Sidste forår blev læsere af ‘The New Yorker’ mødt med overskriften ‘Katie Kitamura Knows We’re Faking It’. Artiklen var et interview med den amerikanske forfatter Katie Kitamura, der netop var udkommet med romanen ‘Audition’ – en bog, der handler om den performance, vi hver dag er en del af, de karakterer, vi spiller, og det spind af fortællinger, der giver os en ramme om verden, så vi bedre kan forstå den. I februar udkom bogen på dansk.
Blå bog
Katie Kitamura (f. 1979) er en amerikansk forfatter og kunstkritiker, født i Sacramento, Californien, i en familie med japanske rødder. Hun har skrevet fem romaner, der er udkommet på 27 sprog. Fire af dem er oversat til dansk: ‘Intime relationer’, ‘Sidste chance’, ‘Afsked’ og nu ‘Audition’. Hun bor i Brooklyn, New York, med sin mand, forfatteren Hari Kunzru, og deres to børn.
Hun er blevet sammenlignet med både Ernest Hemingway og Rachel Cusk og er i virkeligheden nok helt sin egen: amerikanske Katie Kitamura, der om lidt er aktuel på dansk med den virtuose roman ‘Audition’ – en bog, der foregår i teatermiljøet i New York og hjemme hos en kvindelig skuespiller, hvis verdensbillede forskydes, da hun en dag bliver passet op af en ung mand.
Katie Kitamura er kendt for at skrive så fængslende præcist, at hun næsten ingen ord behøver.
Da ELLE sætter hende digitalt stævne en formiddag på The New York Public Library, flyder ordene til gengæld let, og det føles, som om vi får en lille bid af hemmeligheden Kitamura:
I ‘Audition’ er meget usagt, og det er svært at sige noget uden at sige for meget. Kan du selv sige lidt om, hvad ‘Audition’ er for en bog?
“Romanen åbner med en kvinde, der er midt i livet. Hun er lykkeligt gift og har en succesfuld karriere, da en ung mand tager kontakt til hende. Alt, hvad hun forstår om sig selv og sin plads i verden, forsvinder i det øjeblik, og det er herfra, de potentielle narrativer udfolder sig. Jeg var interesseret i at skrive om, hvordan helt essentielle oplevelser – forældreskabet, at være i et ægteskab eller det at skabe kunst – indeholder nogle modsatrettede elementer, der ikke er forsonlige. Mange af de fortællinger, vi hele tiden er omgivet af, handler om at forstå og skabe mening i de diskrepanser. Jeg ville skrive noget, der tillod diskrepanserne at eksistere side om side.”
“Det med at performe en identitet bliver oftest betragtet som noget negativt, f.eks. når vi taler om den performative kultur på sociale medier”
Hvorfor er det vigtigt at stille de her spørgsmål om, hvem vi er, og hvilke roller vi spiller?
“Jeg tror, der er et element af performance i den måde, vi alle eksisterer i verden på. Jeg følte det særlig stærkt, efter at jeg havde fået børn, hvor jeg var meget bevidst om, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være mor. Jeg ‘spillede’ rollen, som jeg så den udspille sig og blive præsenteret i kulturen, og som jeg oplevede den, når jeg gik ned ad gaden i Brooklyn. Det slog mig, at det med at performe en identitet oftest bliver betragtet som noget negativt, f.eks. når vi taler om den performative kultur på sociale medier. Idéen om, at vi ikke automatisk har en sikker følelse af vores identitet, virker skræmmende. Jeg tror på mange måder, at vi formår at eksistere gennem den slags forestillinger. Se på børn – de spiller rollespil hele tiden. De spiller læreren, moren, bageren og tog konduktøren, og den performance er med til at give dem en forståelse af, hvordan det er at være til her i verden. Vi forventer, at mennesker stopper med at spille rollespil i en vis alder, men jeg oplever, at vi fortsætter med at trække på kulturen omkring os for at forstå, hvordan vi eksisterer. Det er det, bogen udforsker.”
De fleste af os har det nok, som om vi altid er lidt til en form for audition. Hvilke tanker har du lagt i titlen?
“Præcis. Hver gang vi står over for en ny relation, er vi på sin vis til audition på en rolle. Det er måske tydeligst i kærlighedsrelationer, men det gælder i mange former for forhold, selv de forhold,der allerede er etablerede. Når der opstår et skift i dynamikken, tester og søger vi en ny rolle.
