Kultur

Karl Lagerfeld

- 26/06/2009

ELLE fangede Karl Lagerfeld til en hurtig snak om hans inspirationskilder og – selvfølgelig – Chanel

Karl Lagerfeld (f. 1933) har som designer formået at få ikonstatus, på trods af at hans kendteste design ikke er i eget navn, men i Chanels. Her har tyskeren formået at ikonisere mærkets pariserlook, mens han så har en lidt hårdere stil i sin egen linje, Karl Lagerfeld, og minimalistisk futurisme i Fendi, som han også står for. Lagerfeld har en ting med popkulturen. Han har altid skuespillere og musikere som muser (senest Lily Allen, der bliver ny taske-kampagnemodel), var den første til at samarbejde med H&M, er en seriøs musiksamler og udgiver egne compilations, og så er han aktiv fotograf, der bl.a. altid selv skyder Chanels kampagner. ELLE har spurgt kejser Karl om …

Hvad Chanel er for ham?
Hvis vi taler om Chanel som kvinde, har der ikke været nogen som hende. Hun så godt ud og havde stil, og så attitude og berømmelse … De fleste designere (på den tid, red.) var mænd. Men kvinder var der ingen af. Det er formentlig derfor, kvinders hjerter banker sådan for Chanel på en måde, som de ikke banker for noget andet mærke.

Hvordan han holder inspirationen ved lige?
Jeg vil vide alt, jeg vil se alt, og denne nysgerrighed hjælper mig til at finde inspiration i de mest usammenhængende eller anderledes situationer. Men der er ingen regler, eller kun en: Hold dine øjne åbne.

Hvordan man holder en Chanel-sommer?
Med en høj, dynamisk og dansk silhuet, lange ben og korte skørter. Og med en Chanel-guitar på ryggen, det er sommerens gypsy touch.

Hans leveregel?
Der er ingen regler for inspiration eller for, hvordan man skal leve sit liv optimalt. Man er nødt til at have et kvalitetsblik på tingene, om man så bare krydser gaden.

Mere Karl:
Tjek filmen Fitting Room Follies instrueret og filmet af kejseren selv, med modellerne Lara Stone og Baptiste Giacobini samt snigkig på A/W-kollektionen
Chanels hjemmeside