Stephen Sprouse var en af de første til at forene kunst med mode og punk med Park Avenue. Selv om det er fem år siden, han døde, er hans design hottere end nogensinde og hyldes nu i en ny kollektion fra Louis Vuitton. ELLE tegner et portræt af newyorker-kultdesigneren.
Stephen Sprouse døde under modeugen i Paris i 2004, men i dag er kultdesigneren, der i 2001 stod bag en af verdenshistoriens mest solgte tasker, Louis Vuittons ‘Graffiti-bag’, mere aktuel end nogensinde. Louis Vuittons direktør, Yves Carcelle, har sågar udtalt: “For mig at se, var graffiti-monogrammet den første milepæl i vores evige genopfindelse af vores historie.”
Hyldes af Louis Vuitton
Stephen Sprouses selvlysende, spraglede og punkede stil er den eksklusive version af den 1980’er-bølge, der har præget modeverdenen de seneste par år. Og i samme anledning hylder Louis Vuitton nu den afdøde it-designer med en hel kollektion af accessories med Stephen Sprouses velkendte motiver – graffitien og rosen. Modehusets chefdesigner Marc Jacobs har holdt farvefest og brugt Sprouses print på alt fra tasker, sneakers, pumps, solbriller og punge til en ready to wear-linje.
Revolutionær idé
I en tid, hvor grunge sætter sit cool og kantede præg på moden, og hvor designere er inspireret af kunsten, og kunstnerne af moden, står Stephen Sprouse som pioneren, der forenede kunst med mode og punk med Park Avenues overklassestil. Allerede i begyndelsen af 1980’erne stod han bag “den revolutionære idé, som det var at mikse ‘uptown sophistication’ med downtowns fornemmelse for punk og pop”, som New York Times formulerede det i sin nekrolog.
Neon, punkrock og Warhol
Ved et show i 1983 for unge, upcoming designere blev Stephen Sprouse opdaget af de to amerikanske high-end-forretninger Bergdorf Goodman og Henri Bendel, som med det samme bestilte ti kjoler. Otte måneder senere havde han banket sin egen forretning op (med finansiel hjælp fra sine forældre) og præsenterede sin første kollektion med et spektakulært show i sit eget sølvmalede showroom i New York. Modellerne var iført motorcykeljakker med graffitiprints, selvlysende tøj og store Jackie O-solbriller, mens punkrock bragede ud af højttalerne.
Genfødsel hos Louis Vuitton
I 2000 hyrede Marc Jacobs Stephen Sprouse til at co-designe S/S 2001 kollektionen for Louis Vuitton. Det kom der blandt andet ‘Graffiti-tasken’ ud af, og på rekordtid skabte den lange ventelister verden over. Og pustede nyt liv i det gamle franske modehus.
Lungekræft og hjertestop
Stephen Sprouse fik dog ikke meget tid til at hvile på laurbærrene, for i 2004 gjorde et hjertestop som følge af lungekræft det af med den kun 50-årige designer. Til hans begravelse tegnede og skrev hans venner på kisten, og inden den blev lukket, lagde de en Magic Marker i hans ene hånd. Så kunne han selv skrive det sidste ord.
STEPHEN SPROUSE
(12. september 1953 – 4. marts 2004) Født i Dayton, Ohio og er vokset op i Columbus, Indiana. Kendt for at forene kunst, musik, graffiti og mode. Designede i 2001 en kollektion for Louis Vuitton – bl.a. den legendariske ‘Graffiti-bag’. Frem til den 28. februar kan man se Stephen Sprouseudstillingen Rock on Mars på the Deitch Gallery i New York. I januar udkom bogen The Stephen Sprouse Book på forlaget Rizzoli. Coveret er selvfølgelig i sølv med fire valgfrie neonfarver. Tjek også www.welovesprouse.com