I bogen er jeg også interesseret i en anden brug af ordet audition, audition som refererende til det, du hører. Det lydspor, der er omkring dig. Hovedpersonen er bogen igennem meget opmærksom på, hvad hun kan høre, og hvad hun ikke kan høre, ikke kun når hun er på teatret, men også i lejligheden, hvor hun kan høre hviskende samtaler eller lyde. Hun er hypersensitiv, hvilket jeg også gerne ville referere til i titlen.”
Hvordan fik du idéen til at fortælle historien i to skelsættende afsnit?
“Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er dele af vores liv, der ikke rigtig passer sammen. Bogen handler om moderskabet, om at skabe kunst og om spændingen mellem de to ting, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg kunne skrive spændingen ind direkte i bogens struktur. Jeg ville se, om jeg kunne få det til at fungere som et plottvist eller i hvert fald føles som et plottvist og måske vise, at verden kan ændre sig og blive ustabil under vores fødder på et splitsekund.”
“I ‘Audition’ findes rodløsheden inde i karakteren, og det var derfor oplagt at lade hende befinde sig i sin egen by. Uroen og følelsen af at være forkert er der stadig”
Handler romanen også om at være midt i livet? Og den forvirring, det kan skabe i forhold til identitet og verdensforståelse?
“Bogen handler for mig meget om at være midt i noget, midt i livet, i midten af et forhold. Der findes så mange historier om begyndelsen af et forhold og mange historier om afslutningen på et forhold. Jeg var interesseret i den midterste fase, som er en periode, hvor der er færre tydelige fortællinger. Forvirringen, eller uklarhederne, er størst i anden del, hvor hovedpersonen prøver at forstå, hvad der er virkelighed, og hvad der ikke er, og noget af det hænger sammen med, at hun forhandler med en periode af livet, hvor de her historier bare er meget utydelige. Hun har ikke et anker, hun kan holde fast i. For mænd er historien om midtlivskrisen meget mere fortalt og velkendt. Det er den ikke for kvinder, og derfor er transitionen mere forvirrende.”
Dine tidligere romaner har foregået forskellige steder i bl.a. Europa. ‘Audition’ foregår i New York, hvor du selv bor. Hvad har det tilført historien?
“Jeg har ikke ladet en bog foregå i USA før nu, fordi jeg altid har været interesseret i følelsen af rodløshed, følelsen af at være amerikaner på international grund og det her med, hvad hjem er for karaktererne. I ‘Audition’ findes rodløsheden inde i karakteren, og det var derfor oplagt at lade hende befinde sig i sin egen by. Uroen og følelsen af at være forkert er der stadig. Derudover er New York også en skøn by at beskrive, fordi du kan trække på den filmiske fortælling, de fleste læsere allerede har om byen. Man behøver kun at give en lille detalje, behøver kun at skitsere omgivelserne, så fuldender forestillingsevnen selv billedet. De fleste har en fornemmelse af, hvordan et teaterliv i New York udspiller sig, så jeg behøvede ikke at gå i detaljer. Jeg har fået foræret en hel masse atmosfære på grund af lokationen og har derfor kunnet forblive i hovedpersonens hoved og dvæle ved de spørgsmål, hun stiller sig selv.”
Du bor selv i New York og er selv del af et kreativt miljø i byen. Hvordan har det været at skrive om noget så tæt på dig?
“Min seneste roman foregik ved Den Internationale Domstol i Haag og krævede en stor mængde research, fordi det ikke er en verden, jeg naturligt selv har oplevet. Det har været anderledes med ‘Audition’. En stor del af mine venner er skuespillere, og da jeg i sin tid flyttede til New York, arbejdede mange af dem med små produktioner på de små teatre downtown. Jeg sad tit og så dem øve og betragtede helt naturligt deres verden uden på det tidspunkt at have intentionen at ville skrive om det. Jeg har haft nogle venner til at læse manuskriptet igennem, men ellers er det mine egne oplevelser fra teaterverdenen, jeg har bragt ind i historien, mine egne erfaringer med den kompleksitet, der er i relationerne, når man skaber noget sammen. Jeg føler, jeg fik modet til at tage større risici andre steder i bogen, fordi jeg følte mig sikker i det miljø, jeg skriver om.”
Katie Kitamura
Hvordan udspiller dit eget liv i New York sig? Kan du sætte scenen?
