Kultur

La divine Laetitia Casta

- 17/05/2010

Selvom hun har træk tilfælles med Brigitte Bardot, var Laetitia ikke besnæret ved udsigten til at skulle føre sig frem som sexsymbolet på lærredet. Men det fik Brigitte Bardot heldigvis lavet om på

Den veldrejede franske topmodel og skuespiller Laetitia Casta er gennem hele sin karriere blevet sammenlignet med sexsymbolet over dem alle, Brigitte Bardot. Nu er la divine Casta aktuel i rollen som netop BB i filmen om musikeren og damevennen Serge Gainsbourg i instruktøren Joann Sfars “Gainsbourg” (Et heroisk liv). ELLE har mødt en ualmindelig skøn stjerne.

Hvordan reagerede du, da Joann Sfar ville have dig til at spille bardot?
Jeg var i syv sind, på én gang tilfreds og meget ængstelig. Inderst inde var jeg sikker på, at jeg ville sige nej. Ikke blot fordi det forekom mig som det rene vanvid at spille Bardot, men tilbuddet vakte også nogle ubehagelige fornemmelser, som jeg havde haft held til at frigøre mig fra, da jeg blev skuespillerinde: risikoen for at blive betragtet som en genstand, et sexobjekt. I bund og grund ville det være ulideligt for mig at skulle inkarnere et sexsymbol, det er jo sygt!

Laetitia Casta

Laetitia Marie Laure Casta (f. 11. maj, 1978, i Pont-Audemar, Eure, Frankrig). Topmodel og skuespiller. Hun har tre børn, Sahteene (f. 2001), Orlando (f. 2006) og Athena (f. 2009) og er forlovet med den italienske skuespiller Stefano Accorsi. Som fransk topmodel var Laetitia Casta mesteren Yves Saint Laurents muse. Hun har været ansigt for bl.a. L’Oréal, Dior, Chanel og Ralph Lauren. I 1998 sprang hun ud som (anmelderrost) skuespillerinde i Astèrix og Obelix som Falbala, og i 1999 fik hun hovedrollen som Léa I filmatiseringen af Regine Deforges’ Pigen med den blå cykel. Lige nu er hun aktuel i tegneserietegneren Joann Sfars magiskrealistiske film Gainsbourg, hvor hun spiller en supersexet, charmerende og livsglad Brigitte Bardot.

Hvad fik dig til at skifte mening?
Brigitte Bardot selv! Vi kendte ikke hinanden, men jeg ringede til hende, og hun fortalte mig ikke alene om sin historie med Gainsbourg, men også om hele epoken. Hvad det havde betydet for hende at være sin samtids mest begærede kvinde. Og hun rådede mig til at go for it og ikke være bange.

Og du er ikke selv en forførerske?
Nej, det tror jeg ikke. Vores psyke er overhovedet ikke ens, og det er i øvrigt takket være denne ulighed, rollen var mulig. Jeg prioriterer visse ting, men har ikke det behov for at blive elsket for enhver pris. I modsætning til Bardot har jeg aldrig anvendt mit udseende som noget, jeg skulle leve af. Det siger jeg kun, fordi det er noget, hun aldrig har lagt skjul på.

Du har ændret dig meget i din fremførsel på lærredet … Er du selv bevidst om det?
Jeg er efterhånden blevet mere og mere fortrolig med at optræde. For ti år siden havde jeg lyst til det, men omgivelserne troede ikke helt på det. De lavede ansigter: ‘Så er der igen en model, der skal prøve noget andet.’ Vejen er stadig lang, men jeg er tålmodig. For nylig indså jeg, i hvor høj grad jeg holdt af mit job som skuespillerinde, og hvor højt jeg elskede det.

Man opfatter dig gerne som dristig
… Nysgerrighed og spontanitet kan føre mig på veje, jeg ikke forestillede mig. Først bagefter opdager jeg, at det kaldes dristighed.

Andre relaterede artikler:

Stilikon:
Jane Birkin
Fra Hollywoodstar
til fyrstinde i Monaco
Dronning Rania
af Jordan