Mad og drikke

New Yorks mest omtalte bagel-shop åbner hos dette populære spisested i København – men kun i en begrænset periode

- 19/05/2025

Nu kan du få New York-bagels i København. Skal du forbi?

Hvis der er én ting, som er synonym med New York, og som er på ønskelisten, når turen turen går til det store æble, må det være bagels. Og særligt én bagel-shop skiller sig ud fra mængden.

I løbet af halvandet år har de åbnet fire butikker i New York. Køen til stedet kan nemt fortsætte 50 meter ned ad gaden i weekender. Og tilbage i november måned bragte The New York Times en artikel om stedet med følgende rubrik: “Hullet i denne bagel-shops forretningsmodel? Den er for populær.”

For TikTok-brugere med gastronomiske interesser, ringer ‘Apollo Bagels’ højest sandsynligt en klokke. Det New York-baserede spisested er nemlig gået viralt på mediet verden over på meget kort tid. Og om det er hypen værd, det kan du snart selv finde ud af – uden at skulle krydse Atlanten, vel at mærke.

Der er nemlig gode nyheder for danske bagel-elskere.

I slutningen af maj måned tager ikke bare ejer af Apollo Bagels Joey Scalabrino atter turen til Danmark, denne gang ledsages han nemlig af sit populære brand og opskriften bag de lækre bagels, der har trukket mange overskrifter – blandt andet grundet de gastronomiske evner om gæring, hydrering og fermentering, Scalabrino tilbage i 2013 tillærte sig under et besøg i netop Danmark, hvor han tog sin fascination for madscenen og surdejskulturen herfra med tilbage til New York og i 2020 startede bagel-virksomheden, som er kendt for sin sprøde skorpe og seje og syrlige indre – og på atypisk New York-facon serveres open faced.

“Hvor kan jeg finde disse bagels?,” tænker du måske. Det ligger i virkeligheden lige til højrebenet, at Apollo Bagels vil kunne opleves hos Apollo i Nyhavn – ikke bagels, men spisestedet, kok Frederik Bille Brahe over efterhånden mange år har gjort til et epicenter for kulturelle begivenheder.

Sammen med Tipster er de to parter nemlig gået sammen om en pop up, der kommer til at løbe over sidste weekend i maj, hvor alle kan komme forbi og sætte tænderne i bagelsne.

Ikke nok med at de to kulinariske steder er velkendte i hver deres hjemby, så er Bille Brahe også selv faldet pladask for shoppen i New York, som hans egen restaurant deler navn med, og som han under sit seneste besøg i New York kørte direkte til, efter han landede på det amerikanske fastland.

Frederik Bille Brahe

På menukortet vil du kunne finde Apollo Bagels’ klassikere med henholdsvis laks og med tomat, og desuden udvider Bille Brahe repetoiret med unikke varianter, der tager afsæt i danske sæsonråvarer såsom jordbær og asparges, og som vil være eksklusive for pop up’en.

Apollo Bagels x Apollo pop-up vil kunne besøges 30. maj, 31. maj og 1. juni 2025 kl. 9:00-16:00.

Læs ogå

6 nye spisesteder i København, som netop er åbnet (eller snart gør)