Kultur

Noomi Rapace

- 20/02/2009

D. 27. februar var der premiere på filmatiseringen af bestselleren Mænd der hader kvinder. Kvinden der har hovedrollen, Noomi Rapace, spås en fremtid som stjerne.

Det er umuligt at tage øjnene fra hende. Hun er 163 cm høj og et lille nips, men hendes udstråling fylder hele suiten ud på det luksuriøse Hotel Strand i Stockholm. Navnet er Noomi Rapace, og den 29-årige skuespiller, der bærer det, står foran et internationalt gennembrud.

På vej mod stjernene
Noomi Rapace vandt sidste år de to mest prestigefyldte danske filmpriser, en Robert og en Bodil, for sin præstation i den kritikerroste Daisy Diamond. Hun er gift på syvende år med kollegaen Ola Rapace, det svenske svar på Mads Mikkelsen. Hun er urimeligt smuk og har en særlig fornemmelse for stil, der får det, hun har på i dag – smokingjakke fra Malene Birger, T-shirt fra Lovisa Burfitt, smalle, sorte jeans fra Acne og blankpolerede, sorte herresko fra Tiger – til at ligne en million. Og så har hun scoret hovedrollen i Mænd der hader kvinder.

Salander en antiheltinde
– Det var stort for mig at få rollen som Lisbeth Salander. Da jeg læste bøgerne, syntes jeg først, at hun var skide irriterende. Men man kommer til at holde mere og mere af hende, når man forstår, hvorfor hun er blevet, som hun er, siger Noomi og hentyder til Salanders hårde barndom. Når Lisbeth er blevet så populær især blandt kvindelige krimilæsere, tror Noomi Rapace, det kan være, fordi hun er en ny type heltinde i forhold til dem, vi er vant til at se på tv. – Kvinderne i serier som Sex and the City lugter ikke af sved, og der er ikke noget grumt eller grimt ved dem. Lisbeth er modsat, siger Noomi Rapace.

Følte sig uelsket
– I bøgerne er Lisbeth lidt en tegneseriefigur. Hun er lille bitte, men slås som et mandfolk. Hun er grim, men alle bliver tiltrukket af hende, siger hun. Men det var ikke svært at finde ægte træk i figuren, for Noomi Rapace. – Jeg har på en vis måde også haft en hård barndom, siger hun. Noomi er datter af en spansk far og en svensk mor. Men hendes far valgte familien fra og holdt kun meget sparsom kontakt med sin datter. – Jeg tror, at alle børn, der bliver forladt, fantaserer om: – Hvorfor vil han ikke have mig? Man har følelsen af ikke at være elsket.

Hullet heles af en ny kærlighed
– Jeg tror, at hullet altid vil være der, men via kærligheden, så kan man bedre få øje på det og måske bedre mærke, at hullet er der. Før jeg mødte Ola, var jeg bare sådan ‘wooooooaaaa’ – fuld fart på. Jeg flygtede bare fra det. Kærlighed løser ikke noget i sig selv, men man kan bruge den til at hele sig selv, siger hun. Når jeg føler, at jeg vælger rigtigt i mit arbejde, og det lykkes, og når jeg er sammen med min familie, og jeg kan være nærværende, så kan jeg føle, at … roen falder på inden i mig. Hullet fyldes ikke helt op, men behovet for bekræftelse blegner. Så føler jeg, at mit liv har retning.

NOOMI BLIVER MEGASTOR

– Jeg troede, at det sværeste ved Mænd der hader kvinder ville være at finde Lisbeth Salander. Så mødte jeg Noomi. Hun var næsten for smuk, for man må ikke se Lisbeth og tænke, at hun kunne være på forsiden af Vogue. Men Noomi er kompromisløs. En helt speciel skuespiller, lille og drenget, men også smuk og feminin. Nej feminin vil jeg sgu ikke kalde hende, men meget smuk! Man kan mærke, at når hun er på, kommer der til at ske noget. Hun bliver megastor.
Niels Arden Oplev, instruktør på Mænd der hader kvinder