Home / Kultur / Horoskop / Sådan bliver din marts måned 2020
Marts måned har meldt sin ankomst, og påskeliljerne er så småt begyndt at springe ud. Imens vi går lysere dage i møde, tænker du måske over, hvad starten af foråret kommer til at bringe. Du kan blive meget klogere på, hvad stjernerne siger om din marts måned lige her i ELLEs horoskop.
Marts måned er her! Og det betyder også, at der er et nyt nummer af ELLE på gaden, og et nyt horoskop du kan læse.
Selv om vi indimellem bliver budt med minusgrader om natten, og at vejret svinger mellem sol og sne lige nu, så er det officielt en forårsmåned, og vi har tiltro til, at det snart begynder at vise sig for alvor.
Marts måned står i fiskens tegn, men uanset hvilket stjernetegn du er født i, kan du læse med herunder og se, hvad stjernerne har i vente for dig denne måned. Hvem ved, måske sker der noget helt nyt og spændende.
ELLEs faste astrolog, Caritas Fischer, har endnu en gang kigget i stjernerne, og skrevet om hvordan din måned kommer til at se ud.
Fisk 19/2 – 20/3
Horoskop af Caritas Fischer.
“Fisken er kunstneren, som lever livet gennem sin fantasi og sine følelser. For hende er virkeligheden flydende, foranderlig og stærkt subjektiv. Hun er en gammel sjæl, der forundres som et barn. Alt hvad hun skaber, er farverigt og intuitivt. Da hun ofte er nødt til at sætte grænser i forhold til sit sensitive indre, kan hun dog umiddelbart virke sej og hårdhudet – og denne ’rustning’ går igen i hendes tøjstil.”
Læs om dit stjernetegn i galleriet herunder.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
MARC JACOBS
Vædder 21/3 – 20/4
Indtil den 21. har du brug for at trække dig tilbage og samle inspiration. Sociale situationer kan dræne dig; det er, som om folk ikke siger, hvad de mener. Du kæmper for noget på arbejdet, men du skal vide, at kampen basalt set er vundet. Du behøver ikke at gøre mere end at vedligeholde din allerede høje status. Det er nemt for dig at øge din indkomst.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
MIUCCIA PRADA
Tyr 21/4 – 21/5
Du kan få kontakt til større grupper af ligesindede, som åbner dine øjne for nye muligheder – måske relateret til dit arbejde. Opsøg gerne ny viden og rejser, da du har masser af energi til at opleve og udleve. Du mærker dig selv, og det er en god måned at dyrke selvkærlighed i. Andre lægger også mærke til din kærlige udstråling, og det er enormt tiltrækkende!
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
ALBER ELBAZ
Tvilling 22/5 – 21/6
Indtil den 10. kan du opleve knas i kommunikationen, især på arbejdet, hvor du nok skal dobbelttjekke alting, før du sender det af sted. Du har derimod gode idéer og inspiration til et nyt projekt. Senere på måneden er et godt tidspunkt til en lancering, og du kan nå ud til mange. Det er nemt at skabe kontakt til indflydelsesrige mennesker, så udvid dit netværk.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
GIORGIO AMARNI
Krebs 22/6 – 22/7
Du er passioneret i kærlighed, men pas på med at starte konflikter unødigt. Det sker især, hvis du er i et forhold, hvor du keder dig lidt. Brug i stedet din energi på at være helt ærlig og åben over for din partner. Samtidig kan du have lyst til at smutte fra hverdagen og ud på eventyr. Hvis du rejser, er der gode chancer for et emotionelt og spirituelt gennembrud.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
COCO CHANEL
Løve 23/7 – 23/8
Du har energi og lyst til at udrette noget på arbejdet, så udnyt måneden til at få ting gjort, som du har udsat. Motion letter frustrationer og irritation i hverdagen, og det giver dig samtidig ny indsigt i dig selv og dine følelser. Noget nyt kan vise sig i dine romantiske forhold. Måske er der et større ansvar eller en lyst til at binde sig til en anden.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
KARL LAGERFELD
Jomfru 24/8 – 23/9
Du forstår dig selv bedst gennem dialog med din partner eller nære venner. Du har oprigtig interesse i andre, hvilket er meget tiltrækkende. Selv om der måske kommer øget ansvar i din hverdag, er der eventyr, der kalder. Hvis du tager på en rejse denne måned, vil du opleve romantik og øget kærlighed til dig selv og andre. Måske kan ansvaret vente lidt?
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
DONNA KAREN
Vægt 24/9 – 23/10
Du kan opleve konflikter med dem, du bor sammen med, din familie, eller også er der noget, der skal ændres i dit hjem. Heldigvis har du energi til at tage dig af det! Når måneden er slut, har du renset luften grundigt derhjemme og skabt tiltrængt fornyelse. Samtidig er det en god tid at tænke kreativt på dit arbejde, hvor spontan inspiration kan blive til konkrete tiltag.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
ANNA WINTOUR
Skorpion 24/10 – 22/11
Dette er en social og romantisk måned, hvor samvær med venner, kollegaer og en partner giver inspiration og øger din selvtillid. Du er veltalende og kan have tendens til at starte diskussioner, hvis folk ikke deler dit synspunkt. At tage styringen i fælles projekter er en mindre konfliktfyldt måde at bruge denne energi på. Fest, kreativitet og leg giver energi.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
MANOLO BLAHNIK
Skytte 23/11 – 21/12
Dine værdier og dit forhold til det materielle er i fokus. Start gerne nye økonomiske tiltag, da du har energien og gåpåmodet til at gøre det til en succes. Dog må du være forsigtig med kun at måle din succes i forhold til din indkomst. Samtidig kredser dine tanker om din baggrund, familie og dit hjem. Dette kan være en god tid til at tale med nogen om fortiden.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
DIANE VON FURSTENBERG
Stenbuk 22/12 – 20/1
Andre respekterer din autoritet, så det er en god tid at tage styringen i noget, som står dit hjerte nær. Hvis der var noget, som blev forsinket sidste måned, kan du nu færdiggøre det og få det ud af verden. Det er let at blive forelsket – både i det, du skaber, og i andre. Fest og leg er vigtigt for din indre harmoni, så sørg for at give plads til det.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
CHRISTIAN DIOR
Vandmand 21/1 – 18/2
Du kan føle, at der er en rød tråd mellem det materielle og dit sjælelige velbefindende. Det kunne vise sig ved, at du bruger penge på dit hjem for at give dig selv ro. Det kan gavne at gå dybere med disse emner: at arbejde med dit selvværd og se på, hvad tryghed betyder for dig. Hvis du mærker irritation og tristhed, er det vigtigt at give dig selv alenetid.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
KENZO TAKADA
Fisk 19/2 – 20/3
Du har en god fornemmelse for, hvor du er på vej hen. Fra midt på måneden er det naturligt at formidle dine planer til andre og få dem om bord. Sig ja til møder med nye mennesker, da du imponerer med din energi og innovative idéer. Måske planter du nu frøet til et projekt, som kan nå ud til mange i løbet af året. Værdsæt kærligheden omkring dig i hverdagen.