Hvordan kan det være, at tøjindustrien i 2021, hvor køn og seksuel orientering er individuel og flydende, stadig holder benhårdt fast i herre- og damemode? ELLE ser nærmere på mænd, der går i kjoler, og hvorfor køn i modesammenhæng måske snart er en saga blot.
Denne artikel er første gang bragt i ELLEs augustnummer 2021.
Både mytologien og historiebøgerne er fulde af eksempler på cross-dressing, både af religiøse årsager, men også i forbindelse med kunst- og sceneoptrædender som burlesque og teater. Det er blevet brugt som forklædning for at få mere frihed eller som seksuel udtryksform.
Så selv om ord som unisex, genderless og kønsneutral er ‘all the hype’ lige nu, og repræsentationen på de internationale catwalks set med LGBTIQ+-brillerne på er blevet meget mere flydende end for blot et par år siden, er der intet nyt under regnbuen i, at kvinder går i bukser og mænd i kjoler.
Alligevel lød der et ramaskrig, særligt på de sociale medier, da sangeren Harry Styles i december 2020 var den første mand, der prydede amerikansk Vogue, og det endda i en meget klædelig blondekjole fra Gucci. For hvad var den nu af? Hvorfor skulle en efter sigende heteroseksuel mand optræde i den mundering?
Reaktionerne var især overraskende, når man tænker over, hvor verden er i dag. Kød bliver lavet af planter, man kan have en kandidatgrad i oldgræsk og erhvervsøkonomi, vi har udsigt til at kunne bo på Mars inden for en overskuelig årrække, 60-årige kvinder får børn, og kunstig intelligens er ikke science fiction.
Alligevel er det sådan, at når det gælder mænd i kvindetøj, er mange af os af en eller anden grund stadig konservative. Vi tager hermed på en rejse tilbage til tidernes morgen for at afmystificere de kønsstereotyper, der er forbundet med vores påklædning, og viser, at det er lige så normalt i dag, som det var, før Ruder Konge var knægt.
Læs også: Nej tak til forbud: Derfor er crop toppen en tendens, der er kommet for at blive
Historien har talt
Vi kan begynde historietimen på egne breddegrader i den nordiske mytologi. Allerede her er der eksempler på, at mænd trak i kjoler, og vi skal ikke grave dybere i sagnskrifterne end til guden Thor og hans følgesvend Loke, der klædte sig ud som brud og kammerpige for at vinde i kærlighed.
Også i Asien findes der sagn om folk, der ikke lader sig begrænse af deres køn. Historien om Mulan (det er altså ikke et Disney-påfund), hvor den unge pige, der stod til at skulle giftes, i stedet stjal sin fars uniform og drog i krig under dække af at være en mand.
I 1500-tallets England, da Shakespeare skrev sine udødelige stykker, var det ikke tilladt for kvinder at optræde på en scene. Derfor var det mænd, der spillede alle kvinderoller. Og i 38 bestående værker er der syv tilfælde af karakterer, der klæder sig modsat deres køn (hvilket altså betyder, at mænd i nogle tilfælde spillede kvinder, der udgav sig for at være mænd).
I 1700-tallets Frankrig og England gik mænd med parykker, kjolefrakker af brokade, en overflod af pasteller, blonder og applikationer i guld, silkehandsker, knæstrømper og nydelige sko med guldspænder og hæl. Disse elementer var comme il faut for mandeekvipagen, selv om de i dag falder under det, samfundet ville betegne som ‘feminine’.
Det var også på dette tidspunkt, at nysgerrigheden i forbindelse med cross-dressing højnedes. En af de mest kendte cross-dressere var franskmanden Charles d’Eon, kendt som Chevalier d’Eon, der var medlem af den franske kong Louis XV’s hemmelige indsatstyrke. Han kunne gå for at være en kvinde og brugte det som trumfkort på spionopgaver for kongen.
Når de hårdtslående, mjøddrikkende nordiske guder og Shakespeare i det nyligt reformerede protestantiske England kunne acceptere mænd i kvindetøj og vice versa, kan man undre sig over, at det stadig i vor tid er til debat, hvad vi tager på.
Læs også: BIPOC: Det Soulfuls lancerer nyt mentorship-program til unge kvinder
Fra Coco Chanel til Harry Styles
Selv om der er masser af eksempler i historien på, at mænd og kvinder bytter tøj, er det dog først i 1900-tallet, at påklædningsreformationerne tog fart. Det pudsige er dog, at vi hele vejen igennem har været så utroligt fokuserede på kvindefrigørelsen og kvinders ret til at klæde sig præcis, som de vil, at vi helt har glemt mændene.
Coco Chanel slog sit slag for bukser, løse taljer, affeminiserede kvinders hverdagspåklædning og banede vejen for herreinspirerede snit – og mens den udvikling fortsatte med shorts, der blottede anklerne, jakker i uniformslignende tweed, bukser, jeansenes indpas i slut-1950’erne, YSL’s Le Smoking fra 1966 og 1990’ernes kønsløse ‘normcore’.
År for år blev det mere almindeligt, ja, ligefrem ubetydeligt, at kvinder gik klædt i herretøj. Flere kvindelige stilikoner har tilmed centreret deres signaturlook omkring styles tyvstjålet direkte fra herregarderoben. I 1930’erne var det Hollywoods originale stjerner, Katharine Hepburn og Marlene Dietrich, der rockede bukser, før den påklædning faktisk var socialt accepteret for kvinder.
