ELLEs journalist Maria Frederikke Munch mødte sidste år Jakob Fuglsang, der lige nu knokler under dette års Tour de France, og hans kæreste Loulou til en snak om, hvordan man opnår succes og karriere, og hvad det kræver af parforholdet...
Tekst: Maria Frederikke Munch
Hvordan opnår man succes? Og hvad kræver en karriere? Det findes der ikke én opskrift på, men én ting er sikker – det er ikke noget, som kan skabes alene, hvis man også gerne vil have den ro og stabilitet, som en hjemmefront kan byde på.
ELLE mødte sidste år Jakob Fuglsang og hans kæreste Loulou Schinker Barsotti, der har en fælles forståelse for, hvad en livslang karriere kræver: At det er noget, man opnår og skaber sammen. Og at ingen i parret er vigtigere end den anden.
Loulou: Før jeg mødte Jakob, kendte jeg meget lidt til hele cykelsportsverdenen. Jeg kendte navnene på de berømte cykelryttere, men jeg interesserede mig ikke for det og så det aldrig i fjernsynet. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være sammen med en cykelrytter. I starten var det lidt mærkeligt, men man bliver hurtigt vant til hele situationen, og jeg er virkelig glad for, at jeg mødte Jakob, før han blev kendt, for så kan ingen komme og sige, at det kun er derfor, jeg er sammen med ham.
Hvilken indflydelse har dit job haft på jeres forhold?
Jakob: Det ved jeg ikke, for vi har jo ikke prøvet andet. Jeg er måske væk 180 dage om året, så det betyder selvfølgelig, at når jeg er hjemme, så er vi sammen …
Loulou: … hele tiden.
Jakob: Ja, vi forsøger at være så meget sammen som overhovedet muligt, når jeg er hjemme. Mit job har nok også gjort, at Loulou har opgivet at forfølge sin egen drøm. Hun ville gerne have været model og blev tilbudt job i Paris og i Sydafrika, men det ville aldrig have kunnet fungere. Hvis hun rejser i den ene retning og jeg i den anden, så ville vi aldrig se hinanden. Så på den måde har mit job jo haft en stor indflydelse.
Er det okay for dig at have opgivet din egen drøm?
Loulou: Ja, for på en eller anden måde så udlever jeg jo Jakobs drøm sammen med ham nu. Så når han vinder noget, er jeg formentlig lige så glad, som han selv er. Og hvem ved, om jeg overhovedet havde haft succes som model? Så ja, det er Jakobs drøm, vi udlever, for jeg ved, det gør ham glad. I sidste ende giver det mig jo også mulighed for at se verden, når jeg rejser med ham; opleve nye ting og have et godt liv.
Jakob: Vores aldersforskel gør jo også, at når min karriere slutter, så er Loulou stadig ung nok til at skabe sin egen karriere og udleve sine drømme.
Her på ELLE-redaktionen er vi stor fan af Jakob Fuglsang, og hepper selvfølgelig alt hvad vi kan for, at Jakob Fuglsangs når til tops i dette års Tour de France! Hep, hep!