. Fortæl om den proces

I efteråret 2024 efterlyste vi på Frederiksborg to værker. Det var to kunstværker fra 1918 og 1919 udført af Mogens Lorentzen og Jais Nielsen. Nogle af tidens mest radikale kunstnere. De har begge skildret hende. Det ene værk af Morgens Lorentzen dukkede op. Det var en del af en udsmykning til en dengang helt ny og moderne biograf Kino-palæet på Gl. Kongevej i København. Vi havde troet, at værket var gået til, da biografen blev sprunget i luften i 1944. Efter en masse gravearbejde viste det sig, at det var det ikke, og så gik jagten på det ind. Efter en del blindspor og en stor mediedækning blev værket faktisk fundet. Så det kan man se på udstillingen. Det andet værk af Jais Nielsen har vi desværre ikke fundet endnu. Det er en del af en serie på 5 værker, hvor vi har de 4 andre i udstillingen. Det vil være helt fantastisk, hvis det dukker op. Det er ikke set siden 1919, så måske er det gået til, men vi ved det ikke.

Udstillingen åbnede 1. maj 2025 og slutter 16. november 2025 på Frederiksborg Slot. Læs mere her.

Foto: default
Læs ogå

Marie Bach Hansen fra Reservatet: “Der er helt sikkert ting, vi lukker øjnene for, for at kunne holde det ud. Her tænker jeg både på fattigdom, krige og klima. Det er noget, jeg håber, folk vil tage med fra serien”