I 1960’erne var det som sagt Yves Saint Laurent, der introducerede det første jakkesæt til kvinder. I 1977 spillede Diane Keaton hovedrollen i filmen ‘Annie Hall’, hvor hendes herreklædte karakter favoriserede bowlerhatte, veste, slips og herreskjorter. Looket lever i bedste velgående – særligt blandt kvinder – den dag i dag.
Og så er der jo newyorker-fænomenet Fran Lebowitz: forfatteren, hvis ikoniske uniform har været uforandret siden 1970’erne og stadig udelukkende består af elementer fra herregarderoben: en hvid herreskjorte, oversize marineblå blazer, unisex Levi’s 501-jeans, brune cowboystøvler og runde briller.
Så hvorfor er det, at kvinder kan klæde sig mere eller mindre på, som de vil, men at det skaber polemik, når en mand optræder i en kjole på forsiden af et magasin? Er mændene, uanset seksuel overbevisning eller personlig kønsidentifikation, ikke i deres fulde ret til at vælge lige så frit, hvad angår deres tøj, som kvinder?
Læs også: Overlagt mord eller kvindens frie valg? Her er 10 højdepunkter i dansk aborthistorie
Real men wear skirts
Det er jo ikke, fordi Harry Styles er det første eksempel i nyere tid på mænd, der har haft ‘dametøj’ på. Musik-, mode- og underholdningsindustrien har længe opereret med flydende æstetiske grænser mellem kønnene. Tag blot David Bowie, Lenny Kravitz og Prince og mere nutidige eksempler som Jaden Smith, A$Ap Rocky og Pharrell Williams.
I den mere excentriske ende af påklædningsskalaen finder man skuespilleren Jared Leto (som har dannet par med Scarlett Johansson og Miley Cyrus), og som flere gange har haft nederdel på, når han har optrådt på den røde løber og affærdiget onde tunger med tweetet: “Real Men Wear Skirts”.
Modefænomenet og ‘Pose’-stjernen Billy Porter er kendt for sine ekstravagante gallakjoler, som altid overrasker, og han forklarer sine modevalg med, at han ønsker at inspirere andre til at samle mod til at udtrykke sig, som de vil, gennem det, de har på. “Mit ønske er at være et stykke levende politisk kunst, hver gang jeg viser mig (på en rød løber, red.). At udfordre forventningerne. Hvad er maskulinitet? Hvad betyder det egentlig?” har han udtalt.
Han får selskab af Jonathan van Ness fra reality-serien ‘Queer Eye’, der ofte optræder i kjoler på den røde løber og er med til at nedbryde kønsroller outfit for outfit. Designeren Marc Jacobs er heller ikke bleg for at integrere kjoler, nederdele og høje hæle i sit look. “Jeg opdagede, hvor dejlige (nederdele, red.) er at have på. De er behagelige, og det gør mig glad at have dem på, så jeg skaffede flere. Nu kan jeg ikke lade være med at tage dem på,” har designeren sagt.
… Og så er der Harry Styles. Guccis chefdesigner, Alessandro Michele, har kaldt Styles ‘revolutionerende’ for sine kønstrodsende valg og udnævnt ham til at være ‘symbolet på en ny æra’. Men, som magasinet Dazed ganske rigtigt spørger: “Er han nu også det? Er en pæn, rig, cis-kønnet, hvid mand i en dyr kjole på forsiden af et eksklusivt modemagasin virkelig så grænseskubbende?”
Selvfølgelig er forsiden ikke uden betydning, for der er store skift i gang. Både på danske såvel som internationale catwalks er der for hver sæson flere eksempler på et alsidigt modelcast, der handler mere om modellens personlighed, end om vedkommende betegner sig selv som han, hun eller de.
Vi har set det herhjemme hos Rotate Birger Christensen, der sender modellen Vincent Beier (der ifølge sin insta-bio byder alle personlige pronominer velkommen, men som biologisk er født som mand og foretrækker at gå i tøj til kvinder) ned ad runwayen i deres festlige kjoler, og Stine Goya, der med sit ‘House of Goya’- univers har inviteret modeller af alle etniciteter, størrelser og seksualiteter til at vise brandets kollektion.
Det samme gælder internationalt, hvor der denne sæson, S/S 2021, både hos MM6, Mugler, Westwood og Loewe både var mænd og kvinder i kjoler. Og derfor betyder Harry Styles’ Vogue-forside også mere end den konservative Twitter-debat, der forlangte at ‘bringe rigtige mænd tilbage’, da den læner sig op ad en queer-ificering af den heteroseksuelle norm.
Altså at mennesker, der definerer sig selv og defineres af andre som værende heteroseksuelle, inkorporerer elementer fra queer-kulturen i deres liv og udtryksformer, som når Harry Styles går med store perleøreringe, har multifarvet neglelak på eller bærer en couture-kjole fra Gucci på forsiden af Vogue.
Styles er med til at normalisere de mænd, der udfordrer den gamle form for maskulinitet. “Hvad kvinder har på? Hvad mænd har på? For mig er det ikke et spørgsmål. Hvis jeg ser en smuk skjorte og bliver fortalt, at ‘den er til kvinder’, tænker jeg: ‘Okaaaaay? Det giver mig ikke mindre lyst til at have den på’. Jeg tror, at det øjeblik, du føler dig tilpas med dig selv, bliver alting meget lettere,” har Styles sagt til The Guardian i kølvandet på Vogue-forsiden.
Så hvad betyder det egentlig i 2021, om tøj er til mænd eller kvinder? Ingenting.
Læs også: Vincent Beier: “På mange måder bliver det hele nemmere, jo ældre man bliver”
