Nyt år, nye vaner - hvad kommer den første måned af 2016 til at bringe? Find ud af det her med årets første horoskop!
Tekst: Susanne Taylor, astrolog/Susannetaylor.dk // Illustration: Mette Boesgaard/Filter Management
Når stenbukkekvinden får ambitioner om at indtage direktørstolen, så sker det med viljestyrke og stædighed. Hun kan være sej og skrap og kæmper, til hun når i mål. Med tiden bliver hun elsket og anerkendt for sit stærke engagement og personlige drive. Stenbukken er loyal og trofast, og du får en ven for livet. Stilen er konservativ og elegant, og hun elsker materialer som silke, hør og uld samt håndsyede italienske sko, smuk makeup og økoprodukter. Blandt modens kendteste stenbukke er Diane von Furstenberg, Alexander Wang, Christian Louboutin, Jeanne Lanvin og Raf Simons.
Læs også: Hilsen fra chefredaktricen: Jeg er altså sådan en wannabe-dansker…
Klik dig igennem galleriet og læs dit månedshoroskop!
Psst… klik eller ‘swipe’ dig igennem alle månederne!
Foto: Mette Boesgaard
Marc Jacobs, Vædder 21/3 – 20/4
Va-va-voom! Din planethersker Mars træder ind i skorpionens tegn og sætter fokus på værdier som seksualitet (sæt lup på dine erotiske værdier, og stå ved dem!), det okkulte og spirituel søgen og viden samt forholdet til andres penge – arv, legater, pensioner, forsikringer, bank ... Med et åbent sind kommer du frem til nogle selverkendelser.
Foto: Mette Boesgaard
Miuccia Prada, Tyr 21/4 – 21/5
Din kærlighedsplanet Venus træder ind i skyttens tegn, der står for højere viden, rejser og åndelige principper. Overgiv dig, og lad dig forføre til eksotiske himmelstrøg. Elsk, hvad livet byder på, få rusket op i dine fordomme og mød mennesker, du normalt ikke sympatiserer med. Det vil være sundt at lade hjertet smelte, om end du ikke bliver ven med hele verden.
Foto: Mette Boesgaard
Alber Elbaz, Tvilling 22/5 – 21/6
Advarsel: Planlagte gøremål kan blive forhindret og trukket i langdrag ... Du bliver testet på din tålmodighed i hele februar, hvor Merkur står i stenbukkens tegn, så brug januar på at få nogle andre ting på plads. Men glem ikke din nysgerrighed! Et digital-lynkursus kan blive sjovt. Og skal du testes ved eksamen? Så gør dine ting ordentligt og systematisk.
Foto: Mette Boesgaard
Giorgio Armani, Krebs 22/6 – 22/7
Familie, barndomshjem og forældre (især mor) kræver særlig opmærksomhed. Der er nogle ting, du er nødt til at tage dig af, selv om det ikke er dit ansvar. Men husk at tilgodese dine egne behov; forær ikke din energi væk bare for at behage andre. Kommunikation er nøglen. Sig hvad du vil, sig hvad du føler, og sæt handling bag dine ord.
Foto: Mette Boesgaard
Coco Chanel, Løve 23/7 – 23/8
Ryd op i dit rod, smid væk og gør rent, så hjemmet skinner. Sæt fokus på daglige rutiner og få styr på, hvad der er godt eller skidt. Også personlig pleje af hud, hår og tænder. En tur hos tandlægen vil være en god investering. Hvad indeholder medicinskabet? Hvad spiser du og din familie? Fortjenesten ligger i mere overskud og fornyet livsenergi.
Foto: Mette Boesgaard
Karl Lagerfeld, Jomfru 24/8 – 23/9
Du har behov for at arbejde lige på og hårdt. Der er et mål, du skal nå, og ting, der skal times korrekt. Du har mange og tunge pligter, men arbejder du langsomt og metodisk, vil du snart blive belønnet for dit overblik og udholdenhed. Sørg for ordentlig hvile og god nattesøvn. Forlang fred og ro på hjemmefronten. Og se frem til en vinter, der kun bliver bedre og bedre.
Foto: Mette Boesgaard
Donna Karan,
Vægt 24/9 – 23/10 Vær totalt fokuseret på, hvad du gør, og hvad der giver mening for dig. Men nogen savner din tilstedeværelse, så bliv ikke så optaget af egne gøremål, at du glemmer familie og venner. Du er iderig og fantasifuld, og det kan føre dig ud på en lang udenlandsrejse, hvis du tør sige ja til eventyret. Nyd livet i fulde drag, giv slip og tillad en lang pause.
Foto: Mette Boesgaard
Anna Wintour, Skorpion 24/10 – 22/11
Der er turbo på kærlighed, lidenskab og seksuel frigørelse. Du kan blive forelsket og finde den eneste ene eller kaste din kærlighed på en hobby eller fritidsaktivitet. Det går ikke stille af lige nu, så fold dig ud og slå dig løs! Du kommer sikkert til at forarge det gode borgerskab med din skarpe skorpiontunge, for når Mars er på visit, kan der ikke undgås lidt rabalder.
Foto: Mette Boesgaard
Manolo Blahnik, Skytte 23/11 – 21/12
Kender du karma-yoga? En åndelig udrensning af egoistiske motiver og en balancegang mellem dine feminine og maskuline sider. Hvornår er du passiv og indadvendt? Hvornår bliver du handlekraftig og gør noget godt for andre? At være uselvisk og stå til rådighed uden bagtanker kan vække dig og give en ekstraordinær oplevelse. Også karrieremæssigt.
Foto: Mette Boesgaard
Diane von Furstenberg, Stenbuk 22/12 – 20/1
Skæbneplaneten Saturn vil sørge for, at der bliver ryddet godt og grundigt op i fortiden. Nogle ting i dit liv vil du kaste bort, fordi de har mistet deres værdi. Giv slip på fortidens hændelser, og lad dine tidligere kriser blive forvandlet til visdom og indsigt, så du kan hjælpe andre med det. Du har kort sagt terapeutiske aspekter. Trøst, hvor du kan.
Foto: Mette Boesgaard
Christian Dior, Vandmand 21/1 – 18/2
Du bør udvikle nogle geniale og kreative ideer og blive selvstændig, for friheden til at bestemme over dig selv er højaktuel. Gå derfor ikke på kompromis med dine overbevisninger, men tag handling på gentagne tanker og følelser. Lyt til de indre fornemmelser. Glæd dig til 2016, stol på dine evner, og tag ansvar for at manifestere dine drømme!
Foto: Mette Boesgaard
Kenzo Takada, Fisk 19/2 – 20/3
Fiskekvinder har ofte en passion for mode, kunst og musik, og du har fine aspekter for at udvikle dem til en professionel karriere. Når du arbejder intenst og lidenskabeligt, er du i flow, men fordel de gode vibrationer over flere dage. Brug eventuelt stille musik, dans, yoga eller maleri som terapi, når du er træt og udmattet. Ved at skue indad vil sanserne åbne sig yderligere.