Kultur

It’s money, babe!

- 09/04/2010

Når tøj og sko ikke er nok, må der hårdere midler i brug. Såsom ørkenhoteller, forlystelsesparker, kunst og grædende børn

VELGØRENHED I MODEBRANCHEN er blevet så moderne! Og det er alt sammen prisværdigt, men er der nogen, der har tænkt på, at det jo blot er et nyt forbigående markedsføringstrick til at forlede potentielle kunder og dække over almindelig hardcore købmandskab …? Der går to kroner til rent vand i en landsby i Afrika, hver gang man køber et bestemt tørklæde eller andet gøgl, men tørklædet er fremstillet af rent kunststof på en uhumsk fabrik i Kina og ligner i øvrigt noget, designeren har brækket sig på!

Men salg af mode handler efterhånden betænkeligt lidt om udformningen af tøj og sko. I hvert fald er det tydeligvis ingenlunde længere nok for en modevirksomhed at brande sig på sin udmærkede vare – der skal meget mere til, hvis den nye mådeholdende forbruger med udvidet samvittighed og trendy værdisæt i broderskabets tegn skal forføres. En plakat i modebutikken med et grædende barn er godt. Helst i sort – det passer bedst til kollektionen.

I JAGTEN PÅ det forbrug, der momentant lader vente på sig, gør virksomhederne de vildeste krumspring. Samtlige gigantiske fast-fashion-kæder fra H&M til Debenhams har nu gæstetopdesignere til lavpris på programmet i svimlende frekvens. For vokse, det skal de død og pine! Franske Lacoste har fundet på en mere sofistikeret måde at brande sig på. Krokodillen har det ikke så godt ude i den virkelige verden, og i kampagnen ‘save your logo’ har Lacoste derfor doneret en halv million dollar til krokodillernes ve og vel. Det manglede da bare. Nu har det arme grønne dyr de sidste 75 år været aldeles ubetalt model for de ellers pacifistiske polos, så det er vel på tide, at noget af gælden betales tilbage.

MAN KAN OGSÅ GØRE som den altid kløgtige Armani, der nu i stor stil brander sig som hotelejer. Megabrandet har netop åbnet et 160 værelsers stort hotel iklædt de lækreste Armani Casa-møbler i Dubais (og naturligvis verdens) højeste bygning, Burj Dubai Tower, der for få måneder siden – trods tordnende finansiel krise i den lille oliestat – blev indviet med behørig pomp og pop.

Så kan rige russere bo der, når de tager et smut til den hede ørkenby for at stå på ski indendørs i et shoppingcenter. Åh, hvor tiderne dog har ændret sig, siden en smagløs sheik fik den ide, at gøre Dubai til et underholdnings- og shoppemekka … Er der overhovedet noget, der kan passe dårligere ind i vores tid? Men efter planen kan du opleve Armani i hotelkædeformat ni andre steder.

EN ANDEN KENDT ITALIENER satser på Dubais naboby Abu Dhabi. Luksusbiler a la Ferrari sælger ikke lige rumpetten ud af bukserne i disse tider, så ledelsen i det delikate bilfirma har besluttet sig for at åbne en forlystelsespark inklusive verdens hurtigste ruchebane (hvor forudsigeligt!) i ørkenbyen. Men det stopper ikke her. Bilkoncernen er også prestissimo på vej ind i mode- og luksus-accessorybranchen. Inden udgangen af 2011 vil 50 butikker verden over kunne servicere dig med alt fra kashmirsweatre til læderfrakker med F-navnet i nakken. Vel svarende til, at Topshop solgte biler, eller …?

ET STORSTILET TILTAG I KAMPEN for at få forbrugerne i shoppehumør er netop lanceret i Hongkong, hvor verdens første såkaldte ‘art mall’, kaldet K11, lige er åbnet. Så kan kunder retfærdiggøre en shoppetur, fordi de samtidig kan nyde en gigantisk, permanent og ganske seriøs moderne kunstsamling spredt mellem de mange butikker. Synkron museums- og shoppeoplevelse med god kulturel samvittighed. Genialt! Mon idemanden bag projektet, Adrian Cheng, har været en tur hos Birger Christensen i København? Her har man i 100 år kunnet nyde elitær kunst i form af moderne malerier og skulpturer, mens man købte den nyeste mode …

Relaterede links


Acne + Lanvin
= Musthave

Galleri:
Key item: Parkacoat
14 beautytips