“Jeg flyttede til New York i 2008, hvilket ikke føles som længe siden, selvom der jo er gået lang tid. Jeg havde boet i London indtil da. Da jeg flyttede til byen, var jeg lige begyndt at skrive fiktion, men jeg skrev også en del kunstkritik og kom som sagt meget i teaterverdenen, så jeg befandt mig ikke kun i det litterære miljø, hvilket var meget nærende. Min mand er også forfatter, så vi er to skribenter under samme tag, og som så mange andre forfattere bor vi i Brooklyn. Lige nu er jeg så heldig at være tilknyttet The New York Public Library, så jeg kan sidde her i bibliotekssalen og skrive. New York er en fantastisk by at arbejde i – du har adgang til noget af det mest enestående kreative og kunstneriske arbejde, du springer bare på subwayen, og i løbet af ingen tid kan du være på et museum eller se en forestilling eller en danseperformance. Jeg føler mig meget heldig, at jeg bor i byen.”
Du har en japansk baggrund. Har det haft indflydelse på dit arbejde?
“Ja, helt klart, på mange måder. Mange af de temaer, jeg arbejder med, er relateret til displacement, tilhørsforhold og identitet, skift i identitet, og meget af det kommer helt klart fra at være vokset op mellem to kulturer. Mine forældre flyttede til USA og boede her i knap 15 år og rykkede så tilbage til Japan, så vi har ikke en traditionel immigrationshistorie. Derfor har jeg også været meget i Japan, og det meste af min familie bor i Japan. Noget af det fantastiske ved at vokse op mellem to kulturer har bl.a. været den litterære-kanon, som jo for mig har været helt anderledes end den, man lærer i den amerikanske skole. Der var andre bøger, der var vigtige for mine forældre, og det gav mig adgang til en anderledes mængde af litteratur, hvilket har påvirket mig meget. Forfattere som Yasunari Kawabata og Kenzaburō Ōe har været signifikante, og selv størrelsen på mine bøger i dag minder jo om de tynde japanske romaner. Ja, så både min stil og mit indhold er dybt præget af min japanske baggrund.”
“Mange af romanens temaer relaterer sig også til hendes race. Hun gør det, man på amerikansk kalder code-switching – hun ændrer sin adfærd for at tilpasse sig en bestemt kontekst, hun ændrer sin dialekt, og hun er hyperopmærksom på alt, hvilket også har noget med hendes baggrund at gøre. Meget handler om, hvordan hun bliver opfattet, det handler om hendes manérer eller om, at hendes opførsel skal ændre sig”
Karakteren i ‘Audition’ har også asiatiske rødder, har jeg ladet mig fortælle, for du skriver det ikke direkte, men indikerer det meget nænsomt. Hvad ligger der i det?
“Ja, karakteren er en asiatisk kvinde. For mig vil det altid være interessant at skrive om en hovedperson, der ikke er hvid. Mange af romanens temaer relaterer sig også til hendes race. Hun gør det, man på amerikansk kalder code-switching – hun ændrer sin adfærd for at tilpasse sig en bestemt kontekst, hun ændrer sin dialekt, og hun er hyperopmærksom på alt, hvilket også har noget med hendes baggrund at gøre. Meget handler om, hvordan hun bliver opfattet, det handler om hendes manérer eller om, at hendes opførsel skal ændre sig. Når det er sagt, så vil jeg gerne fortælle en historie, der er linket til race, men ikke en historie, hvor det hele handler om det. Hvis du læser efter det, kan du se det, hvis ikke, vil du fokusere på andre elementer i bogen. I det hele taget er der jo meget omkring hovedpersonen, som vi ikke får at vide. Hendes navn får du heller ikke. Jeg er meget interesseret i at finde ud af, hvor mange detaljer man kan undlade og stadig skabe en levende historie og en tydelig hovedperson.”
Du er blevet sammenlignet med så forskellige forfattere som Ernest Hemingway og Rachel Cusk. Hvilke skribenter eller forfattere er du selv inspireret af?
“Jeg elsker den spanske forfatter Javier Marías. At læse ham har sat et tydeligt aftryk på mit arbejde. Jeg elsker Karl Ove Knausgård, der formår at skabe et momentum i sine bøger, som jeg virkelig beundrer. Jeg elsker Natalia Ginzburg og Marguerite Duras. Når jeg læser andre, ved jeg, det er en god bog, når jeg ikke kan forstå, hvordan den er skrevet. Når jeg føler, at håndværket er usynligt. Tag f.eks. Tove Ditlevsens ‘The Copenhagen Trilogy’, der først for nylig er blevet oversat til engelsk – den bog er virkelig et mirakel for mig. Jeg har læst de tre fortællinger flere gange, og jeg forstår stadig ikke, hvordan hun har kunnet skrive dem. Det er virkelig magisk. For mig er en bog god, når jeg ikke længere er forfatter, når jeg læser den. Når jeg kun er læser og intet andet.”
Audition, Katie Kitamura, 180 kr.
