Har du styr på, hvilken bog – eller bøger – du skal igennem denne sommer? Her får du 6 nye bøger, du med fordel kan overveje – og mens én af dem er sommerens 'it-bog', er én anden af forfatteren bag bestselleren 'Cleopatra og Frankenstein'.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Private tanker
Den amerikanske forfatter og journalist Joan Didion døde i sit hjem i New York den 23. december 2021 og derfor vakte det selvfølgelig opsigt, da hendes forlag i vinter annoncerede, at en ny bog var på vej. For kan man tillade sig at udgive et menneskes tekster post mortem?
Værket, der er stilet til forfatterens mand John Gregory Dunne, blev fundet i et arkivskab på Joan Didions kontor og er en logbog over hendes samtaler med en psykiater fra 1999 og frem. Samtalerne kredser om emner så følsomme som angst, depression og skyld, om Didions periodiske koncentrationsbesvær, om katastrofetanker og om hendes smertelige forhold til datteren Quintana. Hvorvidt teksterne skulle være forblevet private er et komplekst spørgsmål, for Didion har før delt ud af det liv, der var hendes, mesterligt gjort i både Blå timer og Et år med magisk tænkning.
Noter til John, Joan Didion, Gyldendal, 300 kr.

Til strandtasken
Forfatteren til den vilde kærlighedsroman Cleopatra og Frankenstein er igen aktuel på dansk, og denne gang med en historie om en flok søstre, der mødes i New York for at rydde og sælge deres barndomshjem. Avery Blue er advokat i London, Bonnie Blue er succesfuld bokser, og Lucky Blue er model i Paris. Og så er der søsteren Nicky Blue, der er død af en overdosis fentanyl, og som ved sin bratte forsvinden har efterladt et kaos hos alle. Fortællingen kredser om afhængighed, om hvordan vi alle drukner smerter på hver vores måde, og om søsterskab som den fælles havn, der er kvinder forundt, når de er født ind i samme familie.
Blå søstre, Coco Mellors, Grønningen 1, 155 kr.

Fra uvante kanter
Hollandske Yael van der Wouden har fået ros og stjerner for en intens debutfortælling om sensualitet og besættelse. Hendes historie foregår i 1961, i den lille hollandske by Zwolle, og handler om to kvinder, Eva og Isabel, der hen over en hed sommer tvinges til at leve under samme tag. Afsky bliver til begær og foragt til længsel, ting forsvinder og nye perspektiver opstår, mens et mysterium langsomt viser sig. Romanens titel Stilleben rammer godt, for bogen gør elegant holdt ved pittoreske detaljer som små porcelænsskår, et glas, en ske, en skål, et gult æggebæger, en papirvægt, en børnebog. En hånd under bordet skjult af linnedets fald. At læse den er som at dykke ned i lagene af et stort maleri.
Stilleben, Yael van der Wouden, Politikens Forlag, 225 kr.

Handling med H.
Hafni er flyttet til Brighton og vandrer ikke længere rundt på jagt efter smørrebrød et sted på Fyn. I stedet tager hun på tur til Monks House, pakker skinke i sølvpapir og får besøg af sin bror, der belejligt brækker vristen lige inden et maratonløb i Englands fjerde lykkeligste by. Helle Helle leger atter med sproget, virkeligheden og en verden skabt af ord i efterfølgeren til den præcise succes Hafni fortæller. ”Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen ikke var klar til at holde op med at skrive om Hafni,” siger hun. Latteren sidder løst i Brighton, og stjernerne har da også siddet løst hos anmelderne, der hele vejen rundt har været ualmindeligt begejstrede.
Hey Hafni, Helle Helle, Gutkind, 220 kr.

Varm mælk i solen
Hvis du skynder dig at løbe mod boghandlen, kan du lige nå at læse engelske Deborah Levys roman Hot Milk på dansk, inden den forvandles til film med Emma Mackey i hovedrollen. En ung kvinde, Sofia, rejser til den andalusiske kyst med sin mor, der er bundet til en kørestol, for her at søge en tvivlsom kur med moderens lammelse. Hun drages mod den jævnaldrende Ingrid og drager senere mod Athen for at mødes med sin far, der har stiftet ny familie. Overalt omkring Sofia er tingene i forfald, hvilket fint mimer hendes egen porøse identitet og den overdrevne mor-datter-binding, hun gennem fortællingen skal ryste af sig.
Hot Milk, Deborah Levy, Vinter Forlag, 120 kr.

Mandligt moderskab
Læg plaiderne klar på strandstolene. Kulturjournalist, kritiker og kærlighedsbrevkasseredaktør på Politiken Felix Thorsen Katzenelson debuterer med romanen Skruk Skurk, og det er næsten umuligt ikke at være begærlig på, hvad hans stemme vil give os. Bogen handler om en ung mand, der længes efter at blive far, han søger tilflugt i et svensk sommerhus, hvor han skal skrive et essay, men i stedet for at sætte ord på papiret går han i opløsning i den svenske natur. ”Selvom jeg ikke selv blev til et bløddyr, da jeg skrev min debutroman, er jeg ikke i tvivl om, at der fandt en forvandling sted,” fortæller Felix Thorsen Katzenelson i pressemeddelelsen, og det gør bestemt ikke nysgerrigheden mindre.
Skruk skurk, Felix Thorsen Katzenelson, Gyldendal, 200 